Samarbejdet mellem Middelfart Fjernvarme og TVIS, der skal bringe fjernvarme til Strib, Røjle og Vejlby i Middelfart Kommune er nu helt officielt skudt i gang.

Bestyrelsesformændene for TVIS og Middelfart Fjernvarme har sammen med Middelfart Kommunes borgmester, Johannes Lundsfryd, taget første spadestik til Fyns største gaskonverteringsprojekt på nuværende tidspunkt.

Fra Venstre: Lars Schmidt, Johannes Lundsfryd, Jens Sørensen

-Det er en vigtig dag for TVIS og Middelfart Fjernvarme, fordi vi får fuldført endnu flere af fjernvarmeselskabernes, kommunernes og statens ambitioner om at konvertere gasforsynede områder til fjernvarme. Nu starter vi i den ene ende af arbejdet, der skal udrulle varme i Strib, Vejlby og Røjle, endda på et tidspunkt, hvor det næsten ikke kan være vigtigere. Jeg er personligt som formand for TVIS rigtig glad og stolt over, at vi sammen med Middelfart Fjernvarme kan bevæge os stille men støt mod Strib med vores grønne, billige varme, siger Lars Schmidt, Bestyrelsesformand i TVIS.

Billigere priser og udfasning af gas

For at få fjernvarmen til Strib etablerer TVIS en fem kilometer rørledning fra Hessgade til Rudbæksmøllevej, hvor TVIS bygger en ny vekslerstation. Herfra udruller Middelfart Fjernvarme et distributionsnet til 2200 potentielle forbrugere i fem etaper, hvor det sidste område er forsynet i 2025.

– Der har været overvældende interesse for fjernvarme, og vi er derfor også glade for at kunne komme i gang med selve etableringen. Vi har været udfordret af stor efterspørgsel på både rør og arbejdskraft i hele fjernvarmebranchen, men nu ser det lovende ud, og vi arbejder ihærdigt på at komme i mål, så de første har fjernvarme til næste forår og de sidste i 2025. Man kan bogstaveligt sige, at fjernvarmen er nær, og betydningen kan næsten ikke tydeliggøres nok, især når vi betragter de kæmpe udfordringer, verden befinder sig i lige nu. Det er en spændende fremtid, vi bevæger os ind i, som gør en stor forskel for forbrugernes økonomi, forsyningssikkerhed og klimahensyn, siger Jens Sørensen, bestyrelsesformand i Middelfart Fjernvarme.

6000 tons årlig CO2-reduktion

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

62% af varmeforbrugerne har allerede tilmeldt sig fjernvarmen i alle fem etaper i Strib-området, og hele projektet giver en CO2-besparelse på omkring 6000 tons om året eller 73.000 tons set over 20 år, sammenlignet med den nuværende naturgas-forsyning og nybyggeri med varmepumper.

– Mens der skal tages overordnede beslutninger på nationalt og internationalt plan, så har vi, der er tæt på borgernes hverdag, et særligt ansvar for at agere i den grønne omstilling. Vi har nogle særlige muligheder for både at understøtte, lokke og skubbe lidt på – og det skal vi bruge til at flytte på det, vi kan. Og der er udbygningen af fjernvarmenettet et oplagt eksempel og et centralt element i Middelfart Kommunes DK2020- plan. Vi fjerner med denne manøvre 6.000 tons CO2 om året, og det er trods alt et bemærkelsesværdigt skridt på vej mod Middelfart Kommunes ambition om nul-udledning i 2050, siger Johannes Lundsfryd, Borgmester i Middelfart Kommune.

Om fjernvarme til Strib og fjernvarmens udvikling i Middelfart

Etape 1-5 Strib, Vejlby, Røjle

Der er godt 2.200 potentielle fjernvarmeforbrugere i Strib, Vejlby, Røjle. 50%’s tilslutning var nødvendigt at opnå inden for to år, for at projektet kunne gennemføres. Projektet fik 1000 tilmeldinger på under et halvt år. Godt 70% er tilmeldt de første etaper i Strib. 62% er tilmeldt til hele projektet, som også dækker Vejlby og Røjle.
Området bliver tilsluttet i fem etaper, og de første forventes at få fjernvarme til foråret 2023. Og de sidste i 2025.

Projektet har fået 15 mio. kr i tilskud fra Fjernvarmepuljen, som gjorde det muligt at indføre Grøn omstillingsbidrag og Varmemesterordningen, hvor borgerne ikke betaler engangsbeløb for etableringen på forhånd, og hvor Middelfart Fjernvarme har ansvar for fjernvarmeunit. Afregning foregår i stedet gennem de faste månedlige afregninger.

Middelfart Kommunes samlede varmegrundlag kan stige med ca. 77 % i perioden frem til 2030, hvilket svarer til varmebehovet i godt 5600 standardhuse. Den markante stigning skyldes tilslutning af Strib, Røjle og Vejlby, men også større boligområder med gaskonvertering og nye udstykninger i den sydvestlige del af Middelfart.

Der er også stor interesse for fjernvarme i erhvervsområdet i Middelfart Nord og boligområder fra Lillebæltsbroen og ind imod Middelfart. Middelfart Fjernvarme vurderer, at over 4000 nye forbrugere i kommunen kan få fjernvarme fra Middelfart Fjernvarme inden 2030, hvis de ønsker det.

TVIS har sidste år udvidet fjernvarmetraceet med 40 kilometer til to fjernvarmeselskaber i Vejle og i et i Kolding, som tilsammen sænker CO2-udledningen fra varme med henholdsvis 109.000 og 78.000 tons over 20 år. Projektet i Middelfart sænker fjernvarmens CO2-udledning med 6000 tons om året eller 73.000 tons over 20 år.

TVIS analyserede varmemarkedet sammen med ejerkommuner og fjernvarmeselskaber i 2021. Forventningerne til fjernvarmens vækst i Trekantområdet over de næste 20 år var 32% eller 24% frem mod 2030. Det svarer til varmeforbruget i 32.000 nye husstande. Men efterspørgslen er steget yderligere end forventet.

[bsa_pro_ad_space id=6]