NATO’s krav om at medlemslandene skal bruge 2% af deres BNP på forsvaret om året, har lige siden denne ide blev lanceret, været NATO’s onde ånd. Ideen handler om at et medlemsland skal sørge for at landets militære styrker er i en sådan forfatning, at det reelt kan afskrække en fjende fra at angribe. Kravet har samtidig været et af de tilbagevendende problemer for alliancen, fordi mange medlemslande ikke har levet op til det. Dette skyldes ikke mindst at procentkravet besværliggør mange politikeres liv, fordi det er svært at overbevise befolkningerne om, at man skal betale til masser af militær, mens man måske skal spare på eller undvære omsorg, sundhed, infrastruktur eller andre populære ting.
Da Mogens Glistrup stillede op til Folketinget i 1973 med sit nystiftede parti, Fremskridtspartiet, mente han at forsvaret af Danmark kunne løses ved en besked om at vi overgav os. Dermed indforstået at vi ikke havde en chance for at forsvare os selv mod den røde hær, hvorfor det overhovedet ikke gav mening at bruge penge på militær isenkram. Kravet om at Danmark skulle yde et aktivt bidrag til sit eget (og de andre medlemslandes) forsvar faldt for døve øre i de kredse. NATO var sat i verden for at forhindre Sovjetunionen i at indlemme flere stater i det kommunistiske imperium. Østeuropa var allerede faldet, og den kommunistiske verdensrevolution dikterede at man ikke kunne stoppe før hele verden var kommunistisk. Derfor var der en meget klar forståelse af hvilken ideologi, man stod overfor.
Det var en fanatisk ideologi, hvor nedkæmpelsen af regeringer var et centralt element. Stater skulle styres af de kommunistiske magthavere, og der skulle indføres planøkonomi så den socialistiske verdensorden kunne redde folket fra sig selv. For de fleste mennesker i de kapitalistiske lande var det ikke svært at se, hvorfor man skulle undgå at ende som en kommunistisk satellitstat til Moskva. Det var langt bedre at være en kapitalistisk satellitstat til Washington.
Selvom det under den kolde krig var meget lettere at se, hvem fjenden var og hvad man skulle beskyttes imod, var der alligevel uvilje i befolkningerne til at ofre deres hårdt oparbejdede skatter på kampfly, tanks og soldater. Bedre blev det ikke af at man i perioder kunne brillere med fejlslagne våbenindkøb af isenkram, der ikke virkede. Sådan noget kunne man bruge milliarder på. Folk i almindelighed ville hellere bruge pengene på folkepension, sportshaller, motorveje og bedre boliger. De kroniske fløjkrige mellem ”duer” og ”høge” rasede trofast, år efter år, årti efter årti.
Så skete der jo noget. For i midten af 1980’erne var Sovjetunionen og østblokken ramt af økonomisk krise. Planøkonomien var ikke så fantastisk, som man lod som om. Tværtimod levede befolkningerne på brødkrummer, mens køerne til butikkerne var lige så lange, som der var gader. I øst kæmpede man for at få selv basale fornødenheder. Ganske vist kunne de kommunistiske ledere på partikongresserne modtage stående bifald for at planerne var blevet overholdt. Men realiteterne var noget andet, og det vidste partibosserne også, for de havde adgang til eksklusive butikker med varer fra vesten. Og til sidst knækkede filmen endeligt. De enorme omkostninger til at holde gang i den røde hær, rumprogrammer og andre kommunistiske prestigeprojekter voksede dem over hovedet. Da Polens Lech Wałęsa trodsede de kommunistiske magthavere i Moskva og åbenlyst provokerede dem med den polske befolkning i ryggen, rullede man for en gang skyld ikke tanks ind over grænsen, sådan som man gjorde i Ukraine den 24. februar 2022 efter god, russisk tradition. Den kommunistiske ideologi og Ruslands geopolitiske ambitioner slog revner, fordi befolkningerne i østblokken havde et udbredt had til begge dele. Virkeligheden havde indhentet gammelkommunisterne i Moskva.
Vesten så forfjamsket til mens Sovjetunionen kollapsede. Man anede ikke, hvad man skulle gøre. Den vestlige krigsmaskine var ikke gearet til andet end bekæmpelsen af den røde hær og satellitstaterne i Østeuropa. Hvordan man skulle håndtere oprøret fra befolkningerne, havde ingen nogen ide om. Men man så til i spænding om der ville komme tanks i gaderne. Og det gjorde der som bekendt ikke. I stedet for blev Østeuropa befriet fra de kommunistiske diktatorer i Moskva, og i 1991 faldt også den kommunistiske hovedstad. Uden dette fjendebillede vaklede NATO. En organisation der udelukkende var opbygget for at bekæmpe en fjende, der nu var væk? Hvad skulle man så med den? Og hvad med de 2%? Hvad med det evigt tilbagevendende dilemma om procentkravet? Kunne man overhovedet overbevise befolkningerne om at fastholde denne regide margen for forsvarsudgifter, uanset hvor stort eller lille BNP havde været det ene eller andet år?
Det kunne man ikke. USA fastholdte stædigt deres ekstreme omkostninger til det amerikanske militær, men NATO led generelt under at det gjorde de andre lande ikke. Donald Trump gjorde et stort nummer ud af det, da han blev valgt som præsident i USA i 2016. Efter at Vladimir Putins regime havde vist sit sande ansigt i Krim-krigen i 2014, var det indlysende, at han havde ambitioner om at genskabe den sovjettiske storhedstid han kendte fra sin barndom i Leningrad og den senere karriere i KGB. Denne gang dog uden kommunistiske paroler der blev smidt på porten i 1991. Til gengæld med tilpas meget retorik om den russiske storhed, ære og naturlige ret til at dominere sine naboer som det passede Moskva.
Tilbage står lille Danmark efter 24. februar 2022 i den situation, at Europa har forenet sig mod Putin. Selvom der er absurd stor forskel på hvilken trussel Rusland udgør i forhold til hvad Sovjetunionen og østblokken udgjorde under den kolde krig, så har den vestlige verden besluttet, at der skal satses på militæret. Også selvom man samlet set er helt overlegne i forhold til Rusland. Både hvad angår krigsmateriel, såvel som antallet af soldater man kan stille med. Svaret på Ruslands invasion af Ukraine skal være oprustning. Altså indkøb af mere materiel og en klar prioritering af landenes militær. Og her griber man fat i det forsvarspolitiske mareridt: Procentkravet. Landene vil op på de 2%.
For Danmarks vedkommende er det en dyr affære. Statsminister Mette Frederiksen varslede også indirekte, hvem der ville komme til at betale for det. Det hun kaldte for ”svære prioriteringer”. Ja, det betyder naturligvis posterne i velfærdssamfundet. Her kommer slagsmålet de næste 10 år til at stå. For de penge man skal bruge til tanks, kampfly og soldater, skal findes her. Allerede i de første uger efter invasionen er inflationen landet på det højeste niveau i årtier. En ulmende energikrise ser ud til at være i gang. Priserne vil stige. Ikke kun på benzin. Dem der får sværest ved at betale for denne udvikling, er de svageste. Prisreguleringen af overførselsindkomster har i forvejen ikke fulgt med prisudviklingen, hvorfor købekraften for disse mennesker allerede er blevet udhulet hen over årerne. Med de nye og drakoniske prisstigninger vil dette problem bliver endnu værre. Og i kommentatorernes argumentation kan man allerede se dem, der mener, at vi må fjerne velfærdsydelser helt. Fordi det er vigtigere at have et stærkt forsvar.
Procentkravets virkelighed kan blive resten af årtiets største politiske kartoffel.
