Annonceindtægter har alle dage været en afgørende indholdskilde for medier. Men de sidste 15 år er store dele af disse midler blevet fjernet fra produktionen af indhold, så de nu lander i lommen på virksomheder, der ikke selv producerer indhold. Det vil sige Facebook og Google. Langt hen af vejen er de gamle medier selv skyld i problemerne, fordi de har sovet i timen. For det første ved at omfavne deres værste konkurrenter og gøre indhold tilgængeligt på deres platforme, for det andet ved ikke at udvikle selvstændige løsninger, der kan konkurrere med brugernes ønsker.

Er løsningen at indføre en skat på sociale medier? Det mener et rødt flertal i Folketinget. Men selvom denne særskat, efter bedste Robin Hood-model, skal tilføre de gamle medier penge, de ikke selv har tjent, så skaffer det ikke uafhængigheden tilbage. De gamle medier fortsætter med at være i lommen på embedsapparatet og politikerne. Og nye medie skal kæmpe indædt for at etablere sig, fordi markedet ikke fungere på frie og lige vilkår. En kendsgerning der er en direkte konsekvens af mediestøtten, der i det røde flertals seneste medieforlig også betyder krav om socialistisk wokeisme, kønsregnskaber og politikerbestemt indhold. Så meget for frihed og armslængde.

Værst ser man det på DR, der er plasket til med forvrøvlede småhistorier, hvis væsentligste bidrag til samfundet er en styrkelse af navlepilleri. Senest har man nedlagt kernejournalistik (Dektektor) for at få plads til mere af den hjernedøde formidling, betalt af skatteyderne. Man vil være stærke på den digitale front. Alle skal kunne mærke sig selv: Afføringsmiddel, gift på tv og autocampere på forsiden i skrivende stund. Bare til eksempel.

Politikerne bør fjerne 2/3 af DR’s bevilling og spare skatteborgerne for det ligegyldige vås, der kommer fra DR efter en række år med eksperimentering. DR er irrelevant, og danskerne henter deres primære indhold andre steder fra. Tilbage kan man lade nyheder, fakta og sport være. De mange desperate udmeldinger fra DR’s ledelse viser, at man udmærket er klar over, at danskerne i stort omfang fravælger DR. Måling efter måling taler deres tydelige sprog:

DR kan ikke klare sig i konkurrencen, selvom de har enorme ressourcer til rådighed. Hjemmelavede indslag på Youtube har flere seere, end mange af kanalens programmer.

Samme problem kan man se mange andre steder, hvor staten smider penge i indhold, der ikke er interesse for. Hvis den økonomiske krise udvikler sig, er det er oplagt sted at få sparet. Det efterlader naturligvis et stort spørgsmål. Nemlig hvem der skal betale for produktionen af indholdet, hvis staten lukker kassen i. Der kommer jo ikke nogen produktion fra “de amerikanske techgiganter”. De vil næppe gå i gang med at producere danske nyheder. Men det interessante spørgsmål er, hvad der ville ske, hvis der ikke længere var indhold tilgengængeligt. Ville der så komme en efterspørgsel? Ville der være en grund til at logge ind på Facebook, hvis der ikke var nyheder i news feed? Eller hvad med at søge på Google, men der var ingen artikler at finde? Ganske vist viser alle erfaringer, at man kan komme langt med at folk gør skøre ting på internettet – med alt fra at danske på gaderne, hoppe ud fra broer, spise mad af et toiletbræt til bare at være hot eller not – men kan det i længden dække det gennemsnitlige behov for oplysning om, hvad der foregår i samfundet og verden?

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Selvsagt ville Facebook og Googles indtægter falde dramatisk, hvis brugerne ikke havde nogen grund til at anvende deres tjenester, fordi der ikke var noget nyt indhold. Markedet kunne med andre ord løse problemerne selv, hvis det fik lov. Dette ville også betyde at nye tilbud, produktudvikling og forbedringer ville komme til. At påstå at markedet ikke kan dække brugernes behov er forkert, og det beviser film og tv-industrien, der konstant leverer indhold, som mennesker betaler hundredevis af milliarder af kroner for at se. Det er med andre ord en vandrehistorie, at dansk indhold ville gå en brat undergang i møde, hvis det ikke blev betalt af skatteborgerne. Selv DR kunne få en fantastisk genopblomstring, hvis de blev kommercielle og fungerede som en streamingtjeneste mod månedlig betaling.

Istedet for har vi en gammeldags tankegang hos politikerne, der ikke tør tage et opgør med statsbetalt indhold. Selv en overgangsløsning kan ikke komme på tale. Eksempelvis at betale for nogle få kerneopgaver (at servicere politikernes behov for at blive hørt), for det handler vist mest om at – der er politikernes indhold, det de betaler for, der skal laves.

Samtidig med at mange partier brokker sig over de sociale medier og virksomhederne bag, så bruger de dem selv som aldrig nogensinde før. Og med god grund. De nye medier når det største publikum, og det sker uden de gamle mediers filter. Politikerne har samtidig fået deres egne folk til at hjælpe med produktionen af indhold. Den metode vil sandsynligvis kun blive stadfæstet som normen fremover.

Twitter er journalisternes foretrukne platform. Her kommer tingene ud straks og uden omsvøb. Utroligt mange nyhedshistorier er skabt på baggrund af hvad en journalist har set på Twitter. Derfor er alle myndigheder, organisationer og politikere også massivt tilstede på Twitter. Men er der så overhovedet nogen grund til at besøge en dansk nyhedsside? I princippet, nej. Ofte serverer man den samme historie, blot i forskellige indpakninger. Principielt er der dog tale om en symbiose, for nyhedstjenesterne leverer selv historierne til Twitter, når de har skabt dem selv. Det hele kører altså i ring. Men der er en anden virkelighed, end journalisternes Twitter-univers.

Youtube er verdens største internettjeneste. TikTok er lige i hælende. Og her får man serveret varen fra en anden virkelighed. For de mange mennesker man lidt nedladende kalder for “Youtubere”, har tilsammen langt flere seere end de gamle medier kunne drømme om. Verden er i de sidste 10 år blevet overtaget af disse selvstændige indholdsskabere, der får en lille smule håndører for arbejdet (Alfabet, “Google”, red.) beholder det meste selv. Det er måske den største udvikling på mediemarkedet de sidste 100 år:

At enhver kan blive set og hørt, uden filter.

Der er dog et men. Det er den censur, der kører hos Youtube med flere, og som politikerne over hele verden er ved at få etableret, da de har set lyset og konstateret, at befolkningerne faktisk ikke lytter til de statsstøttede nyhedstjenester længere. Ihvertfald ikke den yngre del af borgerne, der ikke kunne drømme om at spilde deres tid på de langsomme og tunge oldmedier. De får deres viden fra internettets store forsamlingshuse, og de er bedøvende ligeglad med kedelige politikere, DR, TV-2 og alverdens lakajer, spytslikkere og milliarder af kroner i statsstøtte. Det er intet under at mange meningsdannere kronisk har forstoppelse, og hele tiden spreder budskabet om hvor farligt det er med de nye medier. På linje med dengang da jazz eller rock blev moderne.

[bsa_pro_ad_space id=6]