Kun enkelte FHK-spillere kunne være deres indsats mod HØJ bekendt i nederlaget søndag aften, der blev på 21-25.

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
1 = Dumpet
2 = Den tilstrækkelige præstation, der lige nøjagtig er bestået
3 = Jævn god præstation
4 = God præstation
5 = Tæt på liganiveau
6 = Liganiveau

Karakterne er udelukkende et udtryk for journalistens egen holdning.
Jimmi Andersen (3): Fornuftig kamp i målet af Jimmi. Fik ikke fat i det store i første halvleg, men spillede sig op i slutningen af kampen og pillede også et straffekast i anden halvleg.
Thomas Aagaard (3): Efter en håbløs indledning på kampen kom Aagaard på mål. Han fik stoppet HØJ i at komme alt for stort foran. Alt i alt en fornuftig kamp af Aagaard.
Marcus Rahbek (4 – Man of the Match): Efter en enkelt misser i indledningen kom Rahbek rigtig godt i gang. Efterfølgende blev det til fire scoringer på lige så mange forsøg. Samtidig spillede Rahbek en stor rolle i FHKs offensive forsvar, hvor han selv erobrede flere bolde også.
Jacob Kühne (UB)
Rune Andersen (2): Fra galt til genialt. Det ene øjeblik kunne han sende et dommedagshug i kassen, mens han angrebet efter kunne lave et håbløst boldtab.
Bjarke Nybo (2): Svær kamp for Nybo. Ingen af de rutinerede kræfter trådte for alvor i karakter i bagkæden, hvilket gjorde det svært for ham. Spillede blandt andet i de afgørende minutter, hvor han manglede rutine. Forsvarsmæssigt leverede Nybo dog en fin indsats.
Andreas Madsen (1): Intet lykkedes for bagspilleren. De enkelte gange han gik på mål, blev der lagt parader på ham. HØJ-forsvaret fandt hurtigt ud af, at han konstant søgte stregen. Måske var han stadig lidt hæmmet af lige at være kommet tilbage af sin skade.
Frederik Krarup (1): Uinspiseret indsats af FHKs angrebsstrateg. Det var simpelthen ikke godt nok af Krarup, der ellers skulle være en af dem, som de unge skal læne sig op af.
Jakob Mikkelsen (1): Skidt kamp af venstrehåndsskytten, hvor intet lykkedes for ham.
Kasper Young (2): Heller ikke meget lykkedes for Kasper Young, der er set præstere langt bedre. Forsvarsmæssigt gjorde han dog en god figur, hvilket gør, at han ikke dumper.
Peter Nielsen (3): Comeback i åbent spil til Nielsen, som bidrog med ro. Det er dog tydeligt, at han stadig mangler noget fra at være på toppen. Hvad han ikke har i kampform, viste han dog flere gange i rutine ved at bidrage med ro og en enkelt kasse i åbent spil.
Jakob Frederiksen (2): Lagde ud med at brænde et straffekast og brændte også fra fløjen. Fik dog taget revanche ved at score en enkelt gang på Nørklit, men det er ikke nok til mere end at bestå.
Jimmi Elmgaard (4): En af de få, der leverede varen. Flere gange kom han med kæmpe jubeludbrud ud mod HK Ultras for at få stemningen i vejret i hallen. Klart FHKs farligste angrebsvåben, men det er svært at udnytte det mere, når ingen åbnede op fra distancen for at give mere plads.
Kasper “Foder” Nielsen (3): Dækkede fornuftigt op og scorede på det han skulle angrebsmæssigt. Med Elmgaards store angrebspræstation blev det ikke til så meget tid angrebsmæssigt for “Foder”.