John Bucchino og Mads Æbeløe Nielsens musical Esaura, som sidste efterår havde verdenspremiere på Fredericia Teater, har efter konkurrence mellem næsten 240 musicals i udvælgelse til NAMT festivalen i New York, opnået placering blandt de 20 bedste.

Som den første danske musical nogensinde har Fredericia-musicalen, Esaura, opnået anerkendelse ved udtagelsen til den internationale musical-festival, NAMT i New York.

Musicalen har i denne omgang dog ikke opnået den eftertragtede placering i top 8. Det ville have gjort, at den blev præsenteret ved readings for de flere hundrede teaterproducenter, der besøger festivalen. Til gengæld sikres det at musikken gøres tilgængelig og præsenteres for producenterne.

– Esaura er for alvor kommet med i det helt gode selskab. Det lover rigtig godt for forestillingens fremtid. Og sandsynligheden for, at Esaura bliver opført på scener i USA og andre steder, er stor nu, udtaler teaterchef Søren Møller i en pressemeddelelse fra Fredericia Kommune.

Esaura er en global kærlighedshistorie om to unge, forelskede fredericianere. Rammen er historisk autentisk og handlingen udspiller sig i tiden omkring det for den danske landsoldat sejrrige slag ved Fredericia den 6. juli 1849. I disse dramatiske dage folder kærlighedsdramaet om Esaura sig ud med en fascinerende fortælling om både menneskelige relationer og deres påvirkning af religion, krig og kærlighed.

Forestillingen er udviklet gennem 4 år i Danmarks eneste udviklingscenter for musicals Uterus.

(Foto: Søren Malmose )