Der var fortvivlelse og frustration over demonstranterne til en demonstration foran Middelfart Rådhus torsdag eftermiddag. Baggrunden var de problemer handicappede oplever med at få den nødvendige hjælp fra det offentlige. Med bannere, dansk-top musik og klapsalver forsøgte de fremmødte at gøre opmærksom på de vilkår man kæmper med.

Demonstrationen var arrangeret af Handicapinitiativet, der på deres Facebookside skriver følgende:

“Handicapinitiativet er oprettet i frustration over Mette Frederiksen og regeringens ‘tomme løfter’ om at ‘det ikke skal være en kamp at få den hjælp man har behov for’”.

Herudover angiver man at være et fredeligt og aktivistisk netværk, hvis formål er at “holde den til enhver tid siddende regering ansvarlig for bedre forhold for mennesker med handicap”, samt andre svage grupper af mennesker i det danske samfund. På Facebook og til demonstrationen angiver mange berørte mennesker at det er en kamp at få den hjælp, man er berettiget til:

“Velfærdsstaten er ikke bare truet, den er under afvikling. De unge vælger i høj grad de kollektive servicefag fra pga. af årtiers nedskæringer, dårligt arbejdsmiljø, uligeløn og fravær af faglig frihed. Og samtidig kommer der flere og flere børn, unge, ældre og handicappede. Denne udvikling har vi i årevis advaret om, men vi er ikke blevet hørt. De offentlig ansatte er velfærdssamfundets bærende søjler, og deres arbejde kan ikke blive ved med at blive undergravet med besparelser, budgetlov, serviceloft og anlægsloft. Vi ønsker at vise fællesskabets styrke, og møder derfor op i samlet flok på tværs af velfærdsområdet, med ønsket om et løft og en priotering af et fælles, bæredygtigt velfærdområde! Vi ønsker at danne en fælles front mellem landets 2500 kommunalpolitikere, de offentligt ansatte, fagforeninger og sociale bevægelser, så der kommer ekstra nye milliarder til den kommunale og regionale velfærd ved de årlige forhandlinger mellem regeringen, KL og Danske Regioner”.

Under parolen “18 milliarder til en bedre fremtid” ønskede demonstranterne at tydeliggøre situationen i relation til den nylige forsvarsaftale, der sikrer det danske forsvar et betydeligt, økonomisk løft. En af demonstranterne, Gitte Nielsen, sagde:

“Jeg er skuffet. Vi er skuffede. Det velfærdssamfund som vi alle ønske at være en del af, som vi alle ønsker at bidrage til; at kunne hjælpe hinanden, hvis vi skulle få brug for hjælp: Det er gået i stykker. Den model vi har været rigtig stolte af i mange år, den fungerer ikke. Og det er efterhånden ligegyldigt, hvor hen i samfundet vi kigger. I børnehaverne. I skolerne. På plejehjemmene. Jobcentrene. Det sejler alle steder”, sagde hun markant.

Samtidig gav hun udtryk for at rigtig mange handicappede havde ønsket at deltage i demonstrationen. Men det havde de ikke mulighed for, fordi de ikke kan få den hjælp, der skal til for at komme ud.

Bag demonstranterne kunne man se medarbejderne hos Middelfart Kommune komme ud efter en endt arbejdsdag. Det er blandt andet deres indsats, der var på tale ved dagens demonstration. Forbipasserende stoppede også op og lyttede til talerne eller spurgte om, hvad det gik ud på. I pauserne mellem talerne var der dansktop musik, så man ikke behøvede undvære godt humør. Stemningen var generelt meget fredelig. En enkelt politibil kom forbi i begyndelsen af demonstrationen, men betjentene kunne hurtigt konstatere at de handicappede, deres pårørende og andre interesserede var ude i et demokratisk ærinde.