Analyse: Efter 7. oktober 2023 står det lysende klart, at Obama og Biden-administrationernes udenrigspolitik kan ende blandt den mest katastrofale strategi i moderne amerikansk historie. Det er i denne forbindelse vigtigt at slå fast, at Obama-administrationen (2008-2015) fortsatte ufortrødent med nogenlunde det samme hold i 2022. Resultatet af den omfattende appeasement-politik er i 2023 entydig. Rusland har invaderet Ukraine og der er krig i Europa. Mellemøsten står i flammer. Kineserne har allieret sig med Rusland, og er klar til at udfordre USA i Asien, sammen med Nordkorea.
Man kan sige meget om Donald Trump og hans præsidentperiode 2017-2021. Men han var frygtet af selv de værste diktaturer på grund af hans uberegnelighed. Trump havde intet problem med at indføre hårde sanktioner mod Iran og sende missiler afsted mod præstestyret i Teheran. Han var en elefant på den internationale scene, men han tvang de allierede i NATO til at spytte mere i kassen til deres eget forsvar, noget som utallige præsidenter måtte opgive, da NATO-medlemmerne havde vænnet sig til at USA altid trak det store læs. Uanset hvor pinlig Donald Trump kunne virke under de internationale topmøder, så rystede han posen godt og grundigt.
Straks efter at Joe Biden var blevet valgt som præsident, overtog Antony Blinken ansvaret for den amerikanske udenrigspolitik. Få uger før Hamas opsigtsvækkende terrorangreb på israelske civile pralede hans medarbejdere med, at der ikke havde været så meget ro i Mellemøsten i årtier. En tragikomisk konstatering. Fiaskoen som Blinkens politik er udtryk for, kommer til at definere amerikansk sikkerhedspolitik i mange årtier. Som sikkerhedsrådgiver under Barak Obama var han manden, der agiterede for den appeasement, hvis resultater har styrket de antiamerikanske interesser massivt. Både i form er betydelige midler til at føre krig for, såvel som modet til at udføre spektakulære angreb mod amerikanske interesser. Det er værd at bemærke, at Hamas også slog amerikanere ihjel den 7. oktober 2023, samt at der også er amerikanske gidsler i Gaza. En kendsgerning der massivt underspilles overfor offentligheden, men som for bare få årtier siden havde udløst massiv gengældelse fra USA.
Sådan er det ikke under Biden. Den alderssvækkede præsident optræder dag efter dag som mere fraværende end tilstedeværende. Pinlige tv-billeder flimrer derudaf. Samtidig med at man kan se de bekymrede rådgivere omkring ham, der udmærket ved, at han knap nok kan læse de talekort op, han får stukket i hånden. Ved den seneste tv-tale læste han op fra teleprompten. Forsøgene på at få Joe Biden til at virke åndsfrisk er komiske. Endnu mere underholdende er det, at det demokratiske parti fortsat insisterer på at Joe Biden stiller op til endnu en præsidentperiode. I meningsmålingerne er han ellers så meget bagud, at det virker som et helt håbløst projekt. Bedre er det ikke blevet af at Robert Kennedy Jr. trækker tocifrede procenter i samme målinger, hvilket skader demokraternes muligheder for alvor.
Men det er den udenrigspolitiske situation, der på den værste måde afslører det kaos, der hersker bag kulisserne i Washington. Alt tyder på at man helt har mistet overblikket. Samtidig med at amerikanerne har stået i spidsen for en massiv våbenforsyning til Ukraine, står man nu med en frontkrig i Mellemøsten. En krig, som man nødvendigvis kan blive nød til at deltage aktivt i, hvis Israel skal beskyttes, som den amerikanske doktrin for Mellemøsten siger. Demonstrationer i de vestlige lande mod israelerne afslører dybe ar blandt immigranter, der fortsat nærer et stort had til jøder og israelere. Diskursen er aggressiv, og fronterne er trukket skarpt op. Hadet til USA er også stort. Det kan Biden-administrationens hjælpeløse appeller til kritikerne ikke hjælpe på. Den amerikanske politik og indgriben i Mellemøsten, som den blev udfoldet under den kolde krig, er en del af den kritik, der også rejses mod Israel. For mange arabere er USA en af årsagerne til, at Israel findes.
Der er en grund til at iranerne kalder USA for “den store Satan”.
Venstresocialismen og Mellemøsten
Modstanden mod Israel (og dermed USA) blev iscenesat fra Kreml, hvor kommunisterne aktivt understøttede og forsynede organisationer i Mellemøsten, der ville slås med Israel og USA. En stor kampagne rettet mod venstrefløjen i vesten blev iscenesat. Herunder anvendte man påvirkningsagenter, der skulle ændre på det politiske billede i landet ved at udfordre Socialdemokratiet og de borgerlige partier på deres grundværdier i forhold til sikkerhedspolitikken. Når man leder efter et startsted for venstrefløjens engagement og interesse i konflikten i Mellemøsten, så skal den findes slutningen af 1960erne, hvor kommunisterne massivt udnyttede den upopulære krig i Vietnam som løftestang.
Agitationen bredte sig blandt unge i vesten, der var inspireret af helte som Fidel Castro, Che Guevara og Mao. En sær blanding af heroisk modstandskamp og demonstrationer mod krig.
Det er ikke tilfældigt, at man også begyndte at gå i grøn militæruniform i Gaza. Definitionen af en frihedsbevægelse blev formet med inspiration fra blandt andet Cuba. Samtidig besluttede man sig for at slå til kvalitativt, ikke kvantitativt. Det vil sige via spektakulære terrorangreb, der kunne sætte den palæstinensiske sag på dagsordenen. 1970erne vidnede om den succes man fik med at få verdens opmærksomhed rettet mod Mellemøsten.
I Danmark blev kampen mod Israel også aktiv, hvor Blekingegadebanden har sat sine historiske spor. Det var udbredt blandt eksempelvis dele af unge lærere på de danske folkeskoler at gå med det karakteristiske tørklæde, der symboliserede palæstinenserne. Venstrefløjen i 1970’erne havde enorm succes med at få den unge generation ind i folden, ikke mindst på grund af den store modstand mod USA og Vietnamkrigen. Det var et kort, som gammelkommunisterne i Moskva formåede at udnytte aktivt. Også i Socialdemokratiet eksisterede der helt op til slutningen af 1980’erne en stor beredvillighed til at være særdeles nyttige for den kommunistiske propaganda, der blev skabt i Moskva.
Siden da er de vestlige landes demografi blevet kraftigt forandret via massiv immigration fra ikke mindst arabiske lande. Denne nye virkelighed kommer til overfladen i nutidens kulturelle sammenstød. Der er ikke længere tale om den samme homogene befolkningsgruppe, som den de vestlige lande havde for 40-50 år siden, men derimod har vi i dag et multietnisk samfund.
Der har i USA været en stor tradition for, at hvis landet eller amerikanere blev angrebet, så stod man sammen. Det ser vi ikke under den nuværende krise i Israel. På trods af at 30 amerikanere er blevet myrdet. Under præsident Carters sikkerhedspolitiske krise i 1979-1981, var det er kæmpe tema i USA, at Iran havde taget 52 amerikanere som gidsler, da man angreb den amerikanske ambassade i Tehran. Det definerede hele Carters præsidentperiode. Til sammenligning omtalte Biden-administrationen de nuværende amerikanske gidsler i underordnede vendinger, samtidig med at der i stedet for proklameredes støtte til den palæstinensiske sag. Gidslerne virkede nærmest til at være et underordnet emne for Antony Blinken, der apropos slettede et opslag på X, hvor han kort tid efter angrebet den 7. oktober 2023 opfordrede til våbenhvile før terrorangrebet var overstået. I den daglige nyhedsdækning i vesten har gidslernes situation tilsvarende fyldt meget lidt. Derimod har Israels missilangreb fået massiv dækning. Samtidig med at Hamas missilangreb ikke har. Også de officielle interesseorganisationer som FN og WHO har tydeligt erklæret, hvor deres primære interesse ligger.
Intet af dette ville sandsynligvis være sket under Donald Trump. Udover at Trump hurtigt ville have trukket amerikansk støtte til både FN og WHO, så havde vi nok set handling indenfor få timer eller dage. Biden-administrationens håndtering af krisen virker både amatøragtig og panikslagen. Bidens besøg til Israel endte som en katastrofe, der ikke løste noget som helst, men frem for alt segmenterede den forvirring, der lader til at præge beslutninger og kommunikation i Det Hvide Hus. Kursen er lagt til en langvarig konfrontation mellem øst og vest, men også internt i de vestlige lande. De mange konflikter der ulmer under overfladen, er ved at komme frem. Intet kan tænde ilden mere end den årtusinde gamle konflikt. En ting er dog sikkert:
Dem der ønskede at tænde krudttønden, har fået fuld valuta for pengene. Det er Obama og Biden-administrationerne, der har hovedansvaret for den politik, vi i dag ser konsekvenserne af i vesten. Forsøget på at overbevise Iran om at acceptere vesten mod at få løftet sanktioner er slået fejl. Forsøget på at få Rusland til at leve side om side med Ukraine, er slået fejl. Det er en fejlslagen politik, hvor USA har opgivet deres styrkeposition, og den blev indledt af Obama og videreført af Biden. Først med rømningen af Afghanistan i 2021. Så med angrebet på Ukraine i 2022. Nu med angrebet på Israel i 2023.
Svækket USA
Amerikanerne står alvorligt svækket tilbage. Det republikanske parti er i opløsning og kraftigt påvirket af Trumpismen, “Make America Great Again” og den isolationisme bevægelsen ønsker, samt Trumps massive støtte blandt græsrødderne og i meningsmålingerne. Det demokratiske parti er i opløsning og kraftigt påvirket af en elitær tilgang til den gennemsnitlige amerikaner, samt Joe Bidens enorme upopularitet blandt de afgørende vælgere i centrale dele af USA. Samtidig står grænsen mod Mexico åben, og det vælter ind med illegale immigranter, hvilket man dagligt kan se på de amerikanske nyhedskanaler. En kendsgerning der kommer til at påvirke det kommende præsidentvalg markant.
Samtidig med at USA virker afkræftet, fortsætter Rusland med at holde stand i Ukraine. Sandsynligvis med den klare forventning at der kommet et magtskifte i Washington. Toneangivende republikanere på Trump-fløjen er mod støtten til Ukraine. De vil ikke betale for krige i andre dele af verden, men vil have “America First” som erklæret mål. Det er en gammel melodi, der kendes helt tilbage fra første verdenskrig, og som har stærke rødder i den amerikanske politiske system.
Alt tyder på at der er et paradigmeskifte på vej i amerikansk udenrigspolitik. Det kommer næppe fra Joe Biden og hans regering. Men det kommer fra midten af det amerikanske samfund, hvor man er forfærdet over den svaghed, der nu udstilles for hele verden. I USA har man altid haft en tilbøjelighed for isolationismen, hvor holdningen er, at amerikanerne har nok i sig selv. Det påvirkede præsident Roosevelt massivt i 1930’erne, og var en af hovedårsagerne til at USA ikke gik ind i krigen mod Tyskland, selvom selveste England – den nærmeste allierede i hele verden – kæmpede for at overleve. Først i slutningen af 1941, og efter at USA selv var blevet angrebet af Japan, gik amerikanerne i krig. Indtil da måtte englænderne klare sig selv. Slaget om England sluttede først i midten af 1941, da tyskernes blitz mod landet mislykkedes.
Det siger meget om, hvor dybt den amerikanske modvilje er, når det handler om at være verdens politimand. Efter angrebet på Israel er man nu virkelig kommet i knibe. De store stridigheder i amerikansk politik er så omfattende, splittelsen så dyb, at de to lejre end ikke har nogen form for fælles fodslag, selv når det gælder amerikanske gidsler. På den måde har angrebet den 7. oktober 2023 afsløret hvor svækket USA rent faktisk er. Hvilket blev understreget af portugiseren og socialisten Antonio Guterres, da han på et FN møde den 25. oktober 2023 gav israelerne skylden for terrorangrebet. Hvor Donald Trump havde fjernet den økonomiske støtte til de grene af FN, der entydigt støttede op omkring tvivlsomme forbindelser, genindførte Joe Biden den finansielle strøm til selvsamme. FN er gentagne ganget blevet kritiseret for ukritisk at anvende støttemidler.
Det er nærliggende at antage, at årsagen til de mange miskalkulationer fra Biden-administrationen skyldes den alderssvækkelse, Joe Biden tydeligvis er ramt af. Præsidentembedet kræver meget af et menneske, og uden en klar ledelse, er administrationen tydeligvis ramt af interne magtkampe mellem rivaliserende grupper, der fortolker “præsidentens ønsker”. Situationen er risikabel for verdens sikkerhed, da denne primært er bygget op omkring amerikanske jetfly på hangarskibe, samt ikke mindst illusionen om at USA fortsat har ambitioner om at forblive verdens tilbageværende supermagt.
Israelske fejltagelser og politiske katastrofer
Den israelske regerings første fejltagelse var at man var uforberedt på angrebet den 7. oktober 2023. Den anden fejltagelse var at premierminister Netanyahu få timer efter angrebet sagde, at der nu var tale om en krig. Hvis Israel havde holdt sig til at betegne angrebet som terror, havde man haft en anden fortælling, end den der nu eksisterer. Terroristerne har designet hele konflikten til at være egnet til de sociale medier. Der blev ikke kun filmet med kameraer allevegne under massakren. Også i Gaza stod hundredvis af kameraer parat til at filme de modangreb, man uundgåeligt forventede ville komme fra Israel. Billederne bruges nu i den verdensomspændende kampagne mod jøder, der ikke er set lignende siden Holocaust og nazismen. Det er en uhyggelig grad af udspekuleret ondskab, verden er vidne til.
Det hvor sympatien vil skifte endegyldigt, er når terrorangrebene i vesten dukker op for alvor.
De mange meningsløse symbolerklæringer om solidaritet og støtte til identitetspolitiske problematikker, den udenrigspolitiske fiasko, den undergravende inflation og økonomisk degradering af den gennemsnitlige amerikaners købekraft, vil med uundgåelig føre til en ny situation som den, vi så i 2016: At amerikanerne stemmer mod den etablerede dagsorden og for hvad som helst, der vil gøre op med eliten. Det betyder, at “Make America Great Again” er øverst på dagsordenen. Det betyder også, at mange af de politisk orienterede erklæringer, som eksempelvis FN’s generalsekretærs socialistiske sympati for terrorangrebet den 7. oktober 2023, kan føre til kommende besparelser på den amerikanske støtte til sådanne institutioner. Men også til EU og de elitære kommissærer i Bruxelles. Det ulmer overalt. En ny republikansk præsident kan være en Donald Trump 2.0. Om det så er en kandidat med et andet navn. Så kommer republikanerne for at gøre op med 4 års ydmygelse og appeasement. Det kan blive et paradigmeskifte.
Antony Blinkens usædvanlige omtale af en “to stater” på et tidspunkt, hvor der endnu var amerikanske gidsler i Gaza, taget under et terrorangreb, vil gå over i historien som en af de mest eklatante fejlgreb på den sikkerhedspolitiske scene i Mellemøsten nogensinde:
Den amerikanske sikkerhedspolitik har siden slutningen af 1940erne været baseret på afskrækkelse. Det vil sige at USA altid slår igen, hvis deres interesser trues. Israelerne har tydeligvis bemærket Blinkens forsøg på appeasement, men de lader til at acceptere det med skuespil. Beslutningen om at slå hårdt til mod de mål, der passer Israel, lader til at være truffet for længst.
Israelerne kommer for at slås til den bitre ende. Med eller uden USA. For hver dag Blinken har styret den amerikanske sikkerhedspolitik, har denne rykket verden tættere og tættere på en storkonflikt i Mellemøsten og Europa. Det er et forløb, der kun kan sammenlignes med den som Storbritannien og Frankrig leverede i 1930’erne, da de forhandlede med Adolf Hitler. Først under Obama-administrationen, der ikke reagerede på Putins agressioner mod Ukraine. Nu situationen i Mellemøsten.
