En af konkurrenterne til FHK i toppen af herrernes 1. division, Lemvig-Thyborøn Håndbold, led fredag aften et meget overraskende nederlag til bundholdet Otterup HK.

I ugens løb har Otterup fyret træner Søren Gottfredsen. Det skete, da holdet fra Nordfyn efter seks spillerunde stadig var noteret for et rundt nul i tabellen.

Ind som ny træner kom assistent Daniel Nielsen, der havde fået sat sit hold godt op til opgøret mod Lemvig-Thyborøn. Midtvejs i første halvleg førte Otterup med 4-9, og efter de første 30 minutter var føringen på fem mål fortsat intakt, da måltavlen viste 12-17 i Otterups favør.

I starten af anden halvleg knækkede kampen for alvor over til Otterups fordel. Lemvigs keeper, rutinerede Jesper Sørensen, der i sidste sæson blandt andet ved flere lejligheder gjorde det onde mod FHK, fik direkte rødt kort for på ulovlig vis at forsøge at stoppe en Otterup-kontra.

Det gav for alvor Otterup momentum. Med 24 minutter igen lød Otterups føring på 13-23, og den føring holdte de fast i. Med 14 minutter tilbage af opgøret var gæsterne fra Otterup i front med 21-32.

I den resterende del af kampen lykkedes det Lemvig-Thyborøn at pynte på resultatet, der blev en Otterup-sejr på de uhørte cifre 35-39.

Resultatet betyder, at FHK med en sejr i søndagens kamp mod Skive fH går forbi Lemvig i tabellen, og dermed for alvor kandiderer til en plads i top 3, som giver adgang til playoff-kampe om at komme i 888ligaen.