Hvis der fandtes høge og duer under den kolde krig, så var forhenværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, en høg. Som politiker var han fast forankret i troen på det internationale samarbejde mellem de vestlige lande. Han var glødende tilhænger af EF, senere EU, men ikke mindst Danmarks sikkerhedspolitiske tilhørsforhold til NATO. Som formand for Venstre nåede han aldrig at blive statsminister, men han var forbavsende tæt på.
Uffe Ellemann-Jensen kendte fra sin ungdom Christiansborgs kringlede afkroge. Hans far, Jens Peter Jensen, var journalist og senere chefredaktør på Børsen. Han blev valgt til Folketinget for Venstre i 1964, hvor han forblev medlem i 20 år. Den politiske arv var således etableret for Uffe Ellemann-Jensen, og også han valgte den journalistiske karriere. Mest prominent og kendt blev han i 1970, da han fik arbejde på TV Avisen, Danmarks Radios store flagskib. Det var på et tidspunkt, hvor statsmonopolet fyldte alt i den offentlige meningsdannelse, og Ellemann-Jensen tog aldrig let på det ansvar, der fulgte med opgaven. I 1969 var han blevet cand.polit. fra Københavns Universitet, og hans interesse for det økonomiske felt betød også, at han på TV Avisens redaktion dykkede ned i de mere komplicerede økonomiske emner, der prægede datidens hverdag.
Danmark var i stort omfang socialdemokratisk, og arbejderbevægelsen var en sværvægter i samfundet. Det lykkedes de borgerlige at vriste magten fra socialdemokraterne i perioder, men den overordnede politik var udstukket af den realpolitiske virkelighed, nemlig det socialdemokratiske samfundsprojekt. Det prægede også Uffe Ellemann-Jensens syn på verden, da Danmark ofte kørte en overdådig kurs mod afgrunden i form af en fortsat voksende offentlig sektor med stigende skatter og afgifter. På TV blev han kendt som en noget brysk og bestemt interviewer. Han var dog bevidst om statsmonopolets store magt, og gav senere udtryk for, at man dengang ihærdigt forsøgte at dele sol og vind lige. Påstanden om ‘de røde lejesvende’ på DR købte han aldrig helt ind på, selvom han anerkendte, at de fandtes, men efter hans opfattelse ikke kunne ses i alle skuffer og skabe hos monopolet.
Som person ønskede han helst ikke at have nære venskaber med de politiske kollegaer. Det skulle efter sigende skyldes en oplevelse med den konservative Erik Ninn-Hansen, der havde haft et venskab med Ellemann-Jensens far, hvilket var blevet ødelagt, da de var blevet opstillet samme sted, hvorfor der var røget stemmer fra Ninn-Hansen. Men upåagtet hans personlige facon og indstilling til det politiske liv, bagved og foran kulisserne, så var han en uundgåelig personlighed, og det betvivlede få.
Efter et halvt årti på skærmen som kendis og tv-reporter blev han i 1975 chefredaktør på Børsen. Dermed fulgte han også her, i sin fars fodspor. Men det holdte kort tid og knap et år senere, forlod han jobbet. Ifølge ham selv skyldtes det en episode med to journalister, der havde spekuleret i aktiemarkedet, hvorfor han havde givet dem en trussel om fyring, hvis de ikke redegjorde for disse private aktiespekulationer. Uden, at han vidste hvorfor, blev han selv fyret. Det blev også hans vej ind i politik. På trods af, at Uffe Ellemann-Jensen igennem sin karriere havde mange reservationer mod at stille op i politik, valgte han at tage imod et tilbud om at blive opstillet for Venstre i Århus. Her kom han også til for første gang at stå ansigt til ansigt med socialdemokraten Svend Auken i en politisk duel. Det blev til en fast tradition, hvor de to duellanter begge var rapmundede, fuld af politisk og retorisk talent. Både Auken og Ellemann-Jensen kom til at sidde tungt på Århus gennem deres politiske karriere. Men første gang Uffe Ellemann-Jensen stillede op til Folketinget, skulle det ikke blive til en dans på roser for Venstre. Faktisk så det meget skidt ud. Venstre fik et katastrofalt valg og håbet syntes slukket. Han troede ikke selv på det, og kørte ud for at holde et foredrag i et forsamlingshus, mens han overvejede, hvad han skulle give sig til. Her fik han en opringning om, at han havde fået mange personlige stemmer. Så mange at han havde slået de andre Venstre-kandidater på listen og derfor skulle i Folketinget, på trods af partiets svidende nederlag.
Begyndelsen til hans politiske karriere blev derfor akavet. Stemingen i Venstres gruppeværelse på Christiansborg var til gravøl. Venstres formand og forhenværende statsminister, Poul Hartling, forlod skuden for at blive FN’s flygtningehøjkommisær, og Henning Christophersen blev ny formand for Venstre. På dette tidspunkt kradsede krisen i Danmark. Allerede året efter, i 1978, begik Venstre ‘borgerligt forræderi’. Partiet gik i regering med Socialdemokratiet under Anker Jørgensens (A) ledelse. Den folkekære statsminister Jørgensen, troede fuldt og fast på, at det var fornuftigt at regere Danmark med et til to borgerlige partier som regeringsgrundlag. Han tog springet fuldt ud, og gjorde den nye Venstre-formand, Henning Christophersen, til udenrigsminister. Danmark var plaget af alvorlige, økonomiske problemer. Gældsbyrden for landet var stigende, det samme var arbejdsløsheden. Det offentlige forbrug steg og steg.
Dannelsen af SV-regeringen gjorde fagbevægelsens bosser rasende. “Du er en skid, Anker!”. Det var et citat fra LO’s formand, Thomas Nielsen, som B.T kunne skrive på forsiden. Det har helt sikkert ikke pint Uffe Ellemann-Jensen, at socialdemokraterne fik tæv. Men han havde det ikke så svært med den pragmatiske virkelighed, nemlig at Venstre var i regeringen med arvefjenden. Der var mere på spil end de politiske parti-fiks-fakserier. Det drejede sig om at undgå en kommende katastrofe. Da Poul Hartling ved årsskiftet 1977/1978 forsvandt, begyndte forværringen i Danmarks økonomiske tilstand også at spidse til. De økonomiske vismænd kom med en rapport, der slog fast, at situationen var ved at komme ud af kontrol. Der skulle betales renter på udenlandsgælden, og disse renter var en dyr fornøjelse for Danmark. Samtidig kunne hverken underskuddet på betalingsbalancen eller den voksende arbejdsløshed løses i en overskuelig fremtid. Derfor anbefalede vismændene den blasfemiske og stærkt upopulære kur:
Begrænsning af lønudviklingen med en stram indkomstpolitik.
Anker Jørgensen stødte ind i Uffe Ellemann-Jensen på en af Christiansborg gange. Helt frimodigt sagde han til den nyvalgte folketingsmand, at han skulle gå hjem og få de andre Venstre-folk til at interessere sig for at få dannet en SV-regering. Det gjorde han så også, og der kom forhandlinger på bordet. Det mundede ud i dannelsen af en rød-blå regering. Der er blevet spekuleret meget over, hvem der tabte og vandt mest på den konstellation. Om det var fordi den ene eller anden kunne se, at samarbejdet ville skade og splitte i enten Socialdemokratiet eller Venstre. Men helt basalt blev der lavet en målsætning, der handlede om at få bragt Danmarks økonomi under kontrol. Det var det primære formål med SV-regeringen. Samarbejdet betød at man kun var to stemmer fra at have det famøse flertal i Folketinget, hvorfor det på papiret burde betyde mere slagkraft til at kunne gennemføre de nødvendige reformer. Men fagbevægelsen var rasende og ville ikke spille med på klaveret. Den var helt nødvendig for, at man kunne begrænse lønstigningen. I stedet for at få bragt den økonomiske situation under kontrol, blev det en tordende fiasko. Nok også en der banede vejen for den konservative Poul Schlüter, der var blevet formand for Det Konservative Folkeparti i 1974, og under sloganet “borgerlige stemmer der arbejder”, var i fuld gang med at hamre løs på den socialdemokratiske bastion. Schlüter var rasende, og han bebrejdede åbent Venstre for deres engagement med Socialdemokratiet.
Da SV-regeringen kuldsejlede efter kort tids usikker sejlads, bebrejdede Uffe Ellemann-Jensen især Anker Jørgensen. Han så det som tegn på dårligt lederskab, og som om Jørgensen ikke kunne huske noget eller magtede at sidde for enden af bordet som leder. Senere fortrød Ellemann-Jensen sin bedømmelse af Jørgensen, da han fik indsigt i, hvor umulige vilkår statsministeren havde haft i sit eget bagland. I arbejderbevægelsen og store dele af Socialdemokratiet var SV-regeringen et regulært ‘klasseforræderi’. LO’s cheføkonom, senere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (A), fik sagt at LO ville “bryde kapitalismens investeringsboykot og socialisere produktionen”. Det var vel at mærke LO’s krav til de kommende overenskomstforhandlinger. Kort sagt var der ingen tegn på, at fagbevægelsen havde tænkt sig at hjælpe deres egen statsminister, Anker Jørgensen, men tværtimod blæste til kamp mod ham. Herefter faldt hele regeringsgrundlaget fra hinanden, nemlig formålet med at få indført en stram indkomstpolitik. Da regeringen ikke kunne blive enige om ordene i statsministerens åbningstale til Folketinget, faldt SV-regeringen med et brag. Der blev udskrevet nyt valg til Folketinget den 23. oktober 1979.
Indtil 1984 forblev Henning Christophersen formand for Venstre. Han nåede først at være udenrigsminister under Anker Jørgensen (A), herefter blev han finansminister under Poul Schlüter (C) i 1982-1984. Uffe Ellemann-Jensen endte selv som udenrigsminister den 10. september 1982. I sommeren 1982 spidsede situationen sig alvorligt til for Socialdemokratiet. Problemerne var uløselige. De løsninger der var, ville komme til at ramme socialdemokratiets egne vælgere hårdt. Anker Jørgensen valgte endeligt at opgive regeringsmagten. Han inviterede dog fagbosserne til Marienborg først, hvor han præsenterede mulighedskataloget. Metalarbejdernes formand, George Poulsen, mente, at Socialdemokratiet selv skulle stå i spidsen og føre kniven hårdt. Men sådan blev det ikke. I september 1982 forlod Anker Jørgensen statsministeriet og overlod nøglerne til den konservative Poul Schlüter. Bag kulisserne tænkte mange socialdemokrater, at Schlüter ikke ville holde længe, specielt ikke når han skulle stå på mål for massive indgreb i indkomstpolitikken. Sådan gik det dog ikke.
Uffe Ellemann-Jensen afløste socialdemokraten Kjeld Olesen som udenrigsminister og nåede at have posten helt frem til den 14. januar 1993, da Schlüter-regeringen trådte tilbage på grund af Tamil-sagen. Han kom derfor til at tegne Danmark udenrigspolitisk i ualmindelig lang tid. Samtidig var det en epoke med en skelsættende og chokerende udvikling på den internationale scene. Da han trådte ind af døren i udenrigsministeriet, var Danmark spydspids i Østersøen for konflikten med Sovjetunionen. Som medlem af NATO skulle Danmark kontrollere de danske stræder. På trods af at være et temmelig ubetydeligt land for den Sovjetiske krigsmaskine. Danmark var for lille til at kunne blive taget alvorligt. Samtidig var mange danske politikere, herunder flere socialdemokrater, et yndet mål for KGB’s påvirkningskampagner. Den danske venstrefløj var generelt meget positivt stemt overfor de marxistiske paroler. Verdenskommunismen blev styret fra Moskva, hvor en af de vigtigste strategier var at skabe intern splid i de lande, hvor man havde muligheden for det. I Danmark blev det især fodnote-politikken, der styrkede de sovjetiske interesser. Den kæmpede Uffe Ellemann-Jensen stærkt imod. Han var så engageret, at han fik kritik af Folketingets flertal, der ikke mente han fulgte flertallets beslutninger. De beslutninger handlede om NATO, hvor socialdemokraten Lasse Budtz fremsatte intet mindre end 28 udenrigspolitiske forslag, hvis indhold typisk gav regeringen kontraordrer på den udenrigspolitiske kurs i forhold til NATO.
Fodnote-politikken definerede også Uffe Ellemann-Jensens eftermæle som udenrigsminister. Han var stædig, tydeligvis irriteret, og lagde ikke altid fingrene imellem, når han skulle karakterisere eller kommentere på de politiske modstanderes dømmekraft og ærinde. Men den store opgave blev noget helt andet og uventet. Efter at den kommunistiske partileder, Leonid Bresjnev, var død i 1982, blev han afløst af Jurij Andropov. Der så døde allerede i 1984 og blev afløst af Konstantin Tjernenko. Der så døde allerede i 1985. Den gamle garde døde som fluer, og Sovjetunionen stod i en alvorlig økonomisk og social krise. Et helt nyt og ubeskrevet blad blev trukket frem:
Mikhail Gorbatjov.
Under Den Kolde Krig befandt verden sig i en kronisk spændingssituation, hvor truslen om atomkrig prægede hverdagsbilledet. Konflikten mellem øst og vest definerede verdensordenen, hvor de to supermagter – USA og Sovjetunionen – kappedes om verden. Man førte skinkrige rundt omkring. Der var omfattende efterretningsarbejde i mange lande. I Vesten tog man ikke fejl af de kommunistiske intentioner:
Kommunisterne definerede deres mission som en omvæltning af de kapitalistiske lande. Enten ved decideret krig mod dem. Eller ved revolutioner i landene.
Men med Mikhail Gorbatjov ændrede trusselsbilledet sig voldsomt. Som ny leder af det kommunistiske parti i Sovjetunionen, indså Gorbatjov det håbløse i fortsat at bruge enorme procenter af bruttonationalproduktet på oprustning og militær. Det drænede den sovjetiske økonomi, gjorde befolkningen fattigere og fungerede som en stopklods for nyudvikling af det kommunistiske paradis. Derfor var han interesseret i at nå til et forlig med Vesten. Kort sagt nedrustning. Uffe Ellemann-Jensen havde været udenrigsminister i et par år, da Gorbatjov trådte ind på scenen. Som talsmanden for det mindre og militært set ubetydelige Danmark, arbejdede han målrettet for at sikre det danske engagement i NATO og EF.
I løbet af 1988-1989 udfordrede den polske aktivist og fagforeningsmand, Lech Walesa, åbenlyst Moskva og det polske kommunistparti. Gorbatjov havde praktiseret en markant opblødning i Sovjetunionens politik overfor både de vestlige lande og de østlige lande under sovjetisk kontrol. Walesa og hans kollegaer spillede højt spil. De gamblede på at Gorbatjov ikke var villig til at gribe ind med militær magt, som man tidligere havde gjort det overfor dissidenter i satellitstaterne. I den sidste ende vandt polakkerne ved pokerbordet.
I november 1989 kulminerede en periode, hvor borgerne i flere østblok lande stak af mod Vesten, gik på gaden og demonstrerede, men fremfor alt åbenlyst vendte det kommunistiske projekt ryggen. Mest markant i DDR. Her gik hundredetusinde af borgere på gaden, hvor de vendte kommunisternes mantra imod kommunisterne selv: Vi er folket.
Det var i disse dage, at Uffe Ellemann-Jensen fik ret i sine mange års insisteren på en klar NATO-deltagelse med stærk dansk støtte til forsvarsalliancen. Det er også her, hans eftermæle vil stå stærkest. For han var aldrig helt ‘formanden for Venstre’, men allertydeligst ‘udenrigsministeren’. Det var her, hans store interesse lå, sammen med det europæiske projekt. Der er mange elementer af Uffe Ellemann-Jensens virke, man som historiker kan slå ned på, og det vil mange fremadrettet også fortsat gøre. Men der hvor han står stærkest som statsmand, er i 1989-1991, hvor han aktivt virkede som det sikre kort i en tumultarisk tid. En, der havde forstand på det, han talte om.
Da Tyskland i 1990 blev genforenet, var Uffe Ellemann-Jensen en af de varmeste fortalere for at det kunne ske. Emnet var en varm kartoffel. Tysklands historie med specielt nazismen og Anden Verdenskrig gjorde, at mange rundt omkring i Europa, USA og ikke mindst Moskva (der kaldte Anden Verdenskrig for “Den store fædrelandskrig”), havde svært ved at se et nyt, stort Tyskland rejse sig. Det gjaldt også den konservative statsminister, Poul Schlüter, der som sønderjyde havde følelser om emnet:
“Jeg støttede den helhjertet, men han var mere forbeholden og fik på et tidspunkt sagt med sin særlige underspillede ironi, at han holdt så meget af tyskerne, at han slet ikke kunne få nok Tysklande og derfor gerne ville beholde to”, skrev Ellemann-Jensen.
Hertil skal man nok huske på, at Schlüters betænkeligheder var i den milde ende. Det var langt værre andre steder i Europa og verden. For Uffe Ellemann-Jensen var det anderledes, han troede på det internationale samarbejde. Også at det kunne sikre mod nye, nationalistiske bølger som dem, der var set i 1930’erne og 1940’erne. På trods af den allerede spændte situation med Sovjetunionen og Tysklands genforening, fortsatte han med at engagere sig i spørgsmålet om de baltiske lande. Her havde man været udsat for den sovjetiske aggression, med en blodrød historie under Stalin og det kommunistiske styre, indtil østblokken rev sig løs fra Sovjetunionen. Hvor lande som Polen og Ungarn var medlemmer af østblokken, måtte de baltiske lande tilmed leve med at være medlemmer af Sovjetunionen. Men de så deres mulighed for at slippe af med besættelsesmagten og ‘det kommunistiske paradis’. Danmark havde allerede i 1921 anerkendt de baltiske lande som selvstændige nationer. Uffe Ellemann-Jensen arbejdede aktivt for, at Baltikum kunne få deres selvstændighed tilbage. Det lykkedes at få Folketinget med på at vedtage en dagsorden, der støttede “de baltiske landes ønske om at udøve deres nationale selvbestemmelse”. Men endnu mere slog fast, at Danmark aldrig havde anerkendt Sovjetunionens indlemmelse af disse lande i 1940, da Stalin invaderede dem. Herefter kom der officielle delegationer fra Baltikum til København, under stor protest fra den sovjetiske ambassadør.
I 1991 kom det til forsøg på at slå modstanden i Baltikum ned. Sovjetunionen indsatte elitetropper. De gik blandt andet til angreb på tv-tårnet i Vilnius. Demonstranter blev pløjet ned. I Letlands hovedstad Riga blev parlamentsbygningen angrebet. Protesterne strømmede ind fra hele verden. Men Uffe Ellemann-Jensens ønske gik i opfyldelse. Den 24. august 1991 blev Danmark det første land i verden, der genoprettede diplomatiske forbindelse med de tre baltiske lande.
Men selveste Sovjetunionen stod nu også til at kollapse. Ikke nok med at de sovjetiske marionetstater faldt: Nu var selveste Moskva i spil. En gammelkommunistisk garde forsøgte at få afsat Mikhail Gorbatjov, og de fejlede helt. Det russiske folk ville ikke mere. Den karismatiske Boris Yeltsin, der havde arbejdet sig op i det kommunistiske parti som den uundgåelige outsider, stod i spidsen for et mod-kup. Han stillede sig op på en kampvogn foran 20.000 demonstranter. Den 21. august 1991 ringede Yeltsin til NATO’s generalseketær, Manfred Wörner, og sagde, at han havde jaget kupmagerne på flugt, så man kunne godt tage det roligt igen.
100 dage efter kupforsøget blev Sovjetunionen opløst. Det blev også (næsten) enden på Uffe Ellemann-Jensens storhedstid som politiker og dansk udenrigsminister. For i 1992 havde det europæiske projekt fået et gevaldigt opsving. Udviklingen med et helt nyt geopolitisk billede fik ideerne frem i de europæiske lande. For hvad skulle der ske med de nu frigjorte lande i østblokken? Stemningen var præget af optimisme, chok og nyskabelse. Det europæiske kontinent kunne se frem til at leve uden en mur. Selv det nye, store Tyskland, kunne være en del af en fredelig sameksistens.
I 1992 rejste udenrigsministeren triumferende rundt med Dronningen til Baltikum. Han tog selv på besøg i Moskva og Skt. Petersborg i Rusland. Her blev han vist rundt af en yngre viceborgmester, der talte flydende tysk. Viceborgmesteren var også tidligere KGB-mand.
Han hed Vladimir Putin.
Det var en ung mand, som Ellemann-Jensen nåede at se blive udnævnt til verdens paria, da han invaderede Ukraine den 24. februar 2022. Men på det tidspunkt, hvor han som udenrigsminister besøgte Skt. Petersborg, var truslen fra øst forsvundet. Nu handlede det om et nyt Europa. Den 2. juni 1992 skulle danskerne stemme om Maastricht-traktaten. Uffe Ellemann-Jensen kastede sig nådesløst ind i kampen for et ja, men det blev et nej. Traktaten skulle oprette en union, og det ville Danmark nu ikke kunne deltage i. Med udsigten til, at Danmark nu kunne risikere at blive hægtet af det økonomiske tog i Europa, ikke mindst med et nyt stort Tyskland i front, kastede han sig endnu hårdere ind i at forhandle en ny aftale til Danmark. Det blev måske hans fineste indsats for Danmark. Chokket var malet i ansigtet på de danske nej-politikere, da de den 3. juni 1992 skulle forklare danskerne, hvad der nu skulle ske.
Det er fra denne periode, at det mest berømte Uffe Ellemann-Jensen citat stammer. Han mødte op til forhandlingerne, mens Danmark havde succes ved EM i fodbold, og sagde de famøse ord, “if you can’t join them, beat them”, mens han havde solbriller på og fodboldtørklæde med Dannebrog om halsen. Forhandlingsresultatet blev Edinburgh-aftalen, der gav Danmark fire forbehold i samarbejdet om en union. Men tiden som udenrigsminister var ved at ebbe ud. Tamil-sagen lurede om hjørnet. Den 14. januar 1993 trådte Schlüter-regeringen tilbage uden at udskrive valg.
Uffe Ellemann-Jensen forsøgte at skaffe Venstre en sejr ved Folketingsvalget i 1998. Det lykkedes ikke. Herefter trådte han tilbage som formand for Venstre. Da han døde den 19. juni 2022 kaldte statsminister Mette Frederiksen ham for en statsmand. Han var en af sin tids mest karismatiske politikere, og han oplevede at stå i spidsen for den danske udenrigspolitik i en af det 20. århundredes mest tumultariske perioder ved afslutningen på Den Kolde Krig. Frem for alt var han dog modig, aldrig parat til at bøje sig for meningsdannere og fuld af lune og humørfyldte bemærkninger. Nogen har sagt, at han er den bedste statsminister, Danmark aldrig fik.
