I dag kl. 12 slukkede lyset i 300 Dagli´Brugser i Danmark, også hos den lokale brugsuddeler i Dagli’Brugsen Egeskov, Fredericia.
Som følge af en 3-dobling af udgifterne til el går Coop nu i gang med de mest omfattende besparelser på energien i koncernens over 1000 butikker. Over 2000 kølere blev slukket og fjernet fra butikkerne, der blev skruet ned for temperaturer og lys og derudover gennemførtes en lang række individuelle tiltag i hver butik.
Mandag 5. september kl. 12 blev lyset i de ca. 300 butikker i Dagli´Brugsen. Det var kortvarigt og symbolsk, for at tydeliggøre, at mange af disse mindre forretninger er ekstremt pressede af de eksplosivt stigende omkostninger – som på sigt kan true en række lokale butikkers eksistens. Der vil i den kommende tid blive gennemført test, hvor lyset delvist slukkes for at kortlægge, om det er muligt at gøre permanent i stor skala.
Siden 2016 har Coop gennemført et meget omfattende energibesparelsesprojekt, hvor samtlige lyskilder – pærer, spots og lysstofrør – er blevet udskiftet, der er lagt låg på kølere og frost mv. Det har medført en reduktion i forbruget på omkring 20 procent.
Coops samlede årlige elregning vil med det nuværende prisniveau stige med op mod op mod 500 millioner. kr. Der er i øjeblikket stor risiko for, at der kommer yderligere betydelige prisforhøjelser
Udover de ekstraordinære handlinger, der sker her og nu, fortsætter Coops langsigtede energispareplan, der omfatter etablering af solcelleanlæg, bedre udnyttelse af overskudsvarme og andre ting, som samlet skal reducere energiforbruget med yderligere ca. 10 procent i 2025.
– Det er korrekt, at vi var med i det tiltag, fordi vi vil være med til at sætte fokus på problemstillingen.
Hvordan var oplevelsen hos kunderne?
– Vi fik lidt spydige kommentarer, eksempelvis: “I skal jo bare huske at betale jeres elregninger.” Men det var jo ikke det fidusen var i tiltaget. Og så var der nogle tyskere, de tog det egentlig stille og roligt, vi er jo et turistområde, de fandt blot deres telefoner frem og lyste. Vi havde så briefet dem lidt på forhånd, for vi kunne jo godt se at de var turister, siger brugsuddeler Poul Erik Qualmann, der dog også mødte mange smil og venlige ord.
– Ellers var det jo, i de her fem minutter at seancen varede stille og roligt, der var lidt smil på læben, og de fleste syntes, det var en lille fin aktion, uddyber uddeleren.
De stigende elpriser har i månedsvis bekymret danskerne i almindelighed, fordi de store regninger går udover danskernes økonomi, men også de små købmænd rammes i særdeleshed. Alene i august måned har den lokale købmand betalt tre gange så meget for butikkens strøm.
– Det er dybt kritisk, hvad vi oplever med priserne. Det her kan blive et spørgsmål om liv eller død. For mit vedkommende, der er min regning på strøm for august alene tre gange så høj, som den var sidste år, og det er ikke fordi, at jeg har brugt ret mange flere kilowatt, det er den her stigende elpris, der har gjort det største udslag i vores økonomi, siger Poul Erik, der allerede har igangsat flere projekter.
– Vi gør tingene på en anden måde. Vi har hidtil været meget sådan sparsommelige, forstå mig ret; vi har skiltet med, at man skal huske at slukke lyset på toilet og i kølerummene. Vi har censorer til lys på det store lager, så de er slukket nu, hvor de før måske var tændt. Det som vi kigger lidt ind i er, at vi også har pillet nogle køleskabe og små kølere ud af butikken, hvor de måske har stået uden at blive brugt så meget, eksempelvis en isfryser, der førhen har stået lidt længere, end den gør nu, siger Poul Erik og tilføjer:
– Den er kun i butikken, når det er sæsonen for ispinde. Så er der produkter vi har fjernet fra køl, fordi man godt kan sælge dem, uden de er nedkølet. Dertil har vi også sat timere på alle vores køleskabe, som er tilbage, vel og mærket. Der er også varer som øl og sodavand – det er jo ikke et krav, at de skal stå køligt.
Overvejer solceller
Brugsuddeleren fra Egeskov i Fredericia kigger på sigt på nye energiløsninger, der kan gøre butikken mindre afhængig af de usikre energipriser.
– Vi kigger på sigt ind i en snak om solceller eller ligende – det er der, vi er nu, fortæller Poul Erik, og uddyber, at de gjorde det af en helt særlig årsag:
– Vi gjorde det her af en årsag, vi har et ønske om at få lyd på, og formodentligt og forhåbentligt ramme nogle, der kan gøre noget ved det, og vil kigge på det, for det her kan blive rigtig grimt, særligt hvis du ikke har økonomien. Vi kan ikke vælge at sige: “Vi slukker lige en fryser”, for det kan ikke lade sig gøre, hvor du måske derhjemme har to frysere, og kan nå at tømme den ene og slukke den anden, slutter uddeleren.