FHK’s trænerteam har siden sommeren 2017 bestået af Jesper Houmark og Ole Damgaard. I en pressemeddelelse oplyser FHK, at klubben har forlænget med Houmark frem til sommeren 2022, men det er ikke tilfældet med Damgaard. I stedet tiltræder Lasse Folkmann som assistenttræner fra sommeren 2021.

Siden sommeren 2016 har Jesper Houmark været træner i FHK, og den rejse fortsætter. 

»Jesper og trænerteamet har gjort det godt og derfor er det helt naturligt at fortsætte samarbejdet. Ligesom FHK og spillere, har trænerteamet lagt lag på hvert år, og vores spil og stabilitet er blevet så god, at vi kan være med mod alle hold, det vidner vores aktuelle placering også om. Derudover deltager Jesper også i talentarbejdet med U17 og U19-drengene sammen med trænerteamet på de to årgange,« siger direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen. 

http://adp-as.dk

Houmark selv glæder sig over at fortsætte arbejdet i FHK.

»Det har ganske enkelt været fantastisk at være i Fredericia HK. Jeg kom til klubben, da vi var placeret i 1. division. Sidenhen har vi været på en unik rejse, der endnu ikke er slut. Vi har samtidig mange talentfulde spillere i klubben, og det er fedt at se dem udvikle sig. Forhåbentligt kan de blive en fast bestanddel af ligaholdet. Derudover skal vi endnu tættere på toppen af dansk håndbold i de kommende år,« siger Houmark. 

Til gengæld tager FHK afsked med assistenttræner Ole Damgaard.

»I de seneste fire år har vi haft Ole Damgaard som assistenttræner, og vi er kede af, at han forlader os. Damgaard ønsker efter fire år, at der kommer ny inspiration til trænerteamet og til drengene. Derfor har Ole desværre besluttet sig for at sige stop efter denne sæson,« siger Thomas Renneberg-Larsen. 

Ole Damgaard kom til FHK i sommeren 2017, og siden er der løbet meget vand igennem åen. Sammen med cheftræner Jesper Houmark har Damgaard været med til at føre FHK op i ligaen, hvor holdet nu er på syvendepladsen i den igangværende sæson. 

»Vi har været igennem en fantastisk udvikling. Den udvikling er langtfra færdig, da Fredericia stadig er på vej frem. Jeg har haft et godt samarbejde med Jesper, og jeg har været heldig med, at jeg har haft sådan et stort ansvarsområde, som Jesper har givet mig. Arbejdet for denne sæson er ikke færdig endnu, og jeg vil gøre mit ypperste for at slutte min tid i FHK så godt som muligt,« siger Ole Damgaard. 

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gclid=Cj0KCQjwrZLdBRCmARIsAFBZllHEGyRU9Huy2LMo4BSZLNg5gZxLBqPpKf2kh52tf-YFOsHmOeGSYXgaAk2EEALw_wcB

Erstatningen for Ole Damgaard er på plads, og valget er faldet på Lasse Folkmann, der i de seneste sæsoner har haft ansvaret for 2. divisionsholdet, og i denne sæson også U19-drenge. 

»Vi er glade for, at Lasse er med på holdet fra næste sæson, da han kender klubben indgående, men selvfølgelig også kommer med friske øjne. Lasse fortsætter med at træne U19 og 2. division til næste sæson,« siger Thomas Renneberg-Larsen. 

Jesper Houmark kender Lasse Folkmann indgående, og ser frem til samarbejdet med ham. 

»Jeg kender Ole Damgaard fra lang tid tilbage, og jeg kommer til at savne ham, men Lasse er en fuldgod erstatning,« siger Jesper Houmark. 

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer