Skoler landet over markerer i dag børnekonventionens fødselsdag i samarbejde med Red Barnet. Årets tema er retten til undervisning, som for mange danske børn er lettere end nogensinde at relatere til, fordi de i foråret selv oplevede en hverdag uden skole. Knap 10 millioner børn i andre dele af verden risikerer aldrig at vende tilbage til skolen efter coronakrisen.

Nogle holder tale om en selvvalgt børnerettighed for klassen, andre skriver debatindlæg om deres rettigheder eller laver foldebøger med tegninger af børn på vej til skole. Aktiviteterne spænder bredt, når Red Barnets ambassadørskoler og andre skoler over hele landet i dag markerer børnerettighedsdagen i samarbejde med Red Barnet. Flere end 60 skoler fejrer dagen.

Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, glæder sig over, at der står børnerettigheder på tusindvis af danske elevers skoleskema denne dag.

  • Med børnekonventionen blev det endegyldigt slået fast, at børn er selvstændige individer med selvstændige rettigheder. Det er der grund til at fejre, men børnerettighedsdagens formål er også at tale med børn om, at de har rettigheder. For børn, der kender deres rettigheder, har langt bedre mulighed for at sige fra, hvis de krænkes. Og der er stadig børn, som får krænket deres rettigheder – også her i Danmark, siger hun.

Retten til undervisning er særlig aktuel i år

I år er temaet for børnerettighedsdagen retten til undervisning. Og netop den ret er på grund af coronapandemien både særligt aktuel og lettere for danske børn at relatere til end nogensinde, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

  • I foråret oplevede danske skolebørn fra den ene dag til den anden pludselig, at deres skoler lukkede ned, og at de i stedet blev nødundervist hjemmefra. Derfor tror jeg, at danske børn i år vil have en ny og helt særlig forståelse af, hvor vigtig retten til undervisning er, siger hun og fortsætter:
  • Desværre er den uddannelseskrise, som pandemien har udløst, langt fra ovre. Hvis vi skal sikre, at alle hjemsendte børn ude i verden kommer tilbage i skole, kræver det en kæmpe indsats fra verdenssamfundet. Samtidig bør vi ikke glemme de mange millioner børn, der selv før corona stod uden for skolen. For uddannelse giver ikke kun børn mulighed for at skabe sig selv en lysere fremtid. Det sikrer også bedre børneliv, fordi risikoen for at blive giftet væk, sendt i arbejde eller rekrutteret til væbnede konflikter er lavere for børn, der går i skole.

Ifølge Red Barnets seneste analyse risikerer næsten 10 millioner børn aldrig at vende tilbage til skolen efter coronakrisen. Allerede før krisen stod 258 millioner børn og unge ifølge Unesco uden for skolen.

Fejring i coronaens tegn

Pandemien sætter ikke bare årets tema i et særligt relevant lys, den gør også, at flere af dagens begivenheder foregår digitalt. Eleverne vil blandt andet kunne se videotaler, som Johanne Schmidt-Nielsen, social- og indenrigsminister Astrid Krag og komiker og Red Barnet-ambassadør Michael Schøt har lavet til dem i dagens anledning.

Red Barnet udskriver desuden i år en tegnekonkurrence. Ved at tegne eller male en af børnerettighederne kan eleverne vinde præmier til deres klasse. De tre vindere vil også få deres rettighedsbillede trykt på kort, som Red Barnet vil sælge for at rejse penge til arbejdet for nogle af verdens fattigste og mest udsatte børn.

Om børnerettighedsdagen

Red Barnet fejrer børnerettighedsdagen hvert år den 20. november, og det sker blandt andet sammen med størstedelen af organisationens 69 ambassadørskoler
Børnerettighedsdagen markerer årsdagen for vedtagelsen af FN’s børnekonvention
FN’s børnekonvention er underskrevet af næsten alle verdens lande og sikrer børns grundlæggende ret til udvikling, beskyttelse og medbestemmelse
Læs mere om Red Barnets gratis undervisningsmateriale ’Retten til god og gratis undervisning’ og se årets videotaler fra social- og indenrigsminister Astrid Krag og komiker Michael Schøt her: https://redbarnet.dk/skole/boerns-rettigheder/

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer