Fredericia Produktionsskole, EGU og KUU havde i dag inviteret til åbent hus for at fejre åbningen af deres nye bygning. 

Forstander Martin Petersen bød velkommen og sagde:

“Vi befinder os på en skole, der ikke er helt almindelig og en virksomhed, som ikke er helt almindelig. Grundstoffet er eleverne, og I har stået meget igennem de senere år. Den selvejede institution kræver mod og is i maven at drive, og en modig bank, personale og mennesker omkring os. EUD-reformen skabte grundlaget for nytænkning. 2-talsmuren, hvor det kræver et 2-tal i dansk og matematik at komme videre i uddannelsessystemet betød også en stigning i elever. Det kaldte på en udvidelse af vores lokalekapacitet. Vi valgte at opføre en ny bygning, som arkitekterne Billund & Hansen har tegnet, og Bent Ole Mortensen og Hinge har opført. Det er flot arbejde og flot arkitektur, som vi gerne vil takke jer for”.

Forstander Martin Petersen var stolt i dag. En flot bygning blev indviet. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

“Det er en flot skolebygning, som bringer os yderligere på landkortet. Vores musiklærer Søren, siger vi kan ses på månen nu. Vi er gået fra barakbygninger til denne flotte bygning. Det er fortjente rammer, sagde forstanderen og takkede personale, samarbejdspartnere og naboer”.

Borgmester Jacob Bjerregaard talte, inden den røde snor blev hugget over med en skinnede økse.

“Jeg har glædet mig meget til i dag. Min mormor bor lige herovre, så jeg kører tit forbi. Det er en flot bygning, vi har fået herude. Vi tror på jer, vi går op i, at der er gode rammer herude. Vi ved, hvad I kan, jeg skal lure på de hytter, jeg lige så derovre, dem skal vi jo have ind til jul. Vi har gennem årene set alle de flotte ting, I har konstrueret. I har mange kvaliteter, laver flotte produktioner og jeg glæder mig også til brunchen om lidt. I skal have stor ros og anerkendelse, det betyder meget, at I er en del af vores fælleskab.”

Eleverne havde været tidligt oppe.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Herefter huggede Bjerregaard den røde snor over med den særligt udvalgte økse.

Efterfølgende talte næstformanden i Uddannelsesudvalget Inger Nielsen. Hun sagde:

“Fredericia Produktionsskole er noget særligt. Jeg er glad for, at så mange er mødt op. Tillykke med den nye bygning, den er flot. På vegne af uddannelsesudvalget vil jeg tale til de unge mennesker. Alle har talent, alle har styrke og alle kan noget. Måske skal vi ud at prøve nogle ting af. Måske følger man ikke den plan, man havde som 7-årig, hvor man ville være politimand, brandmand eller frisør. Undervejs finder man vejen til det, man vil. Nogle har brug for en støttende hånd. Og her er skolen god. Skolen hjælper jer godt videre. Fremtidens Produktionsskole er på vej, fremtiden ligger i jeres hænder og I kan forme den nu. Hvad skal de næste unge mennesker, der kommer, beskæftige sig med. Nu kommer de store forhandlinger omkring fremtidens produktionsskoler. Jeg ønsker jer held og lykke med den nye skole,” sagde, Inger Nielsen, inden der blev budt på rundvisning og brunch.