Sportsbranchen har i længere tid været lukket helt eller delvist ned for tilskuere. Nu er der ingen restriktioner, og det kommer både klubberne og fansene til gode.

I Fredericia har man i nogen tid kunne opleve liv og glade dage på Monjasa Park, men for FHK’s vedkommende blev første kamp afviklet under forholdsvis normale omstændigheder den 26. august mod KIF Kolding, og til hjemmekampen den 1. september var der slet ingen restriktioner til kampen mod Bjerringbro-Silkeborg, da kravet om fremvisning af coronapas var udfaset.

En af de personer, der følger både FC Fredericia og FHK, er frederianske Klaus Bernhardt. Han er tit at finde til FC Fredericias hjemmekampe, og til FHK’s hjemmekampe er han frivillig, og tager med fanbussen på udebane. Derfor har det seneste halvandet års tid været en periode for ham, hvor han manglede de oplevelser, som han ellers normalt får.

– Undervejs har vi prøvet at være til stede i et begrænset omgang med eksempelvis 500 til håndbold, og det var ikke det samme, men nu kan man mærke det, der er sket. Der har været tre hjemmekampe i håndbold, og man har kunnet mærke en eufori. Også fra andre end de inkarnerede fans. Man mærker begejstringen, siger Klaus Bernhardt, der som frivillig også oplevede, hvad det vil sige, at der ikke var tilskuere:

– Jeg har været så heldig, at jeg kunne komme til FHK’s hjemmekampe som frivillig, men det har naget mig, at vi har manglet fansene. Jeg har til gengæld slet ikke kunnet se fodbold, så det var ikke så godt. Jeg vil jo gerne se begge dele, fortæller han.

Klaus Bernhardt ses her i gågadebilledet, men han er flittig gæst til fodbold og håndboldkampe.. (Foto: AVISEN)

Klaus Bernhardt fornemmer generelt, at folk hungrer for at komme ud at se sport igen. En af hans opgaver til FHK’s kampe er at tage sig af udeholdets fans, og i den forbindelse talte han med de medrejsende Skjern-fans til fredagens opgør mellem vestjyderne og FHK.

Klaus fortæller, at Skjern-fansene var helt i hopla over at måtte være til stede igen. Personligt ser den sportsinteresserede fredericianer frem til indvielsen af den nye tribune på Monjasa Park på fredag.

– Det bliver vildt fedt, og jeg tror der kommer vildt mange mennesker. Der er en form for eufori for at komme ud og opleve ting igen, siger Klaus og kommer med et eksempel:

– Det hele har en sammenhæng. Går du til et sportsarrangement eller en koncert påvirker det resten af byen, især hvis det er fredag eller lørdag. For nogle uger siden var der en strandkoncert med Hjalmar, hvor der var mange mennesker, og hvad skete der? Rigtig mange gik videre ud i byen bagefter.

FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, nikker genkendende til, at mange gerne vil ud at se fodbold igen. Om det lige præcis er grundet genåbningen ved han ikke.

– Først og fremmest går godt sportsligt, det påvirker, så udover, at samfundet er åbnet mere op, så bliver det ekstra forstærket af, at det går os godt. Sejren i søndags betyder helt sikkert, at der kommer flere på fredag, sådan er mekanismen. Det der er vigtigt, og det så vi i Horsens er, at fanklubben er ved at finde sammen igen. De har været vant til at bruge weekenderne anderledes i en periode, og det tager lidt tid at få vendt det igen. Det har vi også talt om i Divisionsforeningen, siger Stig Pedersen og slår fast:

– Folk skal være trygge ved at komme på stadion igen, men erfaringen viser, at der stort set ingen smitte har været i forbindelse med fodbold. Det kombineret med, at langt de fleste er vaccineret, så mener jeg, at det er forsvarligt at stå side om side til fodbold igen, siger Stig Pedersen.

Stig Pedersen glæder sig der igen kan være fulde huse på Monjasa Park. (Foto: AVISEN)

Fredag spiller FC Fredericia på hjemmebane mod FC Helsingør. Det er rækkens nummer to mod et, og samtidig indvies den nye tribune på Monjasa Park officielt.

– Det er fantastisk, at det falder sammen med, at vi har gratis entré, og man får to øl, vand og pølser til ens pris. Komikeren Melvin Kakooza kommer og underholder i pausen, men vi skal huske, at det er en vigtig turneringskamp. Derfor er det begrænset, hvad vi laver af show på banen. Vi laver lidt underholdning og borgmester Steen Wrist vil indvie tribunen officielt. Jeg håber, at fredericianerne møder talstærkt op på fredag. Vi har aldrig nogensinde gjort det bedre sportsligt, så vi har gjort vores del, siger Stig Pedersen med et smil.

Thomas Renneberg-Larsen forventer, at tilskuertallene vil stige som efteråret skrider frem. (Foto: AVISEN)

I thansen ARENA er det en glad håndbolddirektør, Thomas Renneberg-Larsen, der fortæller, at klubben har solgt flere sæsonkort end i tidligere sæsoner.Vi har oplevet, at nogen ikke kunne få en siddeplads til en af hjemmekampene, fordi der var udsolgt, men i år har de købt et sæsonkort. Om det så derfor er en konsekvens af genåbningen ved jeg ikke, siger han og kommer ind på hans oplevelse med, at der igen er åbnet fuldt op:

– Det er virkelig glædeligt for os alle. Det smitter af på spillerne på banen, og vi har oplevet en stor begejstring fra de tilskuere, der har været. Vi har ikke oplevet, at nogen har følt sig utrygge ved at komme i arenaen, siger han.

Senest var der 1.805 tilskuere til FHK’s kamp mod Skjern, og det tal forventer Thomas Renneberg-Larsen vil stige som efteråret skrider frem.

– Der er så mange events at tage til for tiden. Folks kalendere er booket med fester, der ikke er blevet afholdt grundet restriktionerne. Om nogle måneder forventer jeg, at vi når op over de 2.000 tilskuere, siger Thomas Renneberg-Larsen og fortsætter:

– I forhold til tilskuertallet skal folk også vænne sig til, at vi ikke længere har gratis entré på ståpladser. De eneste, der kommer gratis ind, er vores medlemmer, der hidtil i sæsonen er kommet omkring 200 til hver kamp, og det er vi rigtig glade for. Det er godt at se, at de også bakker op om ligaholdet, slutter Thomas Renneberg-Larsen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her