Efter at AVISEN den 11. april 2021 bragte en artikel om tvivl angående Lars Ejby Pedersens og andres mulige inhabilitet, begyndte socialdemokraterne i Fredericia at udtrykke deres utilfredshed. Herunder gik de i Fredericia Dagblad med et juridisk notat, der blev fremstillet som om, at der ikke var juridiske problemer omkring inhabiliteten. AVISEN har nu modtaget en kopi af notatet, og konklusionerne i notatet er ikke sikre.

Under overskriften “Jurister slår fast: Ejby er ikke inhabil i økonomiudvalget, selvom hans hustru er kommunal chef” kunne Lars Ejby Pedersen den 4. maj erklære sig selv for tilfreds.

“Er byrådsmedlem Lars Ejby (S) inhabil, når han sidder i økonomiudvalget samtidig med, at hans hustru Kirsten Blæhr er koncernchef i Fredericia Kommunes afdeling for Familie & Børnesundhed? Nej, lyder vurderingen i et notat om byrådsmedlemmers habilitet, hvor både kommunens egne jurister og Kommunernes Landsforening er hørt”, skrev Fredericia Dagblad.

Men denne entydige konklusion fremgår ikke af det notat, der er brugt som kilde. Det er chefjurist hos Fredericia Kommune, Henrik Melchior, der har udarbejdet notatet den 29. april 2021 til brug for den planlagte artikel. Han skriver:

“Lars Ejbys ægteskab med Kirsten Blæhr giver umiddelbart anledning til at vurdere nærmere på, hvorvidt Kirsten Blæhr bestrider en stilling, der kan betegnes som tjenestegrenchef. Såfremt det er tilfældet vil dette være uforeneligt med, at Lars Ejby sidder i økonomiudvalget jf. lov om kommunernes styrelse § 29, stk. 5, litra b. Lov om kommunernes styrelse § 29, stk. 5, litra b har følgende ordlyd: Stk. 5. Ingen, der lever i ægteskab eller i et forhold, der kan sidestilles med ægteskab, med en person, der er ansat af kommunalbestyrelsen, kan være medlem af b) økonomiudvalget, hvis den ansatte er umiddelbart ansvarlig for eller i øvrigt har ledende administrative funktioner inden for økonomiudvalgets forvaltningsområde eller er umiddelbart ansvarlig for ledelsen af et under et stående udvalg hørende forvaltningsområde, Bestemmelsen indeholder således to led, der kan føret til generel inhabilitet i.f.t hvervet som medlem af økonomiudvalget”.

Melchior har ikke undersøgt det første punkt, da “der ikke er oplyst konkrete forholde, der giver anledning hertil”. Det andet punkt er han ikke så skråsikker på, som det er blevet udlagt i offentligheden. Han skriver:

“I overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd er det derfor umiddelbart vurderingen, at Lars Ejby godt kan sidde i økonomiudvalget”.

Det er ordet “umiddelbart”, der tilkendegiver den usikkerhed, han som jurist er nødt til at udvise. Udover at Henrik Melchior er ansat i kommunen, og dermed er underlagt kommunalbestyrelsen, så peger notatet på, at vurderingen kan falde anderledes ud. Et forhold der ikke kom frem i den fortælling, som socialdemokraterne gik offentligt ud med:

“Omvendt kan der være konkrete omstændigheder, der kan tilsige, at vurderingen kan falde anderledes ud, da det ikke alene er den rent organisatoriske ramme, der er afgørende for, hvilken stillinger, der kan betegnes som tjenestegrenschefer”, skriver Henrik Melchior. Men han peger også på at hans vurdering bygger på de oplysninger, han har fået. Samtidig tager han forbehold for, at det kan falde anderledes ud:

“Det er således kommunen selv, der beslutter sin organisering og indholdet af de enkelte stillinger og såfremt der foreligger konkrete forhold i indhold, funktion, ansættelsesvilkår og ansvaret for en konkret stilling, der er svarende til en stilling som tjenestegrenschef, så kan vurderingen falde anderledes ud”.

I forhold til Lars Ejby Pedersen og ægtefællen Kirsten Blæhr, afslutter han med en helt anden konklusion, end den fuldstændige sikkerhed, som socialdemokraterne optrådte med i begyndelsen af ugen:

“Uanset det foran anførte kan der opstå konkrete sager, hvor Lars Ejby vil kunne være konkret (speciel) inhabil efter bestemmelserne i forvaltningsloven s§ 3, stk. 1, nr. 1 – 5. Jeg har ikke kendskab til sager, hvor det har været tilfældet”.

Efter at Lars Ejby Pedersen havde udtalt sin tilfredshed med at være erklæret for habil, læste Ankestyrelsen med. De var knap så sikre som overskriften i artiklen, hvorfor sagen nu er endt hos tilsynsmyndigheden, der har taget den op af egen drift. De har nu givet kommunen fire uger til at svare, hvorefter de vil undersøge sagen. Da notatet ikke indeholder en detaljeret kontrol af konkrete forhold, vil det derfor være en opgave for Ankestyrelsen at undersøge de manglende forhold, der ikke er belyst.

Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti er tilfreds med at sagen er gået videre til Ankestyrelsen, så der ikke er uklarhed omkring de konklusioner, der måtte være:

– Når jeg læser Henrik Melchiors notat, så er det umiddelbart svært at vurdere habilitetsspørgsmålet. Derfor er jeg glad for, at Ankestyrelsen nu går ind i sagen, så vi kan få belyst, hvad der er rigtigt. Vi skal ikke have fodfejl, det er vigtigt både politisk, men også for medarbejderne. Der skal være et ordentligt juridisk grundlag for, hvad der er op og ned, hvornår og hvordan. Som det er lige nu, så er det for rodet, så det er vigtigt, at der kommer orden i juraen på dette område, siger Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti.

Venstres Peder Tind glæder sig over, at sagen nu undersøges hos Ankestyrelsen.

– I Venstre er vi tilfredse med, at Ankestyrelsen undersøger disse forhold, således vi kan komme helt til bunds i habilitetsproblematikken. Jeg er ikke jurist, men har indtryk af, at man tit bruger ‘umiddelbart’ i juridiske vurderinger, fordi man ikke tør udelukke, at der kan være en anden tolkning af reglerne, så det er rigtig fint, at der kommer en vurdering fra Ankestyrelsen. Vi noterer os, at kommunalforsker Ruger Buch vurderer, at der kan være tale om en snæver fortolkning af reglerne og derfor er vi også tilfredse med, at Ankestyrelsen kigger på det.

Søren Larsen, gruppeformand for Socialdemokratiet, har udtalt at spørgsmålene er blevet vendt, også i KL. Men også han finder det nu godt, at sagen skal undersøges af Ankestyrelsen:

– Lovgivningen omhandlende habilitet er både meget enkel, men samtidig også kompleks, hvorfor vi politikere løbende kan have brug for en juridisk vurdering. Jeg hæfter mig ved, at kommunens egen jurist og KL har udtrykt, at der ikke foreligger et generelt inhabilitetsproblem omkring Lars Ejby Pedersen. I Socialdemokratiet er vi yderst tilfredse med, at nu også ankestyrelsen tager stilling til problemstillingen, idet vi naturligvis er meget opsatte på at følge gældende lovgivning.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
5 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Erik Bo Rasmussen
Erik Bo Rasmussen
15:04 - 9. maj 2021 15:04

Bliver spændende , hvad ankestyrelsen når frem til . Ser ud til , at sagen ikke er helt så klar , som Ejby og andre socialdemokrater synes .Tror ankestyrelsen ser på andre aspekter i ” Fredericiasagen ” . Der er nok at tage fat på . Meget ” lugter ” af kammerateri og nepotisme .
God søndag .

Sidst redigeret 1 måned siden af Erik Bo Rasmussen
Brian Magnussen
Brian Magnussen
18:51 - 9. maj 2021 18:51

Det har jo været tradition siden Lenin. Mange støttede hans Socialisme, Særligt de der kunne misbruge den. Stalin ryddede pænt op i det, i nogle tilfælde fuldt berettiget.

Steen Astor Hedemand
Steen Astor Hedemand
21:11 - 9. maj 2021 21:11

Mon ikke socialdemokraterne kommer med en ny og ændret opfattelse af spørgsmålet, før Ankestyrelsen tager fat!!

Diana
Diana
21:30 - 9. maj 2021 21:30

Forstår ikke hvorfor juristen ikke kender loven ? Er det ikke det han er ansat til ??

Karen Møberg
Karen Møberg
21:59 - 9. maj 2021 21:59
Svar til  Diana

Kommunens egne jurister er fedtet ind i hele skandalen, derfor kan eller vil de ikke se fejlen, men lad os se, hvad Ankestyrelsen har at sige til denne sag.