Karsten Byrgesen (D) anerkender gårsdagens voldgiftsafgørelse om bortvisningen af den tidligere kommunaldirektør i Fredericia Kommune.

Karsten Byrgesen er godt tilfreds med, at der er kommet en afgørelse, men det er ærgerligt, at der er spildt så mange penge.

– Det var, hvad vi kunne forvente. Jeg synes, at det er godt, at der er kommet en afgørelse i sagen, og rent menneskeligt er det godt, at vi ikke har en tidligere kommunaldirektør, der har trådt så meget ved siden af, så det kunne berettige en sanktion. Det er jeg glad for på hendes vegne og på hendes families vegne, indleder Karsten Byrgesen, der dog er ked af det på borgernes vegne:

– Det råd vi fik, rent juridisk var, at der var noget at komme efter. Sandsynligheden for, at der kunne fældes en dom, var stor. Derfor er jeg undrende over, at der nu ligger en afgørelse, der dokumenterer, at der ikke var noget at komme efter. Man kan altid sige ja, men det er fordi, vi ikke har undersøgt det godt nok, men det materiale, der ligger til grund for afgørelsen, er der taget en beslutning på. Den siger, at der ikke er noget at komme efter, og så er der ikke noget at komme efter. Længere er den ikke, slår Karsten Byrgesen fast.

Karsten Byrgesen slår også fast, at han har stor tiltro til afgørelsen og myndigheden bag.

– Når en ankemyndighed og domstol har afgivet en kendelse, så er det sådan, det er. Jeg er naturligvis ærgerlig over, at vi igen har en møgsag, hvor kommunen har tabt noget. Det vil hænge ved i mange år. Vi skal ikke gå ud for at vinde, men det faktum at vi taber igen og igen betyder, at vi får nogle trælse udgifter, og der vil blive et økonomisk efterspil. Kortspil er alle de rigtige mange millioner, vi har brugt på en advokat, der har været til ingen verdens nytte. Det undrer mig stadig, at vores egen juridiske afdeling ved kommunen ikke er i stand til at gøre noget i sådanne sager selv. Det er muligt, at det er fordi, de kun kan arbejde med andre sager.

Byrgesen fortæller også, at advokatfirmaet var sikre på, at bortvisningen var okay, men det var den ikke, og det irriterer Byrgesen.

– Når der lå et klart råd fra Horten Advokatfirma om, at der var noget at komme efter og de anbefalede, at vi skulle lave en bortvisning, så må vi slå fast, at det er fordi, at advokaten vurderer, at det er stensikkert, men det var det ikke. Jeg har selv været med til at godkende og sige, at det var i orden. Jeg synes også, at man skal reagere prompte, når man får det juridiske grundlag, som var, at der ikke var noget at komme efter. Det omvendte havde været, at der kunne falde en anden afgørelse, og vi ikke havde gjort noget, så havde det også været galt, siger politikeren.

– Jeg vil gerne slå fast, at jeg er klar på den tidligere kommunaldirektørs vegne og hendes familie. Det er bare irriterende, at vi har brugt så ufatteligt mange penge, som er frådset væk, tilføjer han.

Om den juridiske rådgivning har været mangelfuld eller fejlbehæftet, har Karsten Byrgesen svært ved at vurdere, men kommunen har tabt.

– Juridisk er der altid en risiko for, at noget kan gå begge veje, når man anlægger en sag. Jeg tror også, at det ville være svært at sætte et scenarie op, hvor man ikke kører en sag, hvis man ikke på forhånd ved, at man vinder. Jeg tager til efterretning, at retfærdigheden, på det grundlag der forligger, er sket fyldest. Igen står Fredericia Kommune med den lange næse, siger han og tilføjer:

– Nu kommer der nok et efterspil, fordi den tidligere kommunaldirektørs rådgivere, vil bede om tort, og det sker i en tid, hvor vi mangler penge til kernevelfærd.

Fredericia Kommune må nu betale og man får intet ud af pengene, mener Nye Borgerliges byrådsmedlem i Fredericia.

– Det er en dyr afslutning, det er der ingen tvivl om, men når der er truffet en afgørelse af en myndighed, så tror jeg på den og bakker 100 procent op, sådan er det, og så må Fredericia til foret og trække pengene op af kassen. Vi har ingenting fået for det, andet end dårlig omtale, men sådan er det, og det er vilkårene, slutter Karsten Byrgesen.