FHK var foran 24-22 mod Skjern, men i slutminutterne formåede fredericianerne ikke at holde fast i føringen. Kampen endte i stedet 25-25 på et mål få sekunder før tid af Skjerns Eivind Tangen.

To hold med maksimum point mødtes lørdag eftermiddag i thansen ARENA. FHK kom til kampen efter snævre sejre mod Skanderborg-Aarhus og Lemvig-Thyborøn Håndbold, mens Skjern Håndbold kom til kampen med sikre sejre mod HC Midtjylland og SønderjyskE.

Der var derfor tale om en tidlig kamp mellem to tophold i ligaen, og om det var det, der spillede ind i kampens indledning, skal være usagt. I hvert fald havde begge mandskaber ualmindeligt svært ved at finde vejen til netmaskerne. Der gik seks minutter før FHK kom på tavlen, da Anders Kragh Martinusen reducerede til 2-1.

Efter 11 minutter havde FHK fortsat ikke scoret mere end et mål, men til gengæld havde Skjern heller ikke gjort det meget bedre, da de kun havde lavet et enkelt. Gudmundur Gudmundsson forlangte timeout, og stille og roligt åd FHK sig ind i kampen. Der blev lavet lidt forsvarsmæssige justeringer, og ind i angrebet kom Kristian Stoklund og Reinier Taboada, hvilket gav pote.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Ti minutter senere var stillingen 7-6 til Skjern, og flere gange havde FHK haft muligheden for at udligne. Det blev for meget for Skjerns cheftræner, Henrik Kronborg. Han forlangte timeout, men han kunne ikke lave en taktik, der fik skudt hul på Thorsten Fries på straffekast. 25 minutter inde i opgøret noterede FHK-keeperen sig for en fjerde straffekastredning på ligeså mange forsøg.

Taget lettede i thansen ARENA, og trykket blev bestemt ikke mindre, da Kristian Stoklund i det efterfølgende angreb scorede til 8-7, som var FHK’s første føring i opgøret. FHK holdt fast i føringen i resten af første halvleg, og faktisk fik FHK muligheden for at gå til pause foran med to, men muligheden blev forspildt, og i stedet var pausestillingen 11-10.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

De 1.635 tilskuere i thansen ARENA fortsatte med at levere en stemning, der var ved at få taget til at lette. I indledningen af anden halvleg kunne de knap følge med, da målene væltede ind på samlebånd, og det var særligt Skjerns syv mod seks, der var skyld i det. Eivind Tangen var en kilde til evig uro i FHK’s forsvar.

Gudmundur Gudmundsson måtte virkelig rode rundt i værktøjskassen for at finde en løsning. Løsningen, der endte med at blive valgt, blev en fireblok bestående af Mads Christiansen, Einar Olafsson, Lasse Balstad og Reinier Taboada. 

Særligt Olafsson endte med at markere sig, da han to gange fik scoret som følge af forsvarsspillet. Thorsten Fries fortsatte dog med at stjæle overskrifterne, da han ved stillingen 17-17 reddede sit femte straffekast. 

FHK var flere gange foran med to mål i anden halvleg, og muligheden bød sig også for at komme foran mede tre mål, men mulighederne blev ikke udnyttet. Med otte minutter tilbage af opgøret var stillingen 21-21, men så fik fredericianerne momentum igen.

adp-as.dk

Med under fire minutter tilbage af opgøret var stillingen 24-22 til FHK. Gudmundur Gudmundsson forlangte timeout for at sætte et angreb op, men ind kom bolden ikke. I stedet fik Skjern til 24-24. FHK svarede dog igen, da Martin Bisgaard med 44 sekunder tilbage af opgøret scorede til 25-24.

Skjern kørte længe bolden rundt, og det endte med Eivind Tangen med sit syvende mål scorede til 25-25. Det var dog ikke helt slut, da FHK fik et frikast efter tid, men det formåede Reinier Taboada ikke at score på, og dermed endte kampen 25-25.

[bsa_pro_ad_space id=6]