Økonomi er svært stof for de fleste danskere, der foretrækker at passe deres jobs, betale deres regninger og leve livet. Mange stoler på at politikerne har styr på de helt store linjer, og det gør regeringen da også hele tiden opmærksom på at man har. Problemet er at virkeligheden melder sig på vælgernes bankkonto, hvor værdien af deres indtægter er faldet dramatisk. Hvad sker der?
Historisk kan man gå hundredevis af år tilbage i tiden og finde mange eksempler på økonomiske kriser, fejlslagen finanspolitik, børskrak, inflation og statsbankerot. Faktisk er det et tilbagevendende fænomen, at efter de syv fede år kommer de syv magre år, hvis vi skal bruge bibelske betegnelser. Det kan så ikke måles på antal år, og de fede perioder eller de magre perioder svinger i både længde og konsekvens. Men at der er tale om indgribende og alvorlige forhold, når en økonomisk krise indtræffer, er der ikke tvivl om. Folk mister deres arbejde, velfærden skrumper eller forsvinder, den sociale uro vokser i samfundet og livskvaliteten reduceres dramatisk for mange.
En simpel visdom er, at det ikke nytter noget at gemme en masse penge, hvis de alligevel bliver meget mindre værd undervejs. I år er priserne steget så meget, at det for første gang siden midten af 1980’erne, er blevet bemærket af danskerne.
For Danmark har i den grad været et land, der har levet med luksus og flødeskum. Vi kom stort set uskadte ud af anden verdenskrig, samtidig med at mange af de europæiske nationer havde været ramt af krig. Adskillige storbyer i Europa var pulveriseret og skulle genopbygges. Men i det lille hyggelige landbrugsland var stort set alle mursten intakte. Koen var fed, mælk og honning flød, industrien begyndte sin rejse mod nye og store horisonter samtidig med at landbrugslivet blev afviklet. Landbruget var fortsat et stort erhverv, hvor rigtig mange mennesker var beskæftiget. Det ændrede sig med indførslen af nye landbrugsmaskiner, i takt med det amerikanske låneprogram, som Danmark profiterede gevaldigt af. Allerede i 1960 var tiderne så gode, at socialdemokraterne kunne opfylde nogle af deres store drømme, hvilket blev etableringen af den moderne velfærdsstat. Bistandshjælp, varmehjælp, sygedagpenge, folkepension, almene boligselskaber med billige boliger til alle, handicaphjælp, sygehuse, motorveje og meget, meget mere.
Alt dette kostede en masse penge. Og her begynder fortællingen om den danske situation i verdensøkonomien, også i dag. For traditionen har været at man i svære tider har finansieret betydelige dele af velfærden på lån. Altså at Danmark har lånt penge i udlandet, som man så skal afdrage på og betale renter af. Samme model ser vi ud over hele verden. Landene har lånt penge til at finansiere deres behov, og denne gældsætning bliver til en del af et større problem for hele verdensøkonomien. Udover det trælse i at man skal betale renter, så er man samtidig også nød til at underligge sig en række betingelser for lånene. For de svageste lande kan det være hård kost, hvor de skal indføre upopulære beslutninger i samfundsøkonomien. Her er skrækeksemplet Grækenland, hvis man kan huske sidste runde fra de kanter.
Det er en udbredt opfattelse at de nuværende prisstigninger skyldes krigen i Ukraine. Men de startede allerede forrige år. En af årsagerne til den nuværende prisudvikling skal man finde i coronakrisen. For i mange europæiske lande, herunder også Tyskland, lånte man store penge for at klare krisen. Samtidig røg der flere penge ud i samfundsøkonomien fra nationalbankerne. Man trykte dem simpelthen. Ganske vist digitalt og ikke fysisk, men resultatet er det samme. De friske penge booster situationen og opretholder forbruget. På den måde har man stimuleret situationen på markederne under den alvorlige periode med nedlukninger. Men. Der er et meget stort men:
Efterspørgslen på varer har været uforandret, samtidig med at man på grund af nedlukningerne, ikke har kunnet levere varer.
Tænk her på de kinesiske fabrikker der ganske enkelt ophørte med at forsyne vesten med produkter. Fordi folk var hjemme og ikke på arbejde. Samtidig lavede man omfattende karantæne af skibe, der blot måtte ligge og vente på at komme til. Forsyningssituationen blev således voldsomt påvirkede. Og hvad betød det så?
At priserne steg.
Den situation eksisterer også her i 2022. Altså at der er større efterspørgsel, end produktionen rent faktisk kan levere. Og når der er knaphed på varer, så stiger priserne. Bedre blev det ikke af at Vladimir Putin valgte at angribe Ukraine og kaste Europa ud i en energikrise. Men krigen i Ukraine er ikke forklaringen på prisstigningerne, selvom det i alt for mange medier formidles således. Mange økonomiske eksperter har forsøgt at gøre opmærksom på problemerne, og det har været diskuteret heftigt blandt økonomer, hvordan situationen skal forstås og løses. En ting er de fleste dog enige om, og det er at inflation er farlig. Meget farlig. Af samme grund af nationalbankerne hævet renten i et forsøg på at bremse efterspørgslen og sænke forbruget.
Konsekvenserne af denne politik er ikke uden risiko. For når efterspørgslen falder, så falder virksomhedernes behov for arbejdskraft også. Det betyder behov for afskedigelser. Altså stigende arbejdsløshed. Hvis man samtidig har en situation, hvor priserne stiger voldsomt, kan rigtig mange mennesker komme i klemme. I første omgang rammer det de svageste grupper, der ikke får reguleret deres overførselsindkomst efter de reelle priser, hvorved deres købekraft reguleres. I anden omgang rammer det også folk på arbejde, fordi de penge som folk på overførselsindkomst får, bruger de primært på forbrug. Det betyder at efterspørgslen også falder af denne årsag. Skridt for skridt bevæger man sig derfor ind i en krisesituation, og de virksomheder der er dårligst rustet, må lukke. Det drejer sig specielt om virksomheder, der i forvejen er blevet hårdt ramt af corona krisen.
Denne domino-effekt kan komme ud af kontrol. De nuværende prisstigninger er mange måske polstrede til at klare. Men hvis den ene voksne i en husstand bliver arbejdsløs, samtidig med at boligomkostningerne er steget med 10-20%, fødevarerne med 10-15%, transportomkostningerne med 40-50%, så rammer mange muren. Bedre bliver det ikke af at staten netop nu ruller en omfattende forøgelse af boligskatterne ud over boligejerne, hvor mange får en betydelig stigning i skattebyrden. I den anledning, forresten:
Det er helt forkert, at vi i Danmark løbende beskatter ejendomme ud fra deres værdi, istedet for at beskatte dem når de bliver solgt. Udover at det koster samfundet milliarder af kroner at holde gang i en ejendomsvurderingssystem, så er de offentlige vurderinger ikke i tråd med markedspriserne. Men allerværst så beskatter man penge, som borgerne rent faktisk ikke har tjent. Man inddriver skat af penge folk ikke har stående på deres konto. Det er farligt. Udover at man i tilfælde af fejl i vurderingen kan sende folk fra hus og hjem helt uberettiget, at ældre mennesker der har sparet hele deres liv, tvinges til at forlade deres hjem, at der er skandale efter skandale i vurderingssystemet – så er det farligt at bygge finansieringen af velfærdssamfundet op på boliger. Man knytter bånd mellem boligejernes situation og samfundets nødvendige opgaver. Fordi ejensomskatterne indgår i statens indtægtsgrundlag. Hvilket sandsynligvis er den reelle forklaring på at man fastholder dette beskatningssystem, selvom mange økonomer gerne vil have det fjernet. Man ville sandsynligvis hente et tilsvarende beløb ved at beskatte ejendomshandlerne, men til gengæld ville det dreje som om penge, som folk rent faktisk får udbetalt, og ikke disse Matador-penge staten selv trykker nu.
Boligmarkedet er vigtigt for samfundsøkonomien. Og folks lån hænger uløseligt sammen med den nuværende situation. For en pæn del af forbruget finansieres via lånene. Bekymring hos bankerne kan medføre tilbageholdenhed med at låne penge ud, og det vil medvirke til at begrænse efterspørgslen, men også dæmpe priserne på boligmarkedet. Går vi tilbage til den sidste store økonomiske krise, Lehmann-krisen i 2008, hvor den fjerde største investeringsbank i USA gik konkurs og sendte markedet ud i kaos, kan vi konstatere at lånevirksomhederne er risikable for samfundsøkonomien. Bankerne har fortsat særdeles stor råderet over samfundsøkonomien, og der er meget lidt politisk kontrol med dem. Kort sagt er samfundet afhængige af at bankerne overlever. Selvom borgerne også fik lov til at betale regningen i 2008-2009, da de danske banker kom på afveje.
I slutningen af 2021 sagde mange europæiske politikere at prisstigningerne blot var et lille bump, man skulle over. Nu hvor vi er på vej ind i efteråret 2022, er Europa i krise. Den forventede reaktion fra nationalbankerne har været at hæve renten, så nu venter man på nedfaldet. Det vil sige: Når det rammer almindelige mennesker, der bliver arbejdsløse. Når virksomhedernes omsætning falder. Når folk opdager, de ikke kan betale deres regninger. Det vil være ren spådomskunst at tale om, hvornår det sker. Eller hvor alvorligt det bliver. Apropos:
Når folk mister tilliden til at samfundsøkonomien er på fode, så begynder mange at hamstre. De hamstrer penge. De holder op med at forbruge. De begynder at spare. Det betyder naturligvis at efterspørgsel også af den vej falder. Bedre bliver det ikke af at energipriserne er ude af kontrol. Folk frygter de kommende prisstigninger. I praksis begynder mange at overveje, hvad de kan undvære. Det nye fladskærms-tv? Måske næste år, vi skal jo have varmen. Et par nye sko? De her kan klare sig en sæson mere. Hvad med dagligvareindkøb? Vi venter på tilbudsvarerne. Eller vi spiser noget billigere. Og så videre. Og igen falder forbruget. Og dermed efterspørgslen.
På grund af disse mange forskellige faktorer er der tale om en accelerende proces. Det vil altså ikke blive løst, hvis krigen i Ukraine ender. Derimod står politikerne over det meste af verden med et stort dilemma. Samtidig er verdens økonomiske lokomotiv, USA, i den situation at de også har forgældet sig dramatisk. Kineserne er også hårdt ramte af både corona krisens nedlukninger, men også den afmatning der er i gang. Når den danske regering forslår at danskerne kan få lov til at låne penge til at betale deres energiregninger, kan det nemt vise sig, at der skal lånes penge i flere år. For reelt er det umuligt at sige, hvor dyb krisen kan blive. En ting er dog efterhånden tydeligt:
Der er ikke tale om en midlertidig inflationskrise. Som vi så det i 1970’erne, måtte man i Europa låne sig ud af inflationsproblemerne, og der kom stigende arbejdsløshed. I kølvandet på denne udvikling kan der komme social uro. Det nye er at vi siden 1970’erne har fået en europæisk union. Spørgsmålet er om EU med et fælles træk kan hive medlemslandene ud af krisen, eller i det mindste dæmpe og afkorte dens levetid.
