Det er en flok granvoksne mænd, som FHK kommer til at stå over for tidligt søndag aften mod HØJ, bebuder Jesper Houmark.

Efter kamppause siden torsdag i sidste uge skal FHK igen i ilden, efter nederlaget i Odder.

– Vi spillede en god forsvars- og angrebskamp i Odder, som vi desværre tabte. Vi har 12 100-procent-chancer, vi missede. Vi havde heller ikke de redninger i målet, vi havde brug for. Men trods nederlaget, er vi i god form, og vores træningspas har set meget fornuftige ud, siger Houmark og fortsætter:

– Vi skal møde et HØJ-mandskab, der stiller med et solidt 6-0-betonforsvar. De fylder rent ud sagt godt i landsskabet. HØJ har et par profiler, der styrer holdet. De er godt skydende på deres backs, og så er de hurtige på deres fløje. Legenden Peter Nørklit står på kassen – så det er absolut et hold, som man kan være sikker på, vil kæmpe til det sidste og gøre sit for at ødelægge vores spil.

– Jeg håber, at vi får en god kamp, hvor vi også udvikler os endnu mere defensivt og offensivt. Vi spiller pt. et rigtig godt angrebsspil, som jeg håber, at vi kan vise frem på hjemmebane i dag. Og så håber jeg, at vores kontra kommer til at køre godt. Vi er klar til at give den fuld gas, lyder det fra Jesper Houmark.

Der er kampstart mellem FHK og HØJ klokken 18:00 i thansen.dk Arena.