Kl. 19.45 var der kampstart i den sene kamp i dagens dobbelte håndboldarrangement i thansen.dk ARENA, FHKs 1. divisionsdamer skulle forsøge at få to point mod SønderjyskE, der med sig i bagagen havde 6 sejre på stribe.

Fredericia har til deres ros kun tabt knebent til de tre andre tophold i puljen, EH Aalborg, Horsens og Hadsten, så der var på forhånd lagt op til et brag af en kamp mellem to af rækkens pt. mest formstærke hold. Godt 450 tilskuere var mødt op eller blevet for at følge kampen.

Første halvleg startede med, at SønderjyskeE fik åbnet kampen bedst. De kom på 0-2 og 1-3. FHK fik herefter spillet sig ind i kampen og fik det vendt til 5-3, der var hård fight om bolden og SønderjyskE skiftede gear og fik vendt det til 6-7 efter 16 minutter, trods et velspillende FHK-forsvar, angrebsmæssigt var der en del tekniske fejl fra FHKs side, som SønderjyskE kynisk udnyttede gang på gang. FHK kom tæt på flere gange og stillingen fulgtes ad, men dog med SønderjyskE i front. FHK skød både udefra og fra stregen, men havde svært ved at score. Fight manglede der dog ikke og FHK hang på og spillede en god første halvleg, hvor de kæmpede hårdt og spillede lige op med SønderjyskE det meste af tiden, holdene gik til pause med stillingen 11-13.

Anden halvleg startede med at Fhk fik reduceret til 12-13 , men så gik det galt, Sønderjyske spillede hårdt forsvarsspil, pressede konstant Fhk til at lave fejl og fik nemme scoringer og stillingen gik fra 12-13 til 12-21 de første 17 min og kampen var afgjort. Sønderjyske vandt både spil i eget undertal og fik scoret i tomt Fhk mål da der blev forsøgt med 7 mod 6 en kort overgang. De sidste 13 minutter skulle bare overstås og Fhk skulle forsøge at minimere nederlaget. Der blev byttet scoringer men troen på det var væk fra Fhks side og slutresultatet blev 19-30 til Sønderjyske.

FHK spillede godt med i første halvleg og gav SønderjyskE kamp til stregen, anden halvleg blev en af dem, man vel putter i glemmebogen og ser fremad i stedet.

SønderjyskE var det bedste hold på dagen og viste bedre fysik og teknisk overlegenhed. SønderjyskE vandt således i anden halvleg på alle spillets parametre mod et FHK-hold, der ikke kunne stille noget op mod overmagten.