Traditionen tro blev årets juleøl frigivet klokken 20:59 fredag aften. Der var liv og glade dage på de fredericianske beværtninger, der alle havde set frem til den store dag.

På Zwei Grosse Bier Bar var der gjort lidt ekstra ud af J-dag, som dagen hedder i folkemunde. Således var det muligt at vinde flere præmier i løbet af aftenen.

Man kunne bytte et juletræ til et øltårn klokken 20:59. Aftenens højeste juletræ vandt en bordpakke til selve J-dagsaftenen, mens vinderen af konkurrencen også gik videre til en landsdækkende Zwei Grosse-konkurrence om at vinde en julefrokost for 10 personer.

Fredericia Avisen var selv et smut forbi Erritsø Bodega hos Ellen, hvor der var fuldt hus. Flere lokale havde siddet klar allerede siden klokken 17-18 stykker for dels at hygge, men også for at være klar til den obligatoriske gratis første omgang af juleøl klokken 20:59.

Foto: Patrick Andersen, Fredericia Avisen

Der var virkelig gang i den på Erritsø Bodega med et blandet publikum. Flere sad og fejrede J-dag med deres forældre, mens også håndbold-fanklubben HK Ultras drak sorgerne ud fra torsdagens nederlag til Odder Håndbold.

Der var god stemning på bodegaen, hvor der blev jublet til den helt store bodega-medalje, da Royal-, Tuborg- og Albani-pigerne i nævnte rækkefølge gæstede bodegaen på Gammel Landevej.

Klokken 01:45 blev det meddelt, at det var tid til sidste omgang i baren, og bodegaen lukkede efterfølgende i fred og ro, efter en dag, hvor der var særdeles velbesøgt på “bæverdængen” i Erritsø.