12-årig Kasper Iwan Sonne fra Strib er aktuel i rollen som drengen Mick i Shu-Bi-Dua – The Musical men på sigt drømmer han om at stå på scenen og synge sine egne sange.

Kasper går på Den Kreative Skole i Fredericia, og det er ikke nogen tilfældighed, at han er søgt den vej. Han kommer ud af en søskendeflok, som han har set optræde på scenen, og hans far spiller trommer.

Ad den vej fik den 12-årig stribonit øjnene op for en verden, hvor han med sine egne ord føler sig fri. Det sker både, når han står og skal performe på scenen, eller når han skal til undervisning på Den Kreative Skole, som han også skal den dag, hvor han mødtes med AVISEN. Netop det at gå på skolen giver Kasper noget med i ballasten.

– Man skal tro på sig selv i stedet for man tænker, at man ikke kan. Jeg har lært hvordan man synger en høj tone bedre, siger Kasper.

Da Kasper var mindre, så han sine søskende optræde, og det gav ham blod på tanden.

– Da jeg så mine søskende på scenen kunne jeg se, at der ikke var noget der holdt dem tilbage og kunne se de er fri og lader sig overtage af musikken og have en fest, siger han og fortæller, hvad det giver ham at være på scenen:

– Der er der hvor jeg har “mig zonen” og kan være mig selv i forhold til skolen, hvor jeg skal være ordentligt og høre efter, siger Kasper.

På Den Kreative Skole er Kasper den yngste på holdet, hvor de ældste er et par år ældre end ham, men det gør ham ikke noget.

– Det er betryggende, fordi de har mere erfaring så hvis jeg har brug for hjælp er det godt, fortæller Kasper.

Skal optræde i København med Shu-Bi-Dua

Da Shu-Bi-Dua – The Musical blev opført på Fredericia Musicalteater tilbage i efteråret 2021 var Kasper på scenen, og det er han igen, når musicalen skal opføres i København i februar og halvanden måned frem, men hele processen med det startede for flere år tilbage.

Det var på skolen (Den Kreative Skole, red.), hvor der var audition, og de havde brug for en, der ikke var særlig høj og stemmen ikke var gået i overgang. Så sang jeg ”står på en Alpetop” og så var der en af de første scener med Mick og mor, som skændes. Det var sådan, at jeg fik rollen, siger Kasper.

At Fredericia bliver byttet ud med København, betyder ikke det store for den unge performer.

– Følelsen er den samme, men jeg skal vænne mig til scenen, der er ny. Jeg ved ikke, om der er det samme trappetrin i København som i Fredericia, siger Kasper og fortæller, at han har været der før og set ”Bodyguard”, fortæller Kasper.

Når spørgsmålet går på, hvad Kasper drømmer om, er han ikke i tvivl.

– Jeg vil gerne stå på en scene og synge mine egne sange og derfor går jeg også til musik, slutter Kasper Iwan Sonne.