En elev fra 4. klasse på Kirstinebjergskolen afd. Indre Ringvej er blevet testet positiv for Covid-19. Det bekræfter Magnus te Pas, der er konstitueret Børne- og Ungedirektør i Fredericia Kommune.

Lørdag blev det meldt ud via forældreintrasystemet Aula, at der har været et smittetilfælde i 4. klasse på Kirstinebjergskolen afd. Indre Ringvej. Forældrene i den berørte klasse og enkelte elever fra en af øvrige klasser på årgangen har i den forbindelse fået instrukser om hjemmeisolation og testning, ligesom lærere, der har haft med klassen at gøre mandag, tirsdag og onsdag i denne uge er blevet orienteret med samme instruks.  Styrelsen for patientsikkerhed vurderer ikke, at skolen skal foretage sig yderligere i forhold til de øvrige klasser på skolen.

Den positive test kommer i kølvandet på en uge i Fredericia Kommune, hvor smittetallet har været stigende og det har medført, at kommunen er kommet i den såkaldte røde zone. De positive test har især været unge, og derfor gøres der nu en ekstra indsats i forhold til det.

»Vi har lavet en kampagne med, at vi skal passe på hinanden. Det er ikke nødvendigvis, når man er i skole eller til fritidsaktiviteter, at det er sket. De seneste tilfælde har været ved ungdomsforsamlinger, og derfor kører vi en kampagne om, at man skal tilpasse sig situationen,« siger Magnus te Pas til AVISEN.

I forhold til det konkrete smittetilfælde på Kirstinebjergskolen afd. Indre Ringvej har man opsporet smittekæden, og de pågældende personer er blevet underrettet og vejledt i hvad de skal foretage sig.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer