Middelfart Volleyballklub kvalificerede sig fredag aften til DM-finalerne for første gang i fire år. Klubbens sportschef, Jacob E. Petersen, husker tilbage på sidste gang, hvor det var noget man talte om flere år efter, og han forventer, at det igen vil blive tilfældet.

Nerverne sad udenpå tøjet. Det var langtfra givet, at Middelfart ville besejre Marienlyst i den tredje DM-semifinale, da MVK hjemme i Lillebæltshallen kom bagud 2-0 i sæt, men så indledte Middelfart et comeback, der kulminerede i femte sæt, hvor holdet vandt 19-17 og dermed sikrede sig sejren i opgøret og finalepladsen.

– Kampen havde alt, hvad volleyball har. Vi var nede med røven i vandskorpen, og havde det svært mentalt, da vi så gerne vil i finalen. Et par spillere var trætte efter kampen i tirsdags, og vi skulle grave dybt, og det lykkedes vi med. Vi begyndte at spille bedre og bedre, fik styr på serverne og fik bedre styr på blokforsvaret. I femte sæt, selvom vi var lidt bagud, troede jeg på, at vi ville tage den, siger Jacob E. Petersen, som medgiver, at det kan have været nerver på spil i de to første sæt:

– Det kan man måske sige. Vi har ikke helt fundet den mentale balance i at præstere. Nogen gange er man overspændt, og vi var lidt underspændt , forklarer han.

I sidste sæson vandt Middelfart pokalturneringen og snuppede bronzen i ligaen. Nu har holdet formået at løfte sig, og være klar til DM-finalen.

– Det betyder sindssygt meget. Det er det vi arbejder på hverdag til træning med at komme så langt som muligt, og det har været klubbens målsætning, at vi skulle fortsætte resultaterne fra sidste år, og så tage skridtet fra bronze til finale, siger Jacob E. Petersen.

Sidst Middelfart var i finalen, var i 2017/18-sæsonen, hvor de tvang Gentofte ud i fem kampe. Jacob Petersen mindes særligt den fjerde kamp i finaleserien, der blev spillet i Lillebæltshallen, hvor der var 1.000 tilskuere.

– Man stod i kø ude på vejen, ja, siger han og fortsætter:

– Det bliver fantastisk (at spille finaler igen, red). Det bliver en fortælling vi kommer til at snakke med om flere år frem ligesom sidst, slutter Jacob E. Petersen.

Hvem Middelfart Volleyballklub møder i DM-finalerne er ikke afklaret, da ASV Aarhus vandt den tredje semifinale mod Gentofte, der havde vundet de to første opgør. De to hold spiller igen på tirsdag, hvor Aarhus har hjemmebane. Vinder Gentofte opgøret, så er de sikret finalepladsen, men hvis ikke, skal de to hold ud i en femte og afgørende kamp.