Det kunne ikke være timet bedre – da skolernes sommerferie begyndte, kom solen og varmen og gjorde en strandtur til en oplagt udflugt. På de 37 strande og havnebade, hvor livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er til stede, hoppede børn og voksne i tusindvis i bølgerne.

– Det har været en særdeles god uge for de vandglade, og de mange mennesker på strandene har givet livredderne meget at se til. Generelt har folk været fornuftige og passet på sig selv og hinanden i vandet. Derfor har livredderne kunnet bruge det meste af tiden på forebyggende arbejde, som fx at sørge for, at folk ikke tog badedyr med i vandet, når der var fralandsvind, og at strandgæsterne huskede at få væske nok i varmen, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, og fortsætter:

– En god dag for en livredder er, når der er mange mennesker på stranden. Vi er derfor glade for det varme vejr og for, at så mange vælger en strand, hvor der er livreddere til at holde øje.

Sidste uge bød dog også på alvorlige redningsaktioner, hvor livredderne måtte hjælpe personer i land.

– På flere strande hentede vores livreddere nødstedte personer i land, som var i en potentiel livsfare. Fx måtte en kajakroer hentes i land ud for Vejers Strand, da han mistede kajakken et godt stykke ud for kysten. Han var hoppet i vandet for at få fat på sin pagaj, som han havde tabt, og imens drev kanoen væk fra ham. En kvinde blev overrasket af stærk strøm ved Hvide Sande, og en pige måtte reddes fra store bølger ved Aarhus. Episoderne understreger vores budskab om, at man aldrig bør gå i vandet alene, og at det er en god idé at bade, hvor der er livreddere, siger Anders Myrhøj.

Aktioner på Østerstrand i Fredericia i uge 27: 0 livreddende aktioner, 59 førstehjælpsaktioner, 4 forebyggende aktioner og 162 oplysende indsatser.