På trods af en vedvarende negativ presse omkring dårlige meningsmålinger for Dansk Folkeparti, så er Fredericias eneste medlem af Folketinget fuld af energi og klar til valgkampen. I dag delte hun valgmateriale ud i centrum af Fredericia efter en hektisk uge på Christiansborg, hvor valget langt om længe blev udskrevet.

Stemningen var god blandt de fredericianske DFere, der ikke vil lade sig kue af hverken meningsmålinger eller tidligere partikollegaer efter formandsopgøret tidligere på året. Der var rejst telt i centrum foran rådhuspladsen, og solen kiggede frem på en hyggelig lørdag.

– Det har været en meget hektisk tid for mig, siger Susanne Eilersen, der både er viceborgmester i Fredericia og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.

Nu ser Eilersen frem mod valget den 1. november 2022, og i dag må der hænges valgplakater op. For hende er valgets vigtigste tema, hvordan der kan komme en hjælp frem til de mange, der er klemte af den økonomiske krise, energikrisen og inflationskrisen:

– Købekraften er udhulet for alle, og pensionisterne kan ikke bare gå ud og tage sit et nyt job. Vi er nød til at se på, hvordan de kan få reguleret deres pension efter den generelle prisudvikling. Dansk Folkeparti er det parti, der vil gøre noget her og nu, og ikke om 3 måneder eller et halvt år. Samtidig skal vi have fundet en løsning på de tårnhøje energiregninger, der lige nu er ved at vælte mange mennesker. Det har vi sagt meget tydeligt, og derfor er der også brug for os i Folketinget.

Konkurrencen fra de tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti, der nu stiller op for Danmarksdemokraterne, tager sandsynligvis nogle af stemmerne, men Susanne Eilersen tror på at det klassiske element i hendes parti, vil gøre en forskel. Herunder modstanden mod centralisering og EU.

– Valgkampen vil forhåbentligt få flere af de vigtige forskelle frem. Indtil nu er det på mange områder svært at se, hvad man får hos Danmartksdemokraterne. Men vi skal også fokusere på vores egen politik. Og det er en stærk stemme for de ældre, en stærk stemme mod ukontrolleret indvandring, en stærk retspolitik og en modstand mod EU. Samtidig er vi optaget af praktiske løsninger til den nuværende krise, og ikke en masse udenomssnak. Der er brug for hjælp til økonomien hos borgerne, og det skal vi være opmærksomme på i Folketinget. Det skal være vores hovedprioritet nu, siger Eilersen.

En lang valgkamp venter forude for Susanne Eilersen, men stemningen er god i partiet, og hun tror på at Morten Messerschmidt er den rigtige mand til at få Dansk Folkeparti videre:

– Hele året har vi været ramt af dårlig omtale. Det har været kaotisk. Venstre og Det Konservative Folkeparti har også været gennem kriser, så det er jo ikke ukendt i dansk politik. Vi skal tale om vores politik og holde fast i den, for det er i den sidste ende det, der handler om.