Fredericia døgnrapport 20.10.2017

Indbrud på skole
Torsdag klokken 02.20 var der indbrud på skolen på 6. julivej. Tyven er trængt ind ved at knuse en rude, sandsynligvis med en hammer. Det er fortsat uvist om der er stjålet noget.

Indbrud på skole
Skolen på Havepladsvej fik indbrud torsdag klokken 03.51. Her blev et vindue i en dør knust med en ukendt genstand hvorved tyven har kunnet åbne den indefra. Tyven har herefter bevæget sig rundt i kontor og opholdsrum og stjålet et surround-anlæg. Det er pt uvist om der er stjålet mere end det. Fra videoovervågning kan man se at der er tale om en mand af almindelig bygning iført hvid hættetrøje og sort vest. Politiet har sikret sig tyvens dna og sål-aftryk. Tyven medbragte en rygsæk og transporterede sig på en damecykel.

Indbrud i virksomhed
Tidligt i morges klokken 05.18 har politiet kunne konstatere indbrud i en virksomhed på Købmagergade. En dør er blevet brudt op, men det er endnu ikke overblik over hvad der er blevet stjålet.

Indbrud i lejlighed
Torsdag i tidsrummet mellem klokken 06.30 og klokken 1530 har der været indbrud i en lejlighed på Calvinsvej. Her blev hoveddøren brudt op, hvorefter tyven forsvandt med en Iphone 4 og et par briller.