Den igangværende debat om barsel til mænd viser med al tydelighed, hvor lidt barndommen betyder for alt for mange mennesker i dette samfund.

De sidste 50 år har været et langt skred mod en professionalisering af barndommen, hvor en sand hær af smagsdommere har stået bag enorme, historiske indgreb mod familierne.

Som så meget andet sker det naturligvis i ly af gode intentioner. I 1960’erne igangsatte man en række socialreformer, hvis intentioner var at skabe mere social lighed og give kvinderne en nødvendig frigørelse fra det daværende patriarkalske ægteskabssystem. Det var et system, bygget op omkring specielt den kristne forestilling om faderens rolle som familiens ubetingede overhoved.

Understøt børnefamilien

Reformerne blev i løbet af 1970’erne og 1980’erne så succesfulde, at den danske stat overhovedet ikke kunne følge med i hverken antallet af skilsmisser eller behovet for at få erstattet den forhenværende model for børns liv med noget nyt.

Etableringen af børnehaver, daginstitutioner, fritidshjem og et gevaldigt administrationsapparat omkring børn boomede i denne periode. Med kvinderne på arbejdsmarkedet skulle børnene ikke længere passes derhjemme. Oprindeligt var det stort set udelukkende forældrenes ansvar at tage sig af deres børn. Børn blev i samfundet anset for at være et familieanliggende.

Sådan er det ikke mere.

Med etableringen af stærke faggrupper og såkaldt ekspertise, stærkt støttet af indflydelsesrige fagforeninger og interesseorganisationer, blev det med tiden et statsligt anliggende. Om det var skolereformer eller jævnligt tilbagevendende og kroniske lovpakker til socialforvaltningerne, så har den politiske intention været soleklar i mange årtier:

Staten (inklusiv forbløffende mange politikere) vil detailstyre og bestemme over vores børn, i stort og småt. Det sker naturligvis med et såkaldt fagligt belæg i rigtig mange tilfælde. Altså, nødvendighedens politik.

Men spørgsmålet er om vi som mennesker er villige til at acceptere vores tiltænkte roller som sæddonorer og rugekasser til embedsværkets og fagorganisationernes store samfundsprojekter? For fortsætter denne udvikling vil vi før eller senere nå til det punkt, hvor hele essensen af menneskelighed og humanisme ophører.

Vi er nødt til at stille os selv nogle meget konkrete spørgsmål, som art:

Er det virkelig godt for vores børn – og forældre – at børnene tilbringer mere tid sammen med andre voksne end deres forældre? Der findes ingen videnskabelige målinger på, hvad mennesker fortryder mest i deres liv, men mon ikke det for mange bliver, at de har brugt for lidt tid sammen med deres børn? Hvis dette var rigtigt, hvorfor bygger vi så samfundsmodellen op efter et ønske om at professionalisere barndommen, frem for at understøtte børnefamilier?

Forvaklet barndom

At efterlade et lille barn på en institution i otte timer, kan umuligt være den bedste måde at bygge familierelationer op på. At tvinge børn til at sidde i heldagsskoler, presse dem ud på uddannelser efter samfundets behov og ikke deres egne, tryne og true dem til at være produktive produktionsmedarbejdere, kan umuligt være med til at opbygge harmoniske medmennesker.

Hele vores syn på barndommen er blevet forkvaklet.

Vi har ikke brug for eksperter. Vi har brug for forældre. Og børnene har brug for deres barndom. Det er beskæmmende at høre argumenterne i barselsdebatten om den karriereskadende effekt af at få børn.

Ærlig talt, måske skulle I helt lade være med at få børn, når det er så stort et problem. Det kan godt være at det er utopi i vores tid, men en bedre løsning var måske at give nystiftede familier nogle år til at passe deres børn, frem for at presse dem ud på arbejdsmarkedet. Det ville kunne spares hjem på daginstitutioner, og de færreste forældre ville fortryde den tid, hvor børnene var deres primære beskæftigelse. Det er en tid, der aldrig kommer igen.

Tænk på hvor mange lykkelige børn der ville være, hvis bare deres forældre arbejdede på deltid. Det er på tide at vi forkaster illusionen om at andre folk er bedre til at tage sig af vores børn, end vi selv er. Man kan ikke uddanne sig til ekspert i andre folks børn. Kun i sine egne.

Skriv en kommentar