Fredericia lykkedes heller ikke denne gang med at få en repræsentant på Christiansborg. Der var ellers mange muligheder, så hvorfor gik det ikke, som mange politisk interesserede i byen havde håbet?
Svaret er ikke let. Og dog.
Ser man på det historisk blev Jacob Bjerregaard i 2011 valgt med 5.995 Fredericia-stemmer ud af 9.753 stemmer på Socialdemokratiet i alt. Et tydeligt bevis på, at man ikke skal mange år tilbage for at finde en kandidat, der opnåede valg, endda et imponerende valg.
Hvorfor blev han valgt?
Der er flere årsager, når man både ser på det analytisk, men også når man spørger de lokale fredericianere.
Kampagnemæssigt startede han tidligt en mediekampagne – flere år før 2011 med annoncer, læserbreve og løbende artikler. Arrangementmæssigt var han fast gæst til alt, hvad han kunne deltage i.
Han så håndbold, fodbold, deltog i byens liv, mødte folk på gader og stræder – også på det tidspunkt, hvor der ikke var udskrevet valg. Han løb Hannerup-løbet – nuvel forpustet, men han løb det – og med et budskab: Stem på Jacob Bjerregaard. Han spillede guitar, klaver, harmonika og mødte folk i øjenhøjde, og selvom mange socialdemokrater vil sige, at det gjorde deres kandidat også denne gang – så var det ikke med den lokale folkelighed, som Bjerregaard formåede at bringe til samtalerne og ved sin blotte tilstedeværelse. Indtil borgmestersagen var han byens suveræne stemmesluger, og lur mig: han havde ikke tabt borgmesterkæden, hvis han var stillet op igen i 2021.
Og så gjorde Bjerregaard også noget essentielt: Han flyttede til byen.
I Socialdemokratiet er flere frustreret over, at det ikke lykkedes deres kandidat, Jens Jonatan Steen at blive valgt. Partiet har ført en lang og tidskrævende valgkamp, hvor der virkelig blev lagt energi i at få ham valgt. Det gælder generelt størstedelen af partierne, vi har fulgt i vores dækningsområde – aktiviteten har været imponerende ved dette valg.
Også Venstre i Fredericia kæmpede sammen med deres altid glade og smilende kandidat, Tobias Jørgensen, for at komme ind. Men det lykkedes heller ikke. Venstres blev smadret i atomer – og to nye partier med baggrund i Venstre gik massivt frem, imens et politisk topnavn som Eva Kjer Hansen ikke blev valgt, og det blev Jørgensen heller ikke. Det var et katastrofevalg for Venstre.
Det så også ud til, at det nye parti Moderaterne kunne have fået en fredericianer på Borgen, Kasper Søstrøm. Men selvom han var at finde på gader og stræder, så fangede han ikke folk nok til, at de satte krydset ved ham.
Fredericianernes kryds afslører dog, at flere sætter kryds ved partiet af flere årsager. Det er ikke kun et spørgsmål om folkelighed eller bopæl. Der er faktuelt et stort antal vælgere, der tror, at hvis de sætter krydset på en kandidat, der ikke opnår valg, så er stemmen tabt, hvilket politiske nørder hurtigt kan afkræfte – stemmen tilfalder naturligvis partiet.
Susanne Eilersen peger selv på, at mange valgte ikke at sætte krydset på hende og partiet, fordi vælgerne frygtede stemmespild. Det skete med baggrund i meningsmålinger, som partiet konstant skulle forholde sig til.
Seneste fredericianer, der har siddet i Folketinget, er Susanne Eilersen. Hun var nuvel valgt i Sydjyllands Storkreds, men ikke opstillet i Fredericia. Hun havde dog alligevel et stort F for Fredericia på ryggen, når hun trådte ind på Christiansborg. Derfor er der mange, der siger: øv!
Men hvad manglede hos Socialdemokratiet i Fredericia, der vel havde den største chance?
Folkelighed.
Det er opskriften på at blive valgt i Fredericia. Og valget er startet. Det startede den 1. november kl.20.01.
Ved valget i 2019 fik Socialdemokratiet i Fredericia 9.432 stemmer, heraf tog Jens Jonatan Steen de 2.915. Ved dette valg fik partiet 10.317, imens Jens Jonatan Steen fik 2.751 stemmer. Han har haft tiden til at gøre noget ved det.
Han gik tilbage – så hvad gik galt, når moderpartiet opnåede fremgang?
Jeg tror ikke, at mange kan være uenige, når de analyserer og taler om Socialdemokratiets lokale kampagne i ugerne efter Mette Frederiksen udskrev valget. Jens Jonatan Steen var meget synlig fra dag 1. Han var her, der og alle vegne. Han fik kørt ministre ind til besøg – måske via sit eget engagement på Christiansborg. Han fik besøg af den berømte Arne, der lægger navn til Arne-pensionen. Han fik besøg af Mogens Lykketoft, der delte roser ud med ham i centrum af Fredericia, han var på TV2 News med Ørstedsproblematikken og Arne-pensionen. Han besøgte virksomheder, han besøgte borgere i deres hjem, han var – ligesom mange af de øvrige kandidater, alle steder. Peter Hummelgaard kiggede forbi, ja – Jens Jonatan fik mange til Fredericia. Han fik også besøg af statsminister, Mette Frederiksen.
Men han formåede ikke at få fat på lokalbefolkningen, der ikke så ham som en fredericiansk kandidat, selvom han kæmpede for Fredericia, som hans valgplakater lovede, var han ikke aktiv nok i perioden fra 2019 til 2022. I ny og næ dukkede han op med læserbreve eller kommentarer som eksempelvis, da Fredericia blev tildelt en række uddannelser eller når en minister kiggede forbi. Til hans forsvar var der også en coronapandemi, men han havde nok fået flere stemmer ved at være mere fysisk til stede i perioden.
Han skulle nok også have sagt ja, da han blev tilbudt en plads i Folketinget som 1. suppleant. Hans nej tak blev flittigt nævnt af flere vælgere.
Man kan ikke købe sig til folkelighed – heller ikke selvom Jens Jonatan Steen som udgangspunkt har kvalifikationerne, der kræves i dag – han hyler nemlig allerede blandt de politiske ulve på Borgen, hvor han har sin daglige gang i sit arbejde for Socialdemokratiet.
Selv det største parti kan ikke rulle en kandidat ind med fire-toget i Fredericia, selvom han som de øvrige kandidater kæmpede en vis del ud af bukserne med et stort kampagnehold bag sig. Det er ikke nok.
Det må være konklusionen, der i øvrigt fører også til en anden debat:
Folketingsmedlemmer burde vælges og bo i deres kredse. Af den simple årsag, at det vil give et meget stærkere og bedre demokrati, hvor alle har mulighed for at blive hørt. Der findes ikke den politiker – heller ikke de valgte fra Vejle, Kolding og Middelfart, som ikke vil bekræfte vigtigheden af at have en plads på Christiansborg.
Hvad så nu?
Der er flere opskrifter:
For det første: Vælgerne skal oplyses igen om, at personlige stemmer ikke er spildt, hvis kandidaten ikke vælges.
For det andet: Vil man vælges i Fredericia, må man besidde en stor portion folkelighed og endelig valget er i gang nu.
Og så er den bredere fortolkning: Kandidater fra Vejle og Kolding repræsenterer også “os i Fredericia”. Man kan heller ikke blive valgt til Christiansborg, hvis man kun “kæmper” for Fredericia. Christiansborg er større. Det er Danmark. Det er der flere eksempler på gennem tiden. Så måske skal vi i Fredericia udvide vores udsyn på området, selvom det havde været rart med en fredericianer på Borgen.
