I Fredericia har man den 17. november taget første spadestik til Danmarks største sommerfugleskov, hvor 12.000 træer plantes i et samarbejde mellem Fredericia Kommune, Plant et Træ og ferieparkkæden Landal GreenParks. Det nye skovområde indrettes med fokus på bestemte træarter og plantesorter, der giver særligt gunstige vilkår for sommerfugle og dyreliv, for at øge biodiversiteten i området.

Fredericia Kommune kan nu kalde sig hjemsted for verdens største sommerfugl, efter 12.000 træer sættes i jorden i uge 47 i en helt særlig formation. Det nye skovområde måler lidt over fem hektar – et areal svarende til omtrent syv fodboldbaner – og set fra luften ligner skoven verdens største sommerfugl, hvorfor den har fået navnet ’Sommerfugleskoven’. I Fredericia Kommune glæder man sig over at lægge grund til den nye skov.

»I Fredericia Kommune har vi i mange år haft fokus på bæredygtig byudvikling, og vi glæder os over at tage del i samarbejdet omkring Sommerfugleskoven. Det nye skovområde er udviklet med særligt fokus på at øge biodiversiteten i vores kommune ved at skabe grobund for særligt sommerfugle og andet dyreliv,« siger Christian Bro (S), Formand for Miljø- og Teknikudvalget i Fredericia Kommune, en pressemeddelelse.

Skovrejsningen sker i tæt samarbejde med landsorganisationen Plant et Træ og Europas største ferieparkkæde Landal GreenParks, der i starten af 2020 indgik et femårigt samarbejde. Med en donation fra Landal GreenParks på 750.000 kroner til Plant et Træ i 2020, arbejder de to aktører sammen for at gøre Danmark grønnere, øge biodiversiteten og lære børn om naturen.

»Som udbyder af ferie i naturen er det oplagt for os at støtte op om et initiativ som dette med Plant et Træ og Fredericia Kommune. At bidrage til et grønnere Danmark ved at plante træer er helt i tråd med vores eget fokus på bæredygtighed, klima og biodiversitet, så dette samarbejde giver enormt meget mening for os. Med Sommerfugleskoven er vi med til at udvide de danske skove og på den måde afhjælpe CO2-belastningen og gøre en forskel for klimaet,« siger Kent Lodberg, Salg- og Marketing Manager hos Landal GreenParks i Danmark.

Både Landal GreenParks og virksomheden Fredericia Kommune har i øvrigt en målsætning om at være CO2-neutrale i 2030. Ferieparkkæden nåede sidste år i mål med Green Key-certificeringer af sine danske ferieparker på baggrund af høje standarder inden for miljøvenlig drift.

Verdens største sommerfugl

Landal GreenParks, Plant et Træ og Fredericia Kommune tager første spadestik til plantningen af 12.000 træer. Fra venstre ses: Kent Lodberg, Jens Døssing og Christian Bro.

Sommerfugleskoven i Fredericia bliver med sine fem hektar den største skov i Danmark, som er specielt designet til at skabe levesteder for mange forskellige sommerfuglearter. Samtidig vil skoven set fra luften syne som verdens største sommerfugl. Den unikke form skal ses som et symbol for biodiversitet og understrege vigtigheden af skov, træer og dyreliv på verdensplan.

»Hos Plant et Træ arbejder vi for at skabe større forståelse for træers vilkår og vækst, blandt andet ved at plante træer og donere frugtplantager og læringsmaterialer til landets daginstitutioner. Både Landal GreenParks og Fredericia Kommune deler vores mission om at få børn ud i naturen og lære om flora, fauna og dyreliv. Sommerfugleskoven skal øge de besøgenes viden om og opmærksomhed på skovnaturen, og skovens unikke form vil forhåbentlig bidrage til at skabe fokus på netop det,« siger Jens Døssing, der er landsformand for Plant et Træ.

Plant et Træ, som i øvrigt har H.K.H. Kronprinsen som protektor, har sammen med sponsorer plantet mere end 1,5 millioner træer og frugtplantager i Danmark siden 1988. I Sommerfugleskoven vil besøgende kunne finde forskellige træsorter som asp, vilde æble- og pæretræer, skovfyr, egetræer, pil og tørst. Udover de 12.000 træer anlægges åbne lysninger for at skabe læ og varme i midten af skoven. Her vil der være lavere kratbevoksninger af blandt andet slåen, tjørn og rose, der alle er gode nektarkilder for sommerfugle og andre insekter. Med variationen i skovområdet er målet på sigt at skabe levesteder for mange forskellige sommerfuglearter.

Virtuel præsentation

Hele projektet blev præsenteret på et virtuelt pressemøde onsdag formiddag. Der spurgte vi blandt andet indtil, hvorfor valget er faldet på en sommerfugleskov.

»Vi har en tradition for at prøve at pakke ind skov ind i noget indpakningspapir, og en af de muligheder vi har er en sommerfugl,« sagde Jens Døssing og blev suppleret af Carsten Pedersen, der er  Projektleder i Natur og Miljø i Fredericia Kommune:

»Sommerfuglen er et symbol på biodiversitet, og det gav derfor mening i forhold til den vision vi har i Fredericia Kommune«

Fakta om Sommerfugleskoven:

  • Første spadestik til Sommerfugleskoven blev taget den 17. november 2020 i et samarbejde mellem Fredericia Kommune, Landal GreenParks og Plant et Træ nær adressen Gl. Stoustrupvej 60, 7000 Fredericia
  • Skovområdet rummer cirka 12.000 træer og buske, og området måler omkring fem hektar – et areal der svarer til omtrent syv fodboldbaner
  • Skoven er specielt indrettet med fokus på at skabe gode levesteder og fødegrundlag for mange forskellige sommerfuglearter, men også andre insekter, fugle og dyr. Alle buske og træer er derfor nøje udvalgt, fordi de enten er gode nektarkilder eller foderplanter
  • Skoven er udformet således, at der skabes variation i vegetationsstruktur, soleksponering, læ og planteartssammensætning
  • Skoven udgøres af cirka 20 forskellige arter af træer og buske, som er hjemmehørende danske arter; herunder asp, æble, skovfyr, eg, pil, vrietorn og tørst samt slåen, tjørn, røn, og hunderose
  • Flere af de plantede træer og buske er værtsplanter for sommerfuglelarver. Vrietorn og tørst er for eksempel begge vært for citronsommerfuglens larve
  • Et lille udvalg af sommerfugle, der med tiden kan dukke op i Sommerfugleskoven, er: Nældens takvinge, Nældesommerfugl, Dagpåfugleøje, Citronsommerfugl, Skovrandøje, Kejserkåbe, Sortåret Hvidvinge, Blåhale og Det hvide C
  • Efter få år vil de første sommerfugle forventeligt allerede kunne ses flyvende på varme dage i marts
  • Sommerfugleskoven har desuden til formål at øge viden om naturen og skabe begejstring herfor samt øge opmærksomhed på skovnaturen og biodiversitet
  • Set fra luften danner skoven billedet af verdens største sommerfugl
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer