I 2016 steg antallet af vielser for tredje år i træk. I alt valgte næsten 31.000 par at blive viet, hvilket er omtrent 1.900 flere end året før.

Hvert tredje par (34 pct.) blev viet i en kirke. I 1997 gjaldt det samme for lidt over halvdelen af parrene.

Det kan man læse i publikationen Befolkningens udvikling 2016, der udkommer i dag. Publikationen fortæller også, at de mest dominerende dødsårsager for både mænd og kvinder er kræft og hjertekarsygdomme. For begge sygdomme har der dog været en relativ kraftig nedgang i dødsfald siden midten af 1980’erne.

Befolkningens udvikling 2016 dækker også udviklingen i gennemsnitsalder. De seneste 30 år er vi som befolkning blevet ældre, så gennemsnitsalderen nu er 41,3 år, mens den i 1987 var 38,2 år.