Den brasilianske fodboldlegende, Pelé, er død i en alder af 82 år.

En af de største fodboldspillere igennem historien er gået bort. Med en sublim teknik fortryllede han hele fodboldverdenen, men nu er død efter længere tids sygdom.

Igennem længere tid har Pelé kæmpet imod kræft i tarmen, og nu har han tabt kampen, oplyser hans agent til AP.

Den brasilianske troldmand underskrev den første kontrakt som 15-årig. Her skrev han under med Santos, hvor han endte med at spille fra 1956-1974. I den tid formåede han at lave 619 mål i 638 kampe inden, at han sluttede klubkarrieren med et par år i New York Cosmos, som han spillede 56 kampe for og hvor det blev til 31 mål.

Allerede som 16-årig endte Pelé med at spille en stor rolle for det brasilianske landshold, som han endte med at lave 77 mål for i 92 kampe. I både semifinalen og finalen til VM i 1958 scorede han og vandt der den første af hans i alt tre VM-titler som den blot anden spiller i fodboldhistorien. 

Pelé indstillede karrieren efter opholdet i New York, og flere af fodboldens stjerner har siden slået fast, at brasilianeren er den største fodboldspiller nogensinde. De ord er kommet fra alt fra Pelés landsmand, Zico, til Cristiano Ronaldo, som begge offentligt har udtalt det. 

Efter endt fodboldkarriere har Pelé blandt andet været brasiliansk sportsminister. Det skete i perioden 1993-1998. I 2004, i anledning af FIFA’s 100-års jubilæum, udpegede han de 125 bedste fodboldspillere, der levede på det tidspunkt, og med på listen havde han blandt andet sig selv. Året efter blev Pelé udnævnt som H.C. Andersen- ambassadør af H.C. Andersen 2005-fonden, der var sat i søen for at lave festligheder til H.C. Andersens 200-årsdag i 2005.

På det individuelle, sportslige plan er Pelé blandt andet blevet kåret til den bedste spiller i 1900-tallet sammen med en anden legende, Diego Maradona. Derudover har Pelé vundet et hav af topscorertitler og fået priser i forbindelse med præstationerne på det brasilianske landshold.