Tidligere i dag meddelte Fredericia Kommune, at man sammen med Business Fredericia og Fredericia Shopping var blevet enige om at droppe den tradtionelle julebelysning i Fredericia. I stedet går man efter en god gammeldags hyggelig jul. Formand for Fredericia Shopping, Ole Mortensen, fortæller i et interview, at det for ham og samfundet er langt vigtigere, at der er strøm nok til virksomhederne og forbrugerne.

Ingen kender situationen om tre måneder. Ingen ved, hvad der sker i morgen, men som situationen er lige nu, er dette signal det rigtige, slår Ole Mortensen fast.

– Vi har været ude at sige, at vi synes, der skal være strøm nok i stikkontakterne til borgerne og virksomhederne. I stedet laver vi en gammeldags jul. Jeg har kaldt det en Peter Jul, hvor man ser vægtere gå rundt i byen, levende lys der hvor vi må, så vi får en rigtig fin gammeldags jul, siger Ole Mortensen og uddyber:

– Vi har måske den flotteste julebelysning, man kan tænke sig. Den vil vi alle sammen gerne have op, men overvejelserne har været at dele det op, men det blev i stedet til, at vi i fælleskab venter med den store julebelysning, men alligevel laver den fedeste jul. Vi er ret sikre på, at vores borgere og udefrakomne får en oplevelse, hvor de siger; “De gjorde det igen”. Det er jul som i gamle dage, der var ikke så meget strøm og der var ikke så mange glimmerlamper, som vi synes er fantastiske og som vi normalt hænger op. Men der er lagt i selen til, at vi får en god jul og der bliver investeret i juletiden også, så jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt.

Lyden af syngende julekor, duften af brændte mandler og julehandlen bliver også god i 2022, hvor formanden fortæller, at det skal være en oplevelse at handle i Fredericia.

– Det skal være en oplevelse at handle sine julegaver. Det er måske lidt mørkere, men vi skal sørge for at give folk en god oplevelse alligevel. Butikkerne er positive over, at vi har taget ansvar i fællesskab. Det er jo godt, at der skal være strøm til os alle. Vi har taget en fælles beslutning om, at vi ikke tager den strøm, som borgerne og virksomhederne skal bruge, og så skal der nok være julebelysning igen i 2023.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Læs også

[bsa_pro_ad_space id=6]