Der var drama for alle pengene i Spektrum Odder, hvor hjemmeholdet holdte hovedet mest koldt i slutfasen og vandt med 27-26.

Odder kom bedst fra start. FHK spillede sig frem til flere åbne chancer, men i vejen stod Odder-keeper Erik Friis. Det gjorde, at hjemmeholdet kom foran 2-0, men de fredericianske gæster fik udlignet til 3-3 få minutter senere.

Godt opildnet af omkring 100 højlydte medrejsende fans fik FHK grebet om kampen. To scoringer i træk af Jakob Frederiksen på straffekast gjorde, at stillingen var 5-7 til Fredericia midtvejs i første halvleg.

En udvisning til Kasper “Foder” Nielsen i første halvleg slutning gjorde, at Mike Paulsen fik reduceret til 13-14, men i halvelgens sidste sekund sikrede Jimmi Elmgaard gæsterne en pauseføring på 13-15, efter en afslutning med meget gevind.

Fra anden halvleg start var sigtekornet ikke særlig godt indstillet i FHK-lejren. Et utal af brændte chancer, hvor afslutningerne simpelthen manglede kvalitet gjorde, at Odder bragte sig i front med 16-15.

Fornemmelsen i hallen var, at FHK var det bedste mandskab, men at Odder profiterede af fredericianernes uskarphed. Med 18 minutter igen havde FHK’erne igen fået tilkæmpet sig føringen, og var i front med 19-21, men en scoringspause på omkring syv minutter i slutfasen blev dyr.

Odder kom foran 27-24 inden Marcus Rahbek med to scoringer i træk bragte spændingen tilbage i kampen. Til sidst i kampen havde FHK to chancer for at få udlignet, men begge gange blev spilet forkrampet og chancen misbrugt. Derfor endte det med et FHK-nederlag på 27-26.