Ryes Kaserne på Treldevej er en af de største arbejdspladser i Fredericia Kommune, men hvordan håndterer de regeringens skærpede retningslinjer på et sted, hvor man til tider omgåes tæt og har samfundskritiske opgaver? Det giver Oberst Henrik Graven Nielsen svaret på.

Som sædvanligt er det med et smut forbi portvagten før, at man bliver lukket ind på Ryes Kaserne. Oberstens sekretær stod klar, og sammen tog vi turen ned til kontoret, der ligger i en af de første bygninger på venstre hånd. På døren stod der, at man skulle iføre sig mundbind og der var opsat en håndspritdispenser, og så var stilen lagt. Det er nemlig, hvad man gør på Ryes Kaserne, tager de forbehold der nu skal tages og har respekt for situationen. 

Eksempelvis er der en intern regel om, at man ikke skal benytte mundbind, når man går i bygningen, hvor man hører til, men når man er i kantinen er det med mundbind / visir indtil man sidder ned og skal spise maden. Men hvad gør kasernen i forhold til at sende medarbejdere hjem og arbejde? Det spurgte vi Oberst Henrik Graven Nielsen om på hans kontor, der i bedste militærstil, blandt andet er pyntet op med Dannebrog og andre ting.

»Vi løser en del samfundskritiske opgaver, og vi skal vurdere, hvad der kan gennemføres som fjernundervisning eller om man skal være fysisk til stede. Eksempelvis er alt administrativt personale sendt hjem for at arbejde,« siger Obersten og tilføjer at medarbejdere kan møde på kasernen efter aftale.

På Ryes Kaserne kommer der værnepligtige pr. 1. februar. Det er ikke op til Oberst Henrik Graven Nielsen at bestemme, hvordan den gennemføres, men foreløbigt sikkert er det, at de møder ind på Ryes Kaserne. 

»Men der er overvejelser omkring, hvordan vi skal gøre det. Vi har haft et meget lavt smittetal igennem hele 2020, og vi vil gøre alt for at opretholde det. Vi forsøger at lave en løsning, hvor vi har dem i én gruppering ud fra en model, hvor de eksempelvis er her i tre uger og så holder en uges fri. Når de møder igen skal de testes, og så går de ind i deres egen boble igen,« forklarer Henrik Graven og kommer ind på, at det kan komme på tale, at man får uddannet en eller flere personer på Ryes Kaserne til at foretage en podning til en coronatest, der kan udføres internt på Ryes Kaserne:

»Vi skal ikke tjekke testsvarene selv, men en overvejelse kunne være at få et par udvalgte medarbejdere til at stå for testene.«

Så vidt muligt foregår undervisningen udenfor, og i de sammenhænge, hvor det er muligt, vil kasernes ansatte holde den fornødne afstand på to meter.

»Der kan være situationer, hvor man er til førstehjælp eller ligger på skydebanen, hvor vi må gå på kompromis. Der tager vi andre forbehold med fx mundbind og spritter af. Vi fortsætter med at køre virksomheden som hidtil, men vi passer på og håber, at vi er i stand til at bevare den gode historie med den lave smitte,« slutter Oberst Henrik Graven Nielsen.

Ryes Kaserne beskæftiger ca. 700 medarbejdere og ud af dem er omkring 200 sendt hjem for at arbejde og mange andre arbejder delvist hjemme og delvist på kasernen efter arbejdets karakter.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer