I en kamp, hvor man kunne frygte at nerverne sad uden på tøjet, så var FHK kølige da det skulle afgøres og det gjorde, at holdet rejste hjem fra Ringsted med en sejr på 31-30.

FHK havde forud for kampen mod TMS Ringsted sagt, at de ikke følte sig presset af ikke at have vundet i sæsonens tre første kampe. Det er altid nemt at sige, da det er lidt af en kliché. At så gå ind og vise det på banen er noget andet, selvom der kom en dårlig aktion hist og her, var det hvad det nu var.

http://adp-as.dk

I de første kampe i sæsonen har der til tider været forhastede beslutninger både forsvars- og angrebsmæssigt, men det blev holdt til et minimum mod TMS Ringsted, hvor FHK ikke spillede med hovedet under armen. Den sædvanlige stil med, at man skal ud over stepperne med højt tempo blev holdt, men der var en bedre afstemning omkring, hvornår man satte tempoet i vejret eller bare slog bolden i jorden.

Et af FHK’s problemer forsvarsmæssigt særligt mod Århus og Skjern var afstemningen med at få tacklet af på skytter og så tilsvarende holde øje med stregen. Århus scorede 11 mål fra stregpositonen, heraf ti mål på ti forsøg fra Lukas Jørgensen, og mønsteret med meget plads til stregen gentog sig mod Skjern. Vestjyderne fik scoret otte mål fra stregen på elleve forsøg.

Mod TMS Ringsted var der skruet mere ned for den frekvens. Andreas Maagaard og Sebastian Thor tegnede sig for samlet set fem mål, men det ene var på kontra. Læg dertil, at Maagaard brændte tre skud fra stregen. Det er i de fleste tilfælde nemmere at håndtere et skud fra bagkæden for keeperne, der har længere reaktionstid og kan læne sig op ad parader fra forsvaret, når der skydes ude bagfra. Det lykkedes godt for FHK, og det er særligt eksemplificeret ved, at den ellers suveræne TMS-topscorer, Morten Jensen, blot lavede tre mål på elleve forsøg i åbent spil. Til sammenligning lavede han ti mål i åbent spil mod Skanderborg i lørdags.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gclid=Cj0KCQjwrZLdBRCmARIsAFBZllHEGyRU9Huy2LMo4BSZLNg5gZxLBqPpKf2kh52tf-YFOsHmOeGSYXgaAk2EEALw_wcB

En der for alvor er trådt i karakter for FHK er Nicolaj Nørager. Med 188 cm er han FHK-truppens mindste spiller, men mandag aften var han en af dem, der tog størst ansvar. Fire kampe inde i sæsonen ligner det en stor gevinst for FHK at have ham i truppen, men flere skal stemple ind, hvis FHK skal op ad i tabellen i forhold til sidste sæson.

Det var vigtigt, at FHK vandt, men der er plads til forbedringer både forsvars- og angrebsmæssigt, og det skal holdet bruge de næste 14 dages tid på inden der står lokalopgør mod KIF Kolding på menuen d. 28. september.

Se her Sportsredaktørens karakterer fra opgøret:

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)

00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

Emil Tellerup (7): Fik de første 50 minutter i målet, og gjorde det godt. Faldt lidt i kadence i midten af anden halvleg blev derfor pillet ud, men sluttede med en redningsprocent på 38 % i åbent spil (34 % inkl. straffekast), og det er en god præstation.

Jimmi Andersen (UB): Missionen lykkedes med at sætte Jimmi ind. Han reddede et par bolde, og så vendte kampen til FHK’s fordel, men afslutningen på kampen er et for tyndt bedømmelsesgrundlag.

Mikkel Løvkvist (UB): Kom kun ind på et straffekast.

Martin Bisgaard (4): Scorede et mål på to førsøg. Blev pillet ud efter 20 minutter og kom ikke på banen igen.

Mads Lenbroch (10): Lagde ud med at trække en angrebsfejl, lave et mål og lave en bolderobring. Det mønster fortsatte i anden halvleg med gode forsvarsaktioner og stor scoringssikkerhed. Lavede tre mål på tre forsøg.

Nicolaj Nørager (10 – Man of The Match): Syv mål på ni forsøg, fire assists og to tilkæmpede straffekast var facit efter opgøret for Nørager, der virkelig viste sig frem på sin gamle hjemmebane. Flot kamp af bagspilleren, der virkelig tog ansvar.

Rune Andersen (UB): Fik kun få minutter på banen.

Jesper Lindgren (4): Der var fremgang at spore forsvarsmæssigt, og det var også Lindgrens fortjeneste, men det kan blive endnu bedre. Scorede et enkelt mål i tomt mål i slutminutterne.

Kristoffer Jessen (UB): Fik et indhop i første halvleg, men spillede ikke nok til en bedømmelse.

Kristian Stoklund (4): Fungerede ikke særlig godt i afslutningsspillet i åbent spil, hvor det blev til to mål på ti forsøg. Til gengæld scorede han seks gange på straffekast på lige så mange forsøg.

Anders Kragh Martinussen (UB): Var sikker på bolden, men manglede at blive farlig selv. Lavede et mål på to forsøg.

Jakob Mikkelsen (UB): Spillede ikke nok.

Kasper Young (10): Var pålidelig det meste af kampen fra højre fløj. Lavede blandt andet en “Young special” ved at flække bolden ind fra højre back efter at være trukket ind i banen fra fløjen. Lavede syv mål på ni forsøg.

Jakob Frederiksen (UB): Kom ikke på banen.

Rasmus Meyer (4): Scorede to mål på to forsøg, og stod fornuftigt forsvarsmæssigt.

Mathias Hedegaard (4): Udviste god energi og angrebsmæssigt scorede han på den chance han fik.

Leave a Reply