Nutidens plejehjem er blevet teknologiserede og mekaniserede. Det, der tidligere var små hjem, er i dag store centre, og det bærer de i høj grad præg af. Alt, hvad der bare minder en lille smule om hygge og personlighed, bliver alt for ofte erstattet af upersonligt, industrielt interiør, der selvfølgelig letter arbejdsdagen for alle vores gode folk i ældreplejen, men som desværre også tager store dele af glæden og charmen ud af alderdommen.

Udviklingen er sørgelig og på mange måder svær at forsvare. Selvfølgelig skal vi sikre de bedst mulige arbejdsforhold for vores ansatte, men mon ikke arbejdsglæden faktisk kunne øges, hvis plejehjemmene blev mere hjemlige og mindre institutionaliserede? Det tror jeg.

Alle ældre har ret til en værdig alderdom. Det betyder imidlertid, at vi skal skabe ældrehjem, der er små og hyggelige frem for store og kliniske. Der skal dufte af hjemmelavet mad, ikke kun af desinficerende rengøringsmiddel. Der skal hænge billeder på væggene, stå blomster i vindueskarmene og ligge duge på bordene.

Jeg synes faktisk ikke, det er meget at forlange, at de mennesker, der i 30, 40, 50 år har bidraget til det danske samfund, får lidt igen på deres ældre dage. Derfor mener jeg også, at vores ældre fortjener en alderdom i et hjem og ikke i en institution.

Susanne Eilersen. Byrådskandidat og kommunalordfører. Dansk Folkeparti.