I Danmark har ældreområdet i den moderne historie altid været en varm kartoffel for de folkevalgte politikere. På den ene side ville man gerne bruge de mange herlige skattekroner, der årligt kunne skrabes ind via arbejdsstyrken, på moderniseringer af infrastrukturen, embedsapparatet, fordelingspolitikken eller forskellige partipolitiske mærkesager. På den anden side var de ældre en stor gruppe af vælgere, man helst ikke skulle lægge sig ud med.
Går vi tilbage i tiden, var fattiggården sidste udkald, hvis man ikke havde andre muligheder. Staten beskæftigede sig ikke synderligt med at have en politik af betydning på ældreområdet. Med tiden steg den gennemsnitlige leveralder betragteligt. I 1901 var den gennemsnitlige levealder 52 år. I 1930 var den pludselig steget til 61 år. For i 1960 at lande på 72 år. Så ved indgangen til 1960’erne havde man på knap 60 år fået 20 års længere levetid. Fødselsprocenten var faldet fra 3.0 til 1.7. Dødsprocenten var faldet fra 1.6 til 0.9. Antallet af personer over 65 år var steget fra 162.644 i 1901 til 487.747.
Årsagerne til den forbedrede levetid var flere. Forbedret sanitet, forbedrede boligbyggerier, socialreformer, økonomi og opdagelsen af penicilin gjorde livets gang på jord længere og mere sikkert end i fortiden. Men det betød også at samfundet nu stod med en større gruppe af ældre, der også kunne gå til stemmeurnerne. Det var ikke fordi, man ikke tidligere havde overvejet konsekvenserne af en kummerlig alderdom i nød og armod. Men det var et langt og sejt træk at få ændret på de barske eksistensvilkår, som mange ældre måtte leve under.
I 1891 blev fattighjælp forandret til alderdomsunderstøttelse. I 1922 forandredes alderdomsunderstøttelsen til aldersrente. Men i 1957 nåede man endelig frem til den mere lødige folkepension. Som rejsen viser, var det i fortiden forbundet med stor usikkerhed at blive gammel. Ikke mindst hvis man ikke havde børn, der ville være glade givere eller havde haft mulighed for at ligge noget til side. Ideen om at samfundet burde give de ældste borgere en værdig tid i deres sidste år, blev forankret i den danske selvforståelse. Samtidig blev det også et af de værdigrundlag, der eksisterede for den stadigt voksende skatte- og afgiftsbyrde man lagde på en hårdtarbejdende befolkning.
Men glæden ved at give til de svageste var ikke altid stor. Det vidner et utal af pensions- og socialreformer i det 20. århundrede om. Det var en af Socialdemokratiets største bedrifter, da man fra 1930’erne og frem mod 1970 skabte det, man kan kalde for en solidarisk aldersomsorg. Ideen om at fællesskabet skulle takke for indsatsen ved at give en ældre medborger noget at leve af, samt en rimelig grad af respekt og værdighed, fik mange stemmer trukket til partiet. Problemet med velfærdsreformerne var dog, at statens omkostninger voksede og voksede. I slutningen af 1970’erne havde man ganske vist sikret en bred vifte af social understøttelse. Men man havde også en stat på kanten af fallit. Anker Jørgensen (A) kastede håndklædet i ringen, og det gav Poul Schlüter chancen for at føre borgerlig reformpolitik. Det tog mere end et årti før Socialdemokratiet igen kunne stå i spidsen for Danmark. I den periode ændrede partiet sig også. Da magten vendte tilbage var man parat til at se på beskæftigelsespolitikken, overførselsindkomster og pensionerne. Den demografiske kurve var ikke til at tage fejl af:
Befolkningen fortsatte med at blive ældre og leve længere, men samtidig kunne man i krystalkuglen se at en række årgange med store fødselstal en skønne dag ville forlade arbejdsmarkedet og pænt bede om deres pensioner. Socialdemokraten Mogens Lykketoft arbejdede ihærdigt på at advare om fremtidens økonomiske byrde, når mange i hans egen generation ville gå på pension. Folk på arbejdsmarkedet måtte derfor se at komme i gang med at spare op. Som finansminister i Poul Nyrup Rasmussens (A) regering var fremtidssikringen af den gode alderdom vigtig. Dengang i 1990’erne var der endnu et udbredt arbejdermiljø i mange danske industribyer, så det var ikke nødvendigvis populært, hvis man antydede at pensionen var i fare. Diskussionerne om pensionssystemet har kronisk plaget socialdemokraterne, men også Venstre lærte om farerne ved at kaste sig ud i forringelser på dette område. Intet under at selv Socialdemokratiets seneste valgkamp i 2022 atter bragte tidlig pension på banen. Det er blevet en slager i bedste dansk top format.
Men debatten var på måder ny. På venstrefløjen stod det ikke til diskussion at de goder arbejderbevægelsen havde kæmpet sig frem til i det 20. århundrede ikke skulle sløjfes. En tryg alderdom var en af de store af slagsen. Ikke desto mindre var der også i 1970’erne en diskussion om, hvor meget man skulle gøre for ældre. Eftersom at gruppen af ældre var vokset betragteligt, var få politikere i stand til at indrømme besparelser overfor denne gruppe.
“Hvis pensionisterne kunne leve af kønne ord og blive tykke af og fede af dem, så ville de leve godt for det er mange smukke ord, der altid tales om pensionisterne, når vi diskuterer dem i denne sal. Det kan de bare desværre ikke”, sagde Ebba Strange fra Socialistisk Folkeparti under en debat i Folketinget i 1975. Stranges pointe var meget god:
De fleste partier ville gerne love den gode alderdom til danskerne, men økonomisk set var det en stor omgang, der kunne blokere for mere nutidige behov. Under inflations- og energikrisen i 2022 stod politikerne i kø for at lave hjælpepakker til ramte pensionister, men kun Dansk Folkeparti vovede at stille forslag om automatisk at regulere pensionerne efter prisudviklingen. Hvor hjælpepakkerne kun kunne gøre en forskel midlertidigt, så var en automatisk justering af pensionisternes købekraft en vedvarende løsning på uventede prisstigninger. Pensionerne er stort set ikke fulgt med hverken lønudviklingen eller prisudviklingen i lang tid. Det har gavnet på statens budgetter, men ikke i den daglige husholdning for pensionisterne. Hvem bestemmer også, hvor meget det koster at få en god alderdom?
Under reformprocesserne i 1950’erne og 1960’erne kæmpede fagbevægelsen for at få mere i løn for mindre arbejdstid. Og længere ferier. Men det lykkedes også at få vedtaget en folkepension, der trådte i kraft i 1957. Det med at man kunne spare op til sin pension på en gennemsnitlig løn hørte fremtiden til. Den ældre generation hyldede ofte arbejdsomheden og fliden som en dyd. Man gik på arbejde til man døde. Ellers var man jo til overs og i vejen. Midt imellem var der jo altid Gudstjeneste om søndagen. Men den købte de unge i 1960’erne ikke. Denne generation opfandt praktisk talt skilsmissen, og dermed ophørte de traditionelle familiebånds beskyttende effekt mod alderdommens armod og nød. De splittede familiers tidsalder begyndte. Hvor man i det nittende århundrede havde de ældste som respekterede og værdifulde stemmer i familien, så blev de i det 20. århundrede en unødvendig byrde. Man kunne ikke længere have de ældre boende i hjemmet til de døde. De måtte et andet sted hen.
Pensionsreformerne skal ses i lyset af ændringerne i familiestrukturen, den stigende sekularisering, det moderne samfunds krav på tid fra det enkelte menneske og den voksende interesse for det perfekte barneliv. I den forstand betød den økonomiske uafhængighed meget for de ældre, der ikke kom til at lægge deres børn til last. De moderne plejehjem er ofte kun i brug i kort tid, fordi man kommer til, når der ikke er andre muligheder. Det vil sige, når man er så gammel eller syg, at man er ude af stand til at sidde alene et eller andet sted.
Siden 1901 er levetiden i gennemsnit blevet forbedret. Der fødes væsentligt færre børn, men danskerne lever i længere tid. Alderdommen er fortsat til diskussion. I ældrepolitikkens tidevand er begrebet “ældrebyrden” ofte blevet anvendt. Men da alle per definition ender med at blive gamle, indhentes enhver af virkeligheden, når alderdommen melder sig. Diskussionen om hvorvidt det er den enkeltes eget ansvar (og mulighed) at sikre deres alderdom, har været en kronisk kioskbasker de sidste 75 år.
