Fredericia døgnrapport 07.11.2017

Glatføre på motorvej
E20 motorvejen har her til morgen været spærret ved Skærup i nordgående retning efter et uheld. Politiet modtog anmeldelsen klokken 05.55. Tre biler holdt parkeret i nødsporet og en bil var endt i midterrabatten. Motorvejen var derfor spærret frem til klokken 07.10. Der var ingen personskade, men en del oprydning var påkrævet før vejen kunne genåbnes. Politiet oplyser at vintersæsonen nu er startet, og vejen har været meget glat.

Indbrud i villa
I tidsrummet fra mandag klokken 15.15 til tirsdag klokken 06.55 har der været indbrud i en villa på 6. Julivej. Her er man trængt ind i hjemmet ved at ødelægge et kældervindue. Da familien har været bortrejst er det endnu ikke opgjort hvad der er blevet stjålet.

Indbrud i kælderrum
Der har været tyveri fra et kælderrum fra en villa på Korskærvej i tidsrummet mellem søndag klokken 10.30 og mandag klokken 08.00. Her har tyven brudt en hængelås op og derved skaffet sig adgang til bygningen. Der er blevet stjålet 3 computere, nogle kufferter med tøj, samt en damecykel.