Vi er i skrivende stund i 2022. Det betyder, at 1945 er en menneskealder væk. Generationen, der gennemlevede anden verdenskrig og besættelsen af Danmark i 1940-1945 er også snart væk. Hvor længe vil vi blive ved med, at mindes denne omtumlede tid i Danmarkshistorien? Hvornår glider den i baggrunden til fordel for noget andet?

Svaret er sandsynligvis: Når der atter sker noget epokegørende eller, når de sidste dalevende mennesker har forladt jorden. Efterkrigstiden har været usædvanlig fredelig for Danmark. Vi har siden 1945 levet i en idyllisk fred, hvor ingen fremmede soldater har sat deres ben på landets jord uden at være blevet inviteret. Det har været en epoke med kolossal vækst og modernisering af det danske samfund. 1960’erne blev fedtets årti, der skabet den danske velfærdsmodel på godt og ondt. Fortidens fattigdom forsvandt ud i glemsel i takt med indførsel af boligsikring, folkepension, førtidspension og bistandshjælp. Tilført en monumental byggetrang der fik de nu kendte betonkomplekser til at skyde op i alle provinser ud over hele landet.

Historien hviler altid på skuldrene af sig selv. Det er som det er, fordi det var som det var. Hvad betød besættelsen for danskerne? Nationen og borgerne kunne dårligt bryste sig af at have været modstandsvillige. Det narrativ, at man hurtigt efter besættelsen havde genfundet sig selv og gået aktivt til modværge var rimelig populært i årerne umiddelbart efter krigen. Man skulle finde en forklaring på den minimale indsats mod den tyske invasionshær. Men i realiteten var det få mennesker, der gjorde aktivt modstand. Men ved disse få menneskers indsats bevarede Danmark med nød og næppe en rest af ære. Og en plads ved bordet i den vestlige lejr, hvilket dog først skete efter diskussioner om Danmarks position i det nydannede FN.

De tidligere morgentimer den 9. april 1940 var kaotiske. Regeringen var presset. Man overgav sig. Forhandlingspolitikken blev en realitet. Danmark blev en feriekoloni for tyske tropper, der udover Europa gennemlevede rasende slag med uhørt brutalitet og modbydelighed. Da befrielsen kom den 4. maj 1945 med effekt næste morgen kl. 08.00 var Danmark sluppet ud af krigen og besættelsen uden skrammer. Så meget, at der i dag kan laves film om de meget få hændelser, der havde krigslignende tilstande.

Til gengæld var Europa lagt i ruiner. Englænderne og USA sønderbombede Tyskland og civilbefolkningen uden hensyn til, hverken børn eller andre uskyldige. Tyskland udraderede Østeuropa og gennemførte et folkemord på jøderne. Den kommunistiske leder Josef Stalin havde indtil det sidste troet på, at Hitler ville overholde den pagt, der var indgået mellem Tyskland og Rusland. Det skete ikke og Rusland var i den første del af krigen mod Tyskland i ren overlevelseskamp. Men efter krigslykken vendte førte russerne en brutal hævnpolitik på slagmarken og overfor civile. Resultatet blev et sønderlemmet landskab og civilbefolkninger i nød og armod.

Besættelsen af Danmark var fortsat en markant oplevelse for danskerne. Rationeringer, som man ellers også havde kendt rigeligt til før anden verdenskrig. Hertil begrænsninger i bevægelsesfriheden, synet af fremmede styrker på dansk jord og i danske byer. Men ikke mindst usikkerheden for, hvordan det hele skulle ende. Selvom det allerede i 1943 stod klart, at Tyskland ville tabe krigen. Da de allierede langt om længe satte verdenshistoriens største invasion i gang i 1944, var det et kapløb med russerne om, hvem der fik erobret mest i Europa. Den største bekymring kunne være om de kommunistiske tropper måske nåede at få Danmark under kontrol. Men her havde ”de tre store”, Roosevelt, Churchill og Stalin, allerede fordelt interesseområderne længe før, krigen nåede sin afslutning. Så Danmark kunne være sikker.

Erindringen om denne krig ebber ud. Historikerne har sikret eftertiden udførlige kilder i form af vidneberetninger, filmmateriale, billeder, litteratur og mindesmærker. Den vil fortsat blive husket i historietimerne, denne besættelse. Men om den vil have samme betydning i 2045, 100 år efter, er mere tvivlsomt. Hver generation har sin egen historie.