FHKs 1. divisionsdamer tog en flot skalp på udebane mod Skanderborg, som de besejrede med 23-26 tidligt lørdag aften.

FHK kom bragende afsted fra start. 0-3 var stillingen efter fem minutter, men efter chokstarten fik Skanderborg udlignet til 4-4. Fredericianerne lod sig dog ikke slå ud af kurs og kom foran 4-9 efter 20 minutters spil.

Ved pausen var føringen udbygget til 7-14. I anden halvlegs begyndelse nåede føringen helt op på 10-20 med 20 minutter igen af opgøret. Resten af opgøret halede Skanderborg ind på FHK, men slutspurten kom for sent.

Med fem minutter igen var FHK-føringen på 18-25 og derfor var det ren kosmetik, at Skanderborg fik pyntet på resultatet i slutminutterne så kampen endte 23-26 til FHK.