På Middelfart Volleyball Klubs hold, der er nummer 1 i Volleyligaen, spiller Irvan Brar. Det har han gjort siden 2020, hvor han kom til klubben.

Middelfart har netop vundet 3-1 over Nordenskov UIF, men det var langtfra givet, at Middelfart vandt opgøret. Middelfart var ramt af flere coronatilfælde, og det betød blandt andet, at holdet ikke havde spillere med, som er vant til at spille libero.

Det var dog ikke til at se efter opgøret. Brar og holdkammeraterne tog bolden i hånden og fortsatte inde på banen med at hygge sig med nogle ungdomsspillere, og efter lidt spil, var det tid til at gøre status på opgøret for Irvan Brar, der konstaterede, at holdet ikke havde haft de bedste betingelser.

– Det var lidt tricky. Vi blev testet mange gange, og har ikke kunnet træne, fordi vi har haft positive test, men vi kom og gjorde vores bedste, siger Brar.

Kampen i ligaen mod Nordenskov betød endnu en sejr på kontoen for de sejrsvante middelfartere, der er på førstepladsen, men ude i horisonten lurer et større mål.

– Jeg kan kun tale for mig selv. At vi er nummer et viser selvfølgelig, at vi gør det godt, men jeg tænker mere på pokalturneringen, hvor vi er med i Final4, forklarer Irvan Brar.

Den 26-årig canadier henviser til stævnet, der afvikles den 4.-5. februar. I semifinalen møder Middelfart VK Vestsjælland, som Middelfart besejrede 3-1 på udebane den 14. januar. Alligevel kan man mærke på Brar, at der er stor respekt for Vestsjælland, samt Aarhus og Gentofte, der er de øvrige deltagere. Netop Gentofte slog Middelfart i sidste års pokalfinale.

– Det har givet os selvtillid, at vi vandt sidste år, hvor vi peakede på det rigtige tidspunkt. Det er gode hold, der er med i år, så vi skal træne godt og gøre vores bedste, siger Irvan Brar.

I forhold til sidste sæsons hold har MVK skiftet lidt ud. Spørgsmålet er, om dette års hold, der fører ligaen, er bedre end sidste års pokalvinderhold?

– Det er et svært spørgsmål. Flere af dem, der var her sidste år, vil sige, at vi var bedre der, men jeg synes, at vi har chancen for at være et bedre hold i år, forklarer Brar.

Brar er en ærgerrig spiller. Under opgøret mod Nordenskov, der ligger i den tunge ende af tabellen, var det ikke til at tage fejl af canadierens indstilling. Uanset om modstanderen hedder Nordenskov eller rivalerne fra Gentofte er målet klart. Han vil vinde, og derfor sigter han også stort i denne sæson, hvor han vil gøre alt for at vinde ligaen og pokalturneringen.

– Det vil betyde meget. Vi tabte semifinalen i ligaen sidste år, og det var irriterende. I år vil jeg gå efter at vinde begge dele, siger Irvan Brar med henvisning til, at Middelfart tabte semifinaleserien 3-1 til Marienlyst.

Efter sidste års pokaltriumf mod Gentofte var Brar en tur i bølgen blå i Marinaen, og han tøver ikke på spørgsmålet, om han vil gentage det.

– Hvis vi vinder, gør jeg det igen, siger Irvan Brar og griner.

Kigger man ned over Middelfarts hold, er der flere udlændinge på holdkortet, men i tidligere tilfælde har de valgt at skifte fra klubben efter en enkelt sæson. Det er dog ikke tilfældet med Irvan Brar, der i sidste sæson blev kåret til ligaens MVP (Most Valuable Player).

– Jeg har det godt her. Der er en god kultur i klubben, og overgangen fra Canada til har var været nem. Der er flere grunde til, at jeg valgte at forlænge med klubben, og en af dem var, at vi skulle spille med i Europa Cuppen, siger Brar.

Middelfart tabte 3-0 i begge opgør til PAOK i den indledende runde af Europa Cuppen, men hvem ved om endnu en sæson med europæisk volley på programmet kan holde den glade canadier i Middelfart?

– Jeg har ikke besluttet mig endnu, slutter Irvan Brar.

Én ting er sikkert. Med Brars vinderinstinkt vil han gøre alt for at gentage sidste års pokaltriumf, og kæmpe med til det sidste om guldet i ligaen, der skal afgøres i et slutspil med kvartfinaler, semifinaler og finaler.

Om Irvan Brar får drømmen om endnu en pokaltriumf opfyldt, kommer der svar på, når Final4-stævnet afholdes i Ceres Arena i Aarhus.