På mandagens byrådsmøde i Fredericia langede flere af de blå partier ud efter Enhedslistens matematiske udregninger i forhold til punktet om budgetopfølgning for 2022. Venstres Peder Tind spurgte, om der hang et pengetræ på Fredericia Vold. 

Byrådsmødet var meget præget af debat, og særligt de første punkter gav anledning til snak. Særligt punktet om anden budgetopfølgning gav debat i salen. Opfølgningen viser, at der er et forventet regnskab for 2022 for 2022 på 2.5487,241 millioner kroner, hvilket er 43,2388 millioner kroner over Fredericia Kommunes aktuelle serviceramme for 2022. Dog har Fredericia Kommune modtaget 7,422 millioner kroner i kompensation vedrørende covid-19 og fordrevne fra Ukraine. Det betyder, at servicerammen må overskrides med det beløb uden sanktion.

– Det er alvorligt at skyde 36 millioner kroner ved siden af, når man er så langt i budgettet. Venstre var ikke med i budget 2022. Blandt andet ikke, fordi vi når man kiggede i det, var præmisserne ikke retlige. Det blev de heller ikke. Det kan man se på resultatet i dag. Grunden til overskridelsen var, at det ikke var retvisende. Vi har taget ansvar selvom vi ikke var med. Vi var med til at spare på socialområdet, vi advarede om ikke at bruge bufferpuljen, der ellers var fin at have i dag. Vi bad senior- og socialområdet om at kigge på hele området. Man kiggede kun på socialområdet. Nu kan man se det i bagklogskabens tegn, da man skyder over nu. Vi sagde, at retvisende budgetter var afgørende, sagde Venstres Peder Tind.

– Det er træls at stå og kigge ind i et budget, hvor vi overskrider rammen med 36 millioner kroner. Vi lavede tiltag i sidste budget, som skulle dæmme op for det. Blandt andet fik DF en temperaturmåling på ældreområdet med. Den temperaturmåling har været længere undervejs, og er blevet udvidet i forhold til vi kigger på medarbejders trivsel og sygefravær. Noget målingen viser er, at vi kan gøre en masse på ledelse og på sygdom og trivsel så vi kan undgå vikartimer. Vi ejer en masse bygninger. Vi mener, at det er en ommer og skal gå mere til værks. Vi ejer for mange, og har ikke fundet den ønskede besparelse. Det skal vi gøre noget ved. Vi havde en takstsag. Vi vedtog sidste års budget uden et takstblad. Der er en sag, der viser, at vi skal af med otte millioner kroner mere på den konto. Noget af det, der er svært at styre er, at bruge hele servicerammen, og når der kommer dyre enkeltsager som børneområdet, skal flere anbringes. Det er ikke sådan, at vi er gået ind med lukkede øjne og ser, at vi er endt et sted. Der er kommet parametre, der har gjort, at vi endte der, sagde Susanne Eilersen.

Det Konservative Folkeparti var ikke i byrådet før 1. januar 2022, og var derfor ikke en del af sidste års budget. Tommy Rachlitz Nielsen konstaterer dog, at han har forståelse for det er det budget, der arbejdes med nu.

– Det er nødvendigt at kigge frem, men kigger vi tilbage, er det kun til budgettet. Vi er kommet til for at tage ansvar. Vi har forståelse for, at bugettet er det vi arbejder i nu. Vi kan være trist over, at det rammer ved siden af. Vi har vist, at vi var klar til at tage fat med det samme og i de besparelser, der blev fremlagt. Det var der ikke stor opbakning til. Få partier ville gå med noget af vejen, men der var ikke nok til at ville undgå og tage af bufferpuljen, forklarede han.

Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten tog derefter ordet, og langede ud efter de borgerlige partier.

– Jeg undrer mig over tingene, der siges, som om det er en løsning. Så skulle man at lægge tallene sammen for os andre. Selv hvis man på socialområdet havde taget samtlige besparelser på området, så kunne det ikke løses der. Meget af det er lovbundet, og man ville i alt kunne spare 14 millioner kroner væk, og derfor var vi ikke i mål, sagde hun.

SF er også nye i byrådet, og var derfor ikke en del af budgettet, der blev ved taget sidste år.

 – Vi er kommet for at trække i arbejdstøjet. Det undrer mig med underskudet på området. Det er tilbagevendende, at de områder har været underfinansieret. Vi går til forhandlinger om et retvisende budget. De pludselige sager er ikke pludselige. Ser man statistik på det, kommer der en stribe sager. Det kræver, at der er en bufferpulje på området og ikke en general, som vi skændes om, sagde Connie Maybritt Jørgensen.

Både Konservative og Venstre kom efterfølgende med et modsvar til Cecilie Roed Schultz.

– Jeg er nødt til at anholde det Cecilie siger. Vores lommeregnere regner ikke ens. Når man siger, at vi ikke var nået i mål, betyder det ikke vi ikke tog de ekstra millioner kroner med. Så ønsker man ikke at løse problemerne, sagde Tommy Rachlitz Nielsen inden, at Peder Tind tog ordet:

– Jeg er bange for Enhedslistens lommeregner. Folk skal betale mere i skat, og der er et pengetræ på volden, sagde Tind ironisk og fortsatte:

– Den skal have fuld skrald. Vi gik ind i 2022 med en klar viden om at budgettet ikke var retvisende. Jeg vi gerne høre Enhedslisten indrømme, at I gik ind i 2022 vidende om, at det ikke var retvisende budgettet.

Konservative var uenige

Et af byrådsmødets øvrige punkter omhandlede Boligkontoret Fredericias ansøgning om opførelse af 24 almene seniorboliger. Boligkontoret Fredericia ønsker at opføre et nyt seniorbofællesskab i hjertet af Fredericia by. Boligkontoret ønsker at bygge 24 almene seniorboliger beliggende ved siden af Gasværksgrunden på hjørnet af Bjergegade/Dalegade/Fynsgade. Det forslag stemte Det Konservative Folkeparti imod, men med et flertal fra den resterende del af byrådet blev beslutningssagen vedtaget.

Det Konservative Folkeparti stod også alene, da det omhandlede debatten om at sænke kommuneskatten for 18 millioner kroner.

– Det fandt vi desværre ikke nogen opbakning til i økonomiudvalget. Det gør mig ærligt talt sur og skuffet, for det afskærer Konservative for at spille ind med de 18 millioner kroner i budgetforhandlingerne, forklarede Tommy Rachlitz Nielsen.

Det blev også foreslået at sænke kommuneskatten, som ville betyde, at skatten ville falde med i alt 50 millioner kroner i 2023. Økonomiudvalget gik kun med til dækningsafgiften. 

– Borgermesteren siger selv, at vi har en stor kassebeholdning, men vi må ikke bruge pengene. Nu vil han stoppe flere ned i kassen næste år, sagde Rachlitz.