I skoleåret 2020/2021 har 330 elever fra FGU Trekanten taget skridtet videre mod ungdomsuddannelser og beskæftigelse. Det er en stigning på 27 procent sammenlignet med skoleåret før. Det viser uddannelsesinstitutionens data ved årsskiftet.

I løbet af FGU Trekantens første skoleår fra 2019 til 2020 fortsatte 259 elever på en ungdomsuddannelse eller i beskæftigelse. Dette antal steg til 330 i det efterfølgende skoleår 2020/2021. Det er en stigning på 27 procent.

Leif Rye Hauerslev er administrerende direktør for FGU Trekanten. Han er glad for at se den positive udvikling.

– Vi har kæmpet for at skabe et tilbud til de unge, som klæder dem godt på til at fortsætte i uddannelse eller på arbejdsmarkedet. Det er godt at se, at vores arbejde virker. Ikke mindst for de unge, som i høj grad fortjener at have gode rammer at udvikle sig i, fortæller han.

”Jeg kunne slet ikke følge med” 

21-årige Christoffer Jensen fra Fredericia er en af de unge, der har gået på FGU Trekanten for at blive klar til at starte på en ungdomsuddannelse. I dag er han i gang med at uddanne sig til lageroperatør på EUC Lillebælt. Men vejen dertil har ikke været snorlige.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Efter 9. klasse startede han i 1.g på HTX. Her fandt han hurtigt ud af, at han havde svært ved at følge med, og det endte også med, at han skulle gå 1.g om. Presset var for stort, og han så derfor ingen anden udvej end at droppe ud.

– Jeg kunne slet ikke følge med, så jeg følte mig til sidst udelukket. Presset var for stort, og jeg havde det ikke så godt. Jeg var på vej ned i en depression, fortæller han.

Fandt sin vej videre

For Christoffer skulle der ske noget nyt, så han startede på den daværende produktionsskole, som kort tid efter blev en del af FGU. 

– Det hjalp mig meget socialt at gå på FGU. I folkeskolen var jeg meget indadvendt og genert, men på FGU blev jeg mere udadvendt og fik flere venner og fandt min første kæreste, siger han.

På FGU arbejdede han sammen med sine holdkammerater om at løse opgaver, hvor de både skulle bruge hovedet og hænderne. Og det kunne han slet ikke få nok af.

– Hvis jeg ikke havde givet det fysiske arbejde en chance, havde jeg aldrig opdaget, at jeg langt bedre kan lide at arbejde sådan. Og jeg havde aldrig fundet ud af, at jeg skulle lave det, jeg gør i dag, fortæller Christoffer, der i dag er lærling hos netbutikken Primus Danmark som en del af uddannelsen som lageroperatør.

[bsa_pro_ad_space id=6]