Det siger lidt sig selv, at hvis man vil være borgmester skal man samle opbakning fra flertallet i byrådet. Men det er ikke altid lige let for alle – og et bredt samarbejde er afgørende, hvis man vil have borgmesterkæden hængende på sine skuldre, lyder det fra to studerende fra Roskilde Universitet.

Det kom bag på mange, da Villum Christensen fra Liberal Alliance tilbage ved kommunalvalget i 2017 valgte at dele borgmesterposten i Slagelse med den socialdemokratiske John Dyhrby Paulsen. Et hidtil ukendt makkerskab, der har skabt en ny politisk kultur og vist, at det brede samarbejde også kan være meget bredt.

I Vejle så man en meget vred Søren Peschardt, der med et sammenkrøllet papir i hånden kom meget rasende ud fra et forhandlingslokale på Vejle Rådhus på valgnatten. Han var valgets helt store vinder, men hans konkurrent fra Venstre, Jens Ejnar Christensen, havde formået at samle et flertal bag sig – og dermed stod Søren Peschardt og Socialdemokratiet helt udenfor indflydelse.

Josefine Munch-Petersen og Tim Tørnqvist Jensen, studerende ved Roskilde Universitet har taget netop disse to kommuner med i et casestudie, hvor de har ønsket at forklare nogle af de mekanismer der afgør hvor borgmesterkæden ender.

Personlig kemi spiller en rolle – og tillid skaber samarbejde

Det er spændende konklusioner der bliver fremlagt i et debatindlæg i Altinget, hvor blandt andet den personlige kemi viser sig at være en afgørende faktor. I både Slagelse og Vejle finder de to, at det er personlig kemi der var udslagsgivende for hvem der endte med borgmesterkæden på skuldrene efter valgnattens forhandlinger.

Noget af det politikere, i særdeleshed kommunalpolitikere, ofte får skudt i skoene er, at de og deres værdier er til salg for en lidt tungere udvalgspost eller en bestyrelsespost med en ekstra pose penge. Det kan da også være et let forhandlingstræk for en bejler til borgmesterposten, hvis de ”bare” er at give et par udvalgsposter ud – og så er der opbakning. Men helt så let er det ikke, det viser analysen fra de to studerende fra Roskilde Universitet, ligesom erfaringen fra Trekantområdet med både Vejle og Fredericia som to modsætninger viser, at det brede samarbejde er mere værd end bare tunge udvalgsposter.

I Fredericia gik forhenværende borgmester, Jacob Bjerregaard, til valg på at lave et bredt samarbejde der skulle fordre en bedre politisk kultur i Fredericia, end tilfældet havde været i det forgående byråd, hvor langt de fleste sager blev afgjort med 11 stemmer imod 10.

Bjerregaard satte sig for bordenden på valgnatten og kunne uden problemer tælle til de 11 der skulle være bag ham, før han kunne iklæde sig den skinnende borgmesterkæde. Men selvom opbakning fra de politiske medspillere var der, så overholdt han sit løfte til vælgerne. Han ville det brede samarbejde. Derfor blev det med en tæt inddragelse af byrådets øvrige partier, at Bjerregaard kunne lave en samlet konstitueringsaftale – og derfra er resten næsten historie. 7 år i træk formåede han at lande et enstemmigt budgetforlig.

Det brede samarbejde har givet en politisk forankring og en stabilitet i byen. En stabilitet man langt fra ser, hvis man kigger til kommunen lige mod nord, Vejle. Her er det dårlige politiske miljø, med store interne uenigheder, grunden til at mange beslutninger bliver betvivlet voldsomt. Det giver en mindre sikkerhed for fremtiden og det giver udfordringer i at varetage alle vælgernes stemmer – og ikke kun de 51% der har stemt på de partier der står bag den siddende borgmester.

Det brede samarbejde i Fredericia sikrede, at Bjerregaard med den største sikkerhed kunne sætte sig for bordenden igen efter valget. Jovist var det med kæmpe opbakning fra vælgerne, der gav ham chancen for at beslutte alt selv, hvis det var det han ville. Men i stedet fortsatte han kursen. De gode relationer og det store ansvar han tidligere havde delt ud af – det fortsatte. Han nød en stor respekt og opbakning til det samlede politiske projekt, der ikke var et socialdemokratisk projekt – men byens projekt.

Det må være beviset på, at det brede samarbejde virker.

Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Bjørn Medom Nielsen
Bjørn Medom Nielsen
4 dage siden

Den 4 års periode, som betegnes som 11 – 10 perioden, var under blå blok i byrådet.
Inden da havde Uffe Steiner Jensen, i to perioder, praktiseret det brede samarbejde. Her blev han til slut faldet i ryggen af bl.a. blå blok i byrådet, der trods at de var gået ind for alle beslutningerne omkring havneområdet, lænede sig tilbage og lod Uffe Steiner tage alle kløene – og miste stemmer og tabe det dengang forestående byrådsvalg.
Den 4 – årige, blå blok – periode, hvor Fredericia var mest i TV på grund af diverse borgmester-skandaler, skubbede stille og roligt vælgerne over på en anden kurs, som de kendte i forvejen.
Så det brede samarbejde, som Steen Wrist også praktiserer, er en gammel og afprøvet form i Fredericia.