Den tidligere FHK-keeper, Christian Lynggaard, har i denne sæson gjort comeback i håndboldligaen efter et langt skadesforløb, der tvang karrieren på stand-by. Det har Fredericia Avisen taget en snak med ham om.

1, 2, 3, Lynggaard er en mur. Det ikoniske tilråb har utallige gange gjaldet fra tilskuerpladserne i Fredericia Idrætscenter og øvrige haller rundt omkring i håndbold-Danmark, hvor FHK har spillet.

Uden at være født og opvokset i Fredericia er Lynggaard et navn, som alle kender i og omkring FHK. Med sin sprællende stil i målet diskede han op med spektakulære redninger, og udenfor banen gav han sig altid tid til at snakke med alle i og omkring FHK.

Karrieren stoppede dog brat tilbage i 2012, hvor FHK både rykkede ned i 2. division og gik konkurs. Christian Lynggaard døjede med flere skader, som gjorde, at han måtte sætte håndboldskoene på hylden. Siden er det blevet til et comeback på lavere plan i Team Vestfyn, men i september ringede ligaklubben SønderjyskE til Christian Lynggaard, da de stod og manglede en keeper.

– Det har været helt fantastisk i min alder, når jeg har været væk i så lang tid og så prøve det her igen. Det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg ville komme til at spille i håndboldligaen igen. Så det er en fed chance jeg har fået, siger Christian Lynggaard og kommer ind på stoppet tilbage i 2012:

– Det var heller ikke med min egen god vilje, at jeg måtte stoppe på højt niveau. Jeg fik nogle alvorlige skader. Jeg havde en alvorlig øjenskade og en alvorlig hofteskade, som gjorde, at jeg skulle ind igennem tre operationer med øjet og en operation i hoften, som gjorde, at jeg simpelthen måtte være væk fra håndbold i tre år. Jeg kom først tilbage i 2015, hvor jeg spillede 3. division i Team Vestfyn.

Drømmer om mere håndbold på topniveau

Fra at have spillet 3. division med Team Vestfyn, er Lynggaard nu med på den helt store scene igen. Det har krævet en omvæltning for “muren”, som han kaldes i FHK-kredse.

– Det er selvfølgelig en omvæltning, men for hver træning kan jeg se, at jeg forbedrer mig. Selvfølgelig er det næsten at komme som ungdomsspiller og prøve det hele igen, men jeg tror, at min progression vil være hurtigere end en ungdomsspiller, fordi jeg har noget erfaring jeg kan trække på, fortæller Christian Lynggaard.

Lynggaard har kontrakt med SønderjyskE sæsonen ud, men han udelukker ikke tage fortsætte på topniveau efter det, hvis der kommer tilbud.

– Det vil jeg ikke afskrive. Jeg brænder efter at spille håndbold, og nu har jeg endelig fået chancen. Jeg kan se i træningen, og så småt i kampene, at jeg kan begynde at byde ind med noget. Mit håb er, at jeg måske på et 1. divisionshold eller måske et bundhold i ligaen, kan finde en plads. Det har jeg en drøm om, lyder det fra Christian Lynggaard.

37-årige Christian Lynggaard, der bor i Ejby, er i løbet af sin karriere blevet noteret for to A-landskampe tilbage i 2003. Udover FHK har Lynggaard i løbet af sin karriere spillet i blandt andet HF Mors, Ribe HK og TM Tønder.