Inflation er faretruende for enhver regering. Når virksomhederne hæver priserne på deres varer, vil de på kort sigt kunne kompenseres for tab. Men ved at sende regningen videre til forbrugerne, opstår der nogle nye problemer.

For det første falder efterspørgslen. Forbrugernes købekraft reduceres, og derfor køber de ikke så mange varer og tjenesteydelser. Det betyder faldende indtægter for virksomhederne. Samtidig vil forbrugerne – hvoraf mange er lønmodtagere – forsøge at blive kompenseret for prisstigningerne ved at kræve højere løn. Hvilket igen kan føre til, at virksomhederne hæver priserne.

Og sådan fortsætter det ellers.

Derfor er den nuværende situation farlig for den socialdemokratiske regering. Det er svært at overbevise vælgerne om, at de skal have forringet købekraft for det samme arbejde. Især for en rød regering. Finansminister Nicolai Vammen har slået fast, at man ikke er i stand til at kompensere alle for de stigende energipriser. Men det er heller ikke en kompensation, der er nødvendig. Det handler om at få bremset udviklingen.

De borgerlige partier har lugtet lunten, der kan få krudttønden til at eksplodere. De holder båltaler om, hvor svært det er for danskerne at leve med prisstigningerne. Problemet for danskerne er reelt nok. Sagen er bare den, at der ikke findes nogle lette løsninger. Når først udviklingen er begyndt, er det svært at bremse den. At arnestedet er Europas forbrug af russisk energi, er ingen hjælp til de danskere, der ud af det blå har fået fordoblet deres benzinregning i en tid, hvor det er et offentligt krav, at man pendler kilometer efter kilometer. Uanset om mange skal på arbejde eller læse, så er samfundet indrettet efter, at alle skal have en bil, hvis de ikke bor i storbyen.

Med et Folketingsvalg forude er gode råd dyre for socialdemokraterne. Under coronakrisen har man postet milliarder af kroner ud i samfundet for at undgå et sammenbrud på grund af nedlukninger og restriktioner. Det virker uoverkommeligt, at man kan gentage julemandsfinten. Kassen er trods alt ikke bundløs, hvilket man virksomheder måske oplever nu, hvor de mødes af flere bureaukratiske krav om tilbagebetalinger, moms og skat, selvom deres sager allerede var afsluttet. Nu skal pengene retur. Samtidig har man svinget med Dankortet for at få nyt militært isenkram. Allerede i den forbindelse varslede man ”svære valg”, når finansieringen skulle lokaliseres i velfærdsafdelingerne rundt omkring i landet.

I perioden fra 1870-1914 levede danskerne i en temmelig fredsommelig periode, hvor mange i samtiden betragtede hverdagen som “the good days”. Men da Første Verdenskrig dukkede op, forandrede det økonomiske billede sig markant. Rationeringer. Besparelser. Nød. Krige har det med at skabe store omvæltninger i økonomien. Krigen i Ukraine er ikke til at sammenligne med Første Verdenskrig. Men de alvorlige følgevirkninger af krig, kan man spotte i den udvikling, vi har set siden februar. Det er kun fire måneder siden. Alligevel er vi allerede ved at blive ramt betydeligt på vores levevilkår.

Energiforsyningen i verden er et generelt problem. Både for klimaet, såvel som for den politiske stabilitet. Mange i den vestlige verden har haft et stort forbrug. Ikke mindst danskerne, der trofast ligger i toppen, når det kommer til forbrugsfesten. I modsætning til mange af vores europæiske forbundsfæller, så har vi ikke haft et svært 20. århundrede med alvorlige krigshandlinger. Vi har ikke skullet genopbygge vores land. Det præger den danske mentalitet. Længe glemt er de altødelæggende krige, hvor Danmark blev ramt af krigens ulykker. Og ja. Besættelsen under anden verdenskrig var meget blid for danskerne; vi fik lov til at beholde det meste intakt.

Det er muligt, at EU er i stand til at handle effektivt på udfordringerne, alle står med lige nu. Tyskland har fra begyndelsen af unionen sikret sig, at der er blevet ført en stram finanspolitisk kurs. Hvilke skridt, der kommer fra EU, er uvist. Men hvis de europæiske lande ikke begynder at handle, risikerer man, at der opstår en ubehagelig ustabilitet i medlemslandene. For regeringen er der få valgmuligheder. De borgerlige partier foreslår, at man sænker afgifterne på energi. Sandt at sige, så har man været yderst flittige til at beskatte el, vand og varme. Men intet tyder på, at den ide passer til Socialdemokratiet.

Imens bliver befolkningen irriterede. Prisstigningerne udhuler budgetterne og ikke mindst de svageste borgere, bliver ramt hårdt. I forvejen er pensioner og offentlige ydelser langt fra fulgt med den naturlige prisudvikling. Det har været en sport at holde omkostningerne til syge, handicappede og ældre borgere nede. De står først i køen til at mærke konsekvenserne af prisstigningerne. Men nu begynder det arbejdende folk også at komme ind i køen. Så kan man starte med de lavestlønnede, og ellers vente på, at man når at ramme tilpas mange, til at der kræves andre boller på suppen.

Socialdemokratiet har altid haft det svært, hvis de havde regeringsmagten og der var krise hos det arbejdende folk. Ikke mindst i forbindelse med overenskomstforhandlinger, hvor der skulle kræves mådehold hos lønmodtagerne. Men det vil være i en helt anden liga, hvis 10-20 procent af købekraften, når at forsvinde, før man har fået løsninger på bordet. Derfor er det en truende krise, vi er vidne til.

Både erhvervslivet, lønmodtagerne og politikerne har derfor en fælles interesse i at få stabiliseret priserne, også købekraften for de svageste borgere. De fleste af dem har ofte pårørende, der vil blive tvunget til at tage over, hvis det offentlige svigter. Hvis velfærdsmodellen udhules yderligere, er det ikke sikkert de vil se med tilgivelse på det røde flertal. Uanset om de så har ansvaret for krigen i Ukraine eller ej.

Vælgerne vil have løsninger, ikke undskyldninger, når det kommer til deres pengepung. Det står i politikernes bibel i første vers.