Fredericia døgnrapport 23.10.2017

Biva udsat for hærværk
Her til morgen, mandag klokken 00.45, har der været enten hærværk eller forsøg på indbrud i Biva på Vejlevej. En sten er blevet kastet igennem et vindue, men gerningsmændene har ikke været inde i forretningen.

Forsøg på indbrud i Taulov
Mandag morgen klokken 01.50 har der været forsøg på indbrud i et værksted på Jens Thuesens vej i Taulov. Man har forsøgt at bryde døren op, formentlig med en skruetrækker, men foretagendet mislykkedes idet tyvene blev opdaget af ejeren. Der er tale om to mænd, men der er ingen yderligere signalement.

Forsøg på indbrud 
Alarmen gik i Cafeteriet på gasværksgrunden ved Købmagergade fredag klokken 05.18. Man har været inde i lagerrummet ved at bryde en port op, men umiddelbart tyder det ikke på at noget er stjålet.

Indbrud i lejlighed
Hoveddøren til en privat lejlighed på Fynsgade blev mellem fredag klokken 16.00 og lørdag klokken 14.15 sparket op, hvorefter tyven har været inde i hjemmet og stjæle en hvid bærbar HP PC.

Tyveri fra BMW
I føljetonen om tyveri fra nyere BMW biler gik det natten til fredag mellem klokken 02.30 og klokken 02.45 ud over en hvid BMW stationcar på Skærbækvej. Også i dette tilfælde gik tyvene efter airbags og instrumentbrædt. Men derudover blev bilen overhældt med sort maling, hvilket adskiller sig fra de tidligere tyverier.