I dag kan Business Fredericia fortælle, at organisationen har nået årets mål på 650 medlemsvirksomheder.

Hele 650 virksomheder er i dag medlemmer af Fredericias erhvervsorganisation Business Fredericia. Business Fredericia blev stiftet i januar 2015, og  startede ud med 400 medlemmer, som Business Fredericia arvede fra byens øvrige erhvervsorganisationer. Tallet blev hurtigt 507, så 607, og nu hele 650 medlemmer.

Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

”Vi er stolte over den opbakning, som det lokale erhvervsliv har vist os. Vi arbejder løbede på at styrke vores organisation, få feedback og støtte områdets erhvervsliv i vækst, samt fremme innovation, iværksætteri og naturligvis yde en god service for vores erhvervsliv. Samtidig har vi arbejdet med at tiltrække nye virksomheder til området, og det er lykkes. Vi er dog på ingen måde i mål, vi er i arbejdstøjet hver eneste dag for at fortsætte den positive udvikling”, siger erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer.

Målet er 700 medlemmer i 2020, og det er Business Fredericia tæt på nu. Business Fredericia er i dag den største erhvervsorganisation i Trekantområdet målt på medlemmer.