Fredericia Kommune har gennem flere år haft fokus på ældreomsorgen, Der er udviklet nye metoder, og der har været fokus på udviklingen inden for demensområdet, bl.a. med ansættelse af demenskonsulenter og specialiserede demensplejehjems-tilbud. Det er vi i SF glade for, og vi støtter gerne op om en fortsættelse og en udvidelse af den positive udvikling på ældre området.

Flere borgere opnår en højere levealder. Med til denne gruppe hører også socialt udsatte borgere og borgere med psykiske lidelser eller handicap. Dog er disse grupper i langt højere grad ramt af sygdomme såsom diabetes og hjertekarsygdomme, hvilket giver anledning til et øget plejebehov. I SF ønsker vi, at der i det kommende år skal være fokus på etablering af plejehjemstilbud til udsatte borgere, som ikke på grund anderledes erfaringer og livsstil ikke passer ind i de nuværende plejehjemstilbud. Denne gruppe har også behov for pleje, omsorg, socialt liv og aktivitet i fællesskab med ligesindede. Andre kommuner har etableret sociale plejehjem, det skal vi også i Fredericia Kommune.

SF vil ligeledes arbejde for et aktivt seniorliv via deltagelse af aktive ældre i kommunen. SF vil have fokus på de ældre, der langt op i alderen bevarer lyst og evner til at deltage i aktiviteter af forskellig slags, også efter pensionsalderen er nået. SF vil arbejde for, at ældre i stor grad er selvledende i diverse ældresammenhænge, idet SF tror på, at mennesket trives bedst ved at være skabende og udnytte sit potentiale fuldt ud i alle aldre.

Ønsker du et godt ældre liv for alle ældre borgere i Fredericia, så stem på SF d.21.11.2017

Connie Maybrith Jørgensen Byrådskandidat SF Fredericia